Dyr

Planer i sommerferien: Vær en dyrevenlig turist

13. juli 2019 Tekst og foto: Carsten Broder Hansen, Dyrefondet
Vibeke Haslund, Dyrefondets direktør, opfordrer til, at man undlader at støtte brugen af dyr som underholdning, og til, at man gør både rejsearrangører og andre rejsende opmærksomme på de ufrivilligt medvirkende dyrs ulykkelige situation.
Planer i sommerferien: Vær en dyrevenlig turist

Sommerferien står for døren, og også om sommeren rejser mange af os til områder, hvor dyr er ufrivillige statister i turismeindustrien.

– Dyr i fangenskab bliver brugt i talrige sammenhænge i turistindustrien, advarer Dyrefondets direktør Vibeke Haslund og fortsætter:

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Dyrenes velfærd er ikke i højsædet, når delfiner laver rutinemæssige saltomortaler som underholdning, eller den udklædte abe udfører kunster.

- Ingen spørger den lænkede tiger, om den synes, det er rart, når den for gang nummer tusinde bliver blitzet sammen med turister, som alle mener, at en selfie med en stresset kæmpekat er en stor gevinst for de sociale medier.

Vibeke Haslund opfordrer til, at man undlader at støtte brugen af dyr som underholdning, og til, at man gør både rejsearrangører og andre rejsende opmærksomme på de ufrivilligt medvirkende dyrs ulykkelige situation.

Læs også: Dyrenes verden: Udkørt klokken tre

Elefanter som husdyr

Hun påpeger imidlertid også, at et ureflekteret boykot ikke er rimeligt over for hverken lokalbefolkningen eller dyrene. Hun forklarer:

– I Asien har elefanter været husdyr lige så længe, som heste har i Europa. En thailandsk mahout (elefantfører, red.) kan med god grund undre sig, hvis en turist nægter at ride på en elefant og begrunder det med hensyn til dyret.

Mahoutten vil formentlig mene, at en elefant er langt bedre i stand til at tåle et menneskes vægt på sin ryg end en hest.

– I Danmark kan man sagtens finde eksempler på, at heste mistrives eller vanrøgtes, men løsningen er selvfølgelig ikke at forbyde al ridning. Tilsvarende bør vi som rejsende støtte tiltag, der sætter dyrevelfærden i højsædet i stedet for bevidstløst at boykotte al elefantridning.

Læs også: Vild med dyr: Opmærksomhed mor

Ridning tilladt

– Tænk også på, hvad der sker med elefanten, hvis elefantføreren pludselig mister sin indkomst. Skal han vælge mellem at købe mad til sin familie eller til sin elefant?

Tænk over dine valg og støt lokale organisationer, der har en plan for at sikre velfærden for de dyr i turistindustrien, der eventuelt bliver ”arbejdsløse”, lyder opfordringen fra Vibeke Haslund.

Vidste du det...

  • En elefant, der er født og opvokset i menneskers varetægt, er lige så lidt et vildt dyr som en dansk hest.
  • Elefanten er helt afhængigt af sit menneske for at få mad, vand, omsorg og stimuli.
  • I bl.a. Thailand gøres der en stor indsats for at fremme etisk forsvarlig behandling af domesticerede elefanter. Se f.eks. www. thailandelephants.org/mahoutship.
  • Husk også at hele eller dele af sjældne og udryddelsestruede vilde dyr sælges som souvenirs. Meget skind, ben, skjolde, tænder og pels er fremstillet af sådanne dyr, og det er både ulovligt og uforsvarligt at købe disse genstande.
  • Hvis du er i tvivl, om det er lovligt at tage souveniren med hjem, så lad være. Stol ikke på, hvad souvenirsælgeren fortæller.
  • På naturstyrelsens hjemmeside kan du tjekke reglerne for, hvad der må hjembringes i kufferten.

Dyrefondet

  • Dyrefondet gennemfører dyreværnsarbejde til gavn for familiedyr og dyr i naturen.
  • Fondet udgiver pjecer, plakater og information, der kan medvirke til at skabe større forståelse for dyrenes vilkår.
  • Fondet skaber gode forhold for dyr i menneskers varetægt, spreder oplysning om glæden ved dyr og øger respekten og forståelsen for vildtlevende dyrs naturlige livsform.
  • Dyrefondet er godkendt som almenvelgørende organisation, og bidrag til fondets arbejde er fradragsberettigede.
  • Dyrefondets bestyrelse og medarbejdere omfatter dyrlæger, adfærdseksperter, biologer og jurister.
  • Ghita Nørby er præsident for Dyrefondet.
  • Læs mere på dyrefondet.dk og følg fondet på Facebook.

Sponsoreret indhold