Dyr

For nogen en plage, for andre hellige: Aber på spil i Indiens storbyer

7. september 2019 Tekst og foto: Redaktionen og Carsten Broder Hansen, Dyrefondet
Det er især arten Rhesusabe (Macaca mulatta), der hærger i Indien, og selv New Delhis parlamentsbygning plages af aber. Både politikere og embedsfolk klager over, at aber trænger ind gennem bygningens vinduer for at stjæle mad. Mennesket har nemlig spredt sig overalt og ødelagt mange af abernes naturlige levesteder.
Abe i New Delhi

Jeg har aldrig oplevet et sted, der var så tætpakket med mennesker. Hver kvadratmeter er optaget. Delhis gamle basar er et labyrintisk kaos af små bitte gyder. Her forsøger titusinder af fodgængere, knallerter og rickshaws at navigere rundt mellem boderne enten for at levere varer eller for at handle.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Heste, kameler og køer bidrager til festlighederne, og for en forudsætningsløs iagttager virker det helt umuligt, at noget som helst kan fungere her.

På mystisk vis lykkes det ikke desto mindre folk både at finde rundt og at slippe ud af infernoet igen med deres indkøb. Her er sko, tekstiler, byggematerialer, keramik og krydderier for enhver smag, og frugt og grønt sælges lige fra gadeplan til bygningernes tage.

Jeg bevæger mig op på sådan et tag for at få overblik over det udstrakte marked, der fylder flere kvadratkilometer i den gamle del af Delhi.

Samtidig kan jeg beundre det bizarre sammensurium af ledninger, der løber mellem bygningerne i et vidtforgrenet og ubegribeligt system, der ville få en dansk elektriker til at besvime.

Læs også: Dyrefondet: Udvid din kats territorium

Appelsiner på menuen

Så opdager jeg aben, der hurtigt bevæger sig hen ad ledningerne med direkte kurs mod en frugtbod. Det tager kun et splitsekund. Et rutineret spring bringer aben fra ledningen og ned på bunken af appelsiner. En frugt i munden og desuden en i hver hånd, og så er aben tilbage i nærmeste elmast.

Aben er en makak, og medlemmer af denne asiatiske abeslægt er notorisk berygtede for deres evne til at tilegne sig menneskers madvarer. Det mærkelige er derfor ikke makakerens adfærd, men snarere at frugtbodens ejer havde bevidnet optrinnet helt uden at reagere.

I andre dele af Asien har jeg ofte set folk kaste med sten eller slå ud med stokke efter tyvagtige aber, men her skete der intet, så jeg spørger frugtbodens ejer, hvorfor han ikke foretog sig noget for at forhindre tyveriet?

Læs også: Vær en dyrevenlig turist

Hinduistisk mytologi

”Det er jo et af Hanumans elskede børn,” forklarer han, som om sagen dermed var afgjort.

Det viser sig, at Hanuman er en halvgud i den hinduistiske mytologi, som ofte afbildes som en abe. Mytologien er særdeles kompliceret, men Hanuman tillægges bl.a. en stor del af æren for at have reddet overguden Ramas hustru fra dæmonkongen Ravana. Mange indere betragter aber som efterkommere af Hanuman. Dermed er aber hellige, og de må ikke skades. I en del indiske templer lægger befolkningen ovenikøbet mad ud til aberne.

Læs også: Dyrenes verden: Flirte ugle

Vidste du det...

  • Det er især arten Rhesusabe (Macaca mulatta), der hærger i Indien. Mennesket har spredt sig overalt og ødelagt mange af abernes naturlige levesteder. Dermed er både aber og andre dyr tvunget til at søge mod byer og bebyggelser for at finde nye måder at overleve på.
  • Selv New Delhis parlamentsbygning plages af aber. Både politikere og embedsfolk klager over, at aber trænger ind gennem bygningens vinduer for at stjæle mad. Aberne ødelægger også dokumenter og stjæler mobiltelefoner.
  • Ved Indiens nyligt afholdte valg blev premierminister Narendra Modi genvalgt. I 2015 havde Modi en plan om at indføre wifi i den hellige by Varanasi. Planen blev ødelagt, da hundreder af aber ødelagde fiberkablerne.
  • Under et forsøg på at drive angribende aber væk fra sin balkon faldt Delhis viceborgmester i 2007 ned og omkom ved styrtet.
  • For nogle år siden fandt man på at klæde mænd ud i abekostumer. De forklædte mænd skulle skrige op og larme og på den måde skræmme aberne væk uden at skade dem. Makakerne flygtede ganske vist fra de store "aber", men vendte tilbage, så snart mændene gik hjem. Det viste sig for besværligt og anstrengende at opretholde blufnummeret i døgndrift.
  • Indiens højesteret har pålagt New Delhis bystyre at finde en løsning på abeproblemet.

Dyrefondet

  • Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen.
  • Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår.
  • Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.
  • Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettiget.
  • Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.
  • Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.
  • Læs mere på dyrefondet.dk

Sponsoreret indhold