Pas på i trafikken: Over 10.000 hjorte påkøres om året

Foråret er højsæson for påkørte hjorte – og højsæsonen er desværre allerede startet. Du skal derfor huske at holde ekstra godt øje med de firbenede væsner i øjeblikket.
Det advarer Dyrenes Beskyttelse om i en pressemeddelelse.
For fra begyndelsen af maj måned stiger antallet af henvendelser om påkørte hjorte markant hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
– Der er generelt mange hjorte, som kommer galt afsted i trafikken, men særligt i maj måned stiger antallet af henvendelser til Vagtcentralen 1812, siger Peter Gravlund, som er biolog ved Dyrenes Beskyttelse.
– Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men til gengæld kan vi prøve at guide bilisterne til at undgå ulykkerne. Hvis farten sænkes på bestemte strækninger og tidspunkter, vil det føre til færre uheld, forklarer han.
I 2022 modtog vagtcentralen i alt 10.793 henvendelser om påkørte hjorte. Og påkørslerne kan være alvorlige for både bilisterne og dyrene, lyder det fra biologen.
Undgå hjortepåkørsler
Sæt farten ned, når du i tusmørke, om natten og i dæmringen kører gennem områder, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende langs vejen.
Hold øje med lysende øjne i rabatten, og sænk farten helt, hvis du ser dem.
Husk, at hjorteskilte advarer om øget risiko for hjorte i området.
Vær opmærksom på, at en hjort kommer sjældent alene. Ser du én hoppe over vejen, så tro ikke, at faren er drevet over. Der kan godt komme flere.
– Det er voldsomt at påkøre et vildt dyr i trafikken, og det kan have alvorlige konsekvenser for både dyr og mennesker. Hvis dyret ikke omkommer i ulykken, kan det risikere at lide i lang tid som følge af sine skader, siger Peter Gravlund.
Dyrenes Beskyttelse anbefaler derfor, at man som bilist er ekstra påpasselig, når man kører bil omkring de områder, hvor der er mange hjorte.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer folk til at lade rålam være
Her er der tale om de steder, hvor der skiltes for hjortevildt, men generelt omkring skov, eng, levende hegn eller lignende natur langs vejene.
April-maj og oktober-november er værst
De fleste af årets mange hjortepåkørsler finder sted i april og maj måned samt i oktober og november måned.
Der er flere årsager til, at antallet af påkørsler er højt i foråret. Dyrene er generelt ekstra aktive, men derudover er det denne tid, hvor rålammene fra sidste år skal ud at klare sig selv.
De er tvunget til at bevæge sig ud i verden for at finde deres eget sted at være, men de er uerfarne i trafikken.
I efteråret er årsagen til gengæld en lidt anden. Her begynder dagene at blive så korte, at skumring og dæmring – hvilket er de tidspunkter, dyrene helst bevæger sig rundt på – falder sammen med, at vi kører til og fra arbejde.
Når uheldet er ude
Ring 1812, hvis dyret er såret – også selv om dyret er løbet væk.
Bliv på stedet – hvis 1812 ved, hvor ulykken er sket, kan de hurtigere sende hjælp.
Hold afstand, så dyret ikke stresses.
Ring til Falck, hvis dyret er dødt.