Naboøer med hver deres dyrearter - hvordan kan det lade sig gøre?

Jeg står ved et dykkercenter nær landsbyen Kubu på østkysten af den indonesiske ferieø Bali.

Jeg ser i retning af Balis naboø Lombok, der befinder sig knap 40 kilometer borte.

Det lille stykke hav mellem de to øer ser ikke ud af meget, men en usynlige linje går gennem strædet.

Denne linje repræsenterer en af naturens helt store skillelinjer. Dyrelivet øst for linjen – den australsk-asiatiske region – er nemlig helt anderledes end hvad man finder vest for linjen – den asiatiske region.

Det er et gammelt mysterium, som den engelske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alfred Wallace først blev opmærksom på i 1860’erne.

Bemærkelsesværdig opdagelse

Wallace rejste rundt i Sydøstasien i mere end 12 år, og undervejs foretog han grundige observationer af både dyr og mennesker.

Han levede blandt Borneos hovedjægere, og han beskrev dyrelivet på både de meget store øer som Sulawesi (der dengang hed Celebes), Sumatra, Ny Guinea og Borneo, samt på de talrige mindre øer, der ligger spredt ud over det enorme område.

Han opdagede noget særdeles bemærkelsesværdigt: På Java og Bali levede der dengang tigre og makak-aber, men ikke på Lombok.

På f.eks. de vestlige øer Sumatra og Borneo var der orangutanger, tapirer, bjørne og næsehorn, mens disse var helt fraværende på Borneos østlige naboø Sulawesi og alle andre østlige øer.

Elefanters østlige udbredelse stoppede også på Borneo.

De østlige øer havde derimod pungdyr som koalaer og kænguruer, som slet ikke fandtes mod vest, og også fuglelivet var helt anderledes.

Østpå var der kakaduer, mens spætter kun levede vestpå. Wallace så større forskelle i dyrelivet mellem to øer, der lå lige ved siden af hinanden, end der er mellem dyrelivet i England og Japan.

Fuglene kan jo flyve, og elefanter kan sagtens svømme langt, så hvorfor denne forskel?

Jordens geologiske fortid har svaret

Naturhistorikeren konkluderede korrekt, at det måtte være geologiske faktorer i fortiden, der var forklaringen bag den bemærkelsesværdige forskel på dyrelivet mellem øst og vest.

Han gættede på at Borneo, Sumatra, Java og de vestlige småøer engang havde hængt sammen med Asien, og at Sulawesi, Ny Guinea og alle andre østlige øer engang har hængt sammen med Australien.

Den moderne viden om kontinenters bevægelser (pladetektonik) opstod mere end 50 år efter Wallaces’ død, men har faktisk bekræftet ganske mange af hans antagelser om jordens geologiske fortid.

For 20-25 millioner år siden bevægede Australien sig mod nordvest og siden har pungdyr, kloakdyr, paradisfugle og østlige papegøjer udviklet sig i regionen, men separat fra det vestlige kontinent.

Så selv om to sydøstasiatiske øer i dag er naboer, så kan de engang have hørt til hver sit forhistoriske kontinent.