Næbdyret: Dyret, som videnskaben troede var en spøg

British Museum i London blev grundlagt helt tilbage i 1753 og regnes for verdens første offentlige nationalmuseum. I 1791 tiltrådte biologen George Shaw som vicedirektør for museets naturhistoriske afdeling.
Nogle få år forinden var en britisk koloni blevet etableret i Australien, og fra det nye kontinent blev der sendt et stort antal skind, knogler og hele dyr til den zoologiske samling på British Museum.
George Shaw havde således allerede beskrevet sære skabninger som kænguruer, pung-ulve og koalaer, da han i 1799 modtog en pakke, der indeholdt skindet af det mærkeligste væsen, han nogensinde havde set. Dyret havde pels og var derfor et pattedyr.
Læs også: Vild med dyr: Husk, at svaner ikke skal have brød
Pattedyr med næb
Det havde dog også et stort næb og svømmehud mellem tæerne, så George Shaw var sikker på, at der var tale om en spøg. Han hentede derfor en saks for at fjerne den sytråd, som han mente måtte være blevet brugt til at fastgøre et andenæb på kroppen af en lille bæver eller en odder.
Men dyret var ægte, og kort efter blev nyheden offentliggjort. I Australien lever der virkelig et såkaldt næbdyr. Et pattedyr med næb, der ovenikøbet lægger æg ligesom fugle. Som om det ikke er sært nok, er næbdyret det eneste pattedyr i verden, hvor artens hanner er forsynet med en stor giftbrod på bagfoden. Ingen andre pattedyr er giftige.
Knap 220 år efter at George Shaw modtog den usædvanlige pakke, befandt jeg mig i en nationalpark nogle hundrede kilometer nord for Sydney. Jeg sad ved bredden af en lille dam og prøvede at få øje på et vildtlevende næbdyr. Næbdyr er sky og nataktive, og det lykkedes mig kun at få et lynhurtigt glimt af et enkelt neddykket individ.
Næbdyr er 40-50 cm lange og vejer maksimalt 2,5 kg. De jager deres føde i vandet og spiser orme, krebs, insektlarver og ferskvandskrabber.
Læs også: Vild med dyr: Charmerende liv under havoverfladen
Dyrets giftbrod
Som en del af bevarelsestiltagene har nogle australske dyreparker næbdyr i fangenskab, og da jeg på et tidspunkt talte med en dyrepasser, blev det klart for mig, at næbdyrets gift ikke er til at spøge med.
”Giften slår dig ikke ihjel, men det gør så ondt at blive stukket, at du faktisk ønsker, at du var død,” forklarede han.
Næbdyrhannerne bruger deres giftbrod til at forsvare sig mod rovdyr og til at kæmpe mod hinanden, men selv om giften kan dræbe en hund, virker den kun som et mildt bistik på næbdyret selv. To hanner kan tildele hinanden adskillige stik og alligevel ufortrødent fortsætte deres slagsmål.
Vidste du det...
- Ud over næbdyr er myrepindsvinet det eneste pattedyr, der lægger æg.
- Næbdyr er en enkelt art, der kun lever i Australien, mens der findes fire arter myrepindsvin, der lever i Australien og på Ny Guinea.
- Ingen zoologiske haver eller dyreparker uden for Australien har levende næbdyr.
- Næbdyrets naturlige fjender er store slanger, ørne, ugler og krokodiller.
- Den australske oprindelige befolkning har en legende, der siger, at det første næbdyr opstod som følge af en kærlighedsaffære mellem en and og en vandrotte.
Dyrefondet
Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen.
Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår.
Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.
Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettigede.
Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.
Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.
Læs mere på dyrefondet.dk og følg fondet på Facebook.