Pas på kattens tænder

Katte kan få brudskader i deres tænder ved fald, trafikuheld eller endda ved voldsom leg.
Nogle katte kan være disponerede for tandkødsbetændelse, der kan være meget generende. Lige som hunde kan også katte udvikle parodontose. Daglig tandbørstning fjerner de bakterieholdige belægninger på tænderne, og tandbørstning er det bedste forebyggende middel mod tandsten, der ubehandlet kan føre til tandkødsbetændelse og parodontose.
Tandbørstning er dog ikke en garanti mod alle tandproblemer. Katte kan også være disponerede for den særlige tandlidelse, der kaldes tandresorption (TR).
Jacob C. Meyer er dyrlæge og har specialiseret sig i tandbehandling. Han forklarer:
− Halvdelen af alle katte er disponerede for tandresorptioner. Det er en slags huller i tænderne, men ikke i den form, som vi kender fra os selv, der forårsages af syreangreb fra cariesbakterier. TR er tandens egne celler i dentinen, der er "fejlprogrammerede" til at ødelægge tanden, og det kan være ganske smertefuldt for katten.
Læs også: Forstå din kats signaler
To former for TR
Katte, der har TR i enkelte tænder, er også disponerede for sygdommen i resten af tænderne. Jacob C. Meyer påpeger, at der er to forskellige former for TR, hvoraf kun den ene kan konstateres med det blotte øje. Han siger:
− I den ene form starter cellenedbrydningen i tandhalsen eller tandkronen, og det kan opdages ved et almindeligt tandeftersyn, typisk ved rødmen i tandkødet. Den anden type starter i tandroden, og dem ser man ikke, selv om de kan genere katten. Katten kan faktisk have en tand med to rødder, der kan være angrebet af hver sin type TR. Dyrlægen bruger røntgenbilledet som støtte i sin vurdering af, hvilken behandling der er bedst. Den ene rod skal måske blive, mens den anden skal trækkes ud.
Læs også: Alt du skal vide om din kat
Tjek tandkort
TR antages som nævnt at være meget smertefuldt, men katte er dygtige til at skjule deres smerter over for katteejeren, så katteejeren skal ikke regne med uden videre at opdage, hvis katten har symptomer på TR eller andre tandproblemer. Derfor er det vigtigt at undersøge katten jævnligt. Lad dyrlægen vurdere, om der er tegn på TR, når I er til det årlige eftersyn.
Ifølge Jacob C. Meyer kan katteejeren imidlertid sagtens gøre noget for at hjælpe med at stille en tidlig diagnose.
− Man kan gå på nettet og se efter tandkort, der viser, hvordan en kats intakte tandsæt ser ud, siger han og fortsætter:
− Hvis man studerer det grundigt og sammenligner med sin egen kats tænder, kan man forholdsvis nemt opdage, hvis ens kat mangler en eller flere tænder. En kat skal have tre kindtænder i hver side af underkæben. Det er hyppigst den forreste af de tre, der bliver ramt af TR, og er derfor ofte den tand, der mangler.
Læs også: Din kat kan også trænes - sådan gør du
Om tand-resorption og kattens tænder
- Frekvensen af tandresorption (TR) øges med kattens alder, men halvdelen af alle katte får aldrig symptomer på lidelsen.
- Kommer en TR-disponeret kat først til tandundersøgelse, når den er 6-8 år, kan den måske have 10 angrebne tænder. Så kræves en stor og bekostelig behandling. Endnu værre er, at katten sandsynligvis har haft smerter i årevis.
- Har din kat rødt og hævet tandkød, bør den undersøges hos dyrlægen for at få sat den rigtige behandling i gang. Det gælder også unge katte.
- I Dyrefondets pjece ”Pas på kattens tænder” kan du læse mere om tandbørstning, og hvad du kan gøre for at sikre din kat sunde tænder.
DYREFONDET
- Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen. Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår. Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.
- Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettigede.
- Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.
- Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.