Trofast hund stod vagt ved sin fangede ven i en uge

Bassethunden Phoebe og Irsk setter-blanding Tillie er hinanden bedste venner. Den 8. september forsvandt de sporløst fra deres hjem på øen Vashon Island i staten Washington i USA. Som dagene gik, frygtede deres ejer det værste.
En nål i en høstak
En gruppe af frivillige, der redder dyr på øen, Vashon Island Pet Protectors (VIPP), hjalp til og postede billeder af de to hunde på deres facebook-side. Efter en uge fik de et tip. En rødlig hund var blevet set flere gange på en ejendom tæt på skoven og slugten. Når familien så hunden, gik den målrettet ned mod slugten.
De frivillige tog hen til ejendommen og gik samme vej, som hunden var blevet set. De kaldte på Tillie, mens de ledte i skoven og gik mod slugten.
- Med en nål i en høstak-håb begav vi os ned i slugten, og efter lidt søgen hørte vi endelig den søde lyd, vi havde ventet på hele ugen. Et lille vuf som svar, da vi kaldte, skriver VIPP glad på facebook.
Læs også: Hørte sin kone blive dolket ihjel
Phoebe bliver fundet
Et par minutter efter fandt de Tillie liggende ved siden af en gammel cisterne med hovedet hvilende på cementmuren.
- Hjertet sank. Vi vidste, at det betød, at Phoebe var inde i cisternen, skriver de.
Efter så langt tid turde de frivillige knap nok håbe på, at Phoebe stadig var i live.
- Alle holdt vejret og sendte en lille bøn til, at kigget over muren ville vise, at Phoebe var i live og havde det godt, skriver de.
Der var jubel i gruppen, da de så Phoebe. Hun sad, godt nok slukøret, men i live ovenpå en stak murbrokker. Heldigvis for murbrokkerne gjorde, at hun var tør-potet og sad over vandet i cisternen.
I næsten en uge havde Tillie siddet hos hende – undtaget nogle få minutter om dagen, hvor hun havde forsøgt at hente hjælp. Kloge hund.

En trofast ven
- Miss Tillie er en rigtig ven og et ydmygt eksempel på kærlighedens kraft, skriver VIPP, som også sender en tak til Joe Curiel, som var den opmærksomme mand, der opdagede Tillie, da hun desperat forsøgte at få menneskets opmærksomhed, så Phoebe kunne få hjælp.
- Min besked til folk derude, som savner deres hund. Med mindre hunden bliver set hist og her, så sidder den sikkert fast et sted. Det er her fantastiske Tillie kommer ind i billedet som heltinden i historien. Jeg tror ikke, vi ville have fundet Phoebe, hvis det ikke havde været for hende. De var flere kilometer fra, hvor de sidst var blevet set, siger Amy Carey fra VIPP til Daily Mail.