En læser fortæller: Bierne åbnede mine øjne

Bierne forsvinder

Da jeg var en ganske ung mand i 1960’erne, var der ikke meget snak om miljø og den slags, og forurening var ikke noget, der fyldte i min og sikkert heller ikke i de fleste andres bevidsthed. Det var musik, protester mod krig, piger, ungdomsoprør og et par år senere en lidt forvirret modstand mod atomkraft, der optog mig.

Siden dengang er vores vandområder, grundvandet og insekterne desværre begyndt at lide nød, og det skyldes forskellige former for forurening.

Det kom jeg først rigtig til at tænke over, da vores datter for snart mange år siden holdt et foredrag i folkeskolen om, at honningbierne og humlebierne var ved at forsvinde. Hun sagde blandt andet, at der var blevet færre af mange slags insekter, men især det med bierne vakte min interesse.

Det var jo ikke spor godt, at disse hyggelige, honningproducerende og for mennesket livsvigtige væsener var i vanskeligheder. Honningbier bestøver nemlig over halvdelen af de plantearter, der brødføder størstedelen af jordens befolkning.

Læs også: Gør en forskel: Sådan kan du redde bier

Vi har en dejlig have, som min naturvenlige kone passer på sin egen, afslappede måde. Den er ikke friseret, men heller ikke et vildnis. Da den første sommer efter vores datters foredrag kom, kiggede jeg efter bier og syntes til min bekymring, at der var færre af dem derude, og det var da noget, vi talte om i familien.

Jeg fik et bi-hotel

For et par år siden fik jeg derfor et såkaldt bi-hotel af vores nu voksne datter i julegave. Det var et kærligt apropos til hendes inspirerende foredrag fra dengang, hun var en lille skolepige.

Bi-hotellet var en lille kasse, der bestod af små, hule grene, halm og andet, og der var også tag på. Håbet var, at en bi eller en sommerfugl ville være interesseret i at flytte ind i en periode, og jeg satte det op på hegnet ude i baghaven.

Efterfølgende købte jeg selv flere bi-hoteller, eller insekt-hoteller, i byggemarkederne, og jeg skruede også selv et decideret humlebihus sammen efter nøjagtige humlebi-ønskemål, som jeg havde fundet på nettet. Det blev lavet efter alle kunstens regler, og det så meget fint ud, da det stod nede i baghaven.

Min hustru havde sympati for min nye interesse og ville gerne medvirke til at gøre den til en succes. Hun indkøbte derfor diverse blomster, planter og særlige blandinger af frø til blomster, som bier skulle kunne lide. Dem plantede og såede vi alle mulige steder ude i haven, og blomsterne var både flotte og velduftende.

Nu kunne bierne bare tage for sig af retterne, og det gjorde de så. Der er kommet langt flere humlebier og honningbier på besøg i vores have de seneste somre. Der er også langt flere blomster at besøge.

Det er hyggeligt og dejligt at tænke på, at vi på den måde måske medvirker til at give bierne bedre livsbetingelser og overlevelsesmuligheder.

Bidt af bæredygtighed

Jeg ved, at vores bidrag blot er en dråbe i havet, men jeg fornemmer, at flere og flere fatter interesse for og får forståelse for miljøproblematikken, og at de gerne vil gøre en indsats ude i virkeligheden i stedet for blot at tale om det.

Vores tre børn er alle meget bevidste om at værne om og bevare naturen og miljøet, og min hustru og jeg har lært meget af dem på den front. Vi sorterer nu alt vores affald omhyggeligt, og hvis vi har gamle ting og sager, som vi ikke længere selv bruger, afleverer vi dem i genbrugsbutikker eller på genbrugspladser.

Vi har også anskaffet os en stor regnvandstønde, som er forbundet med tagrendens nedløbsrør på vores carport, og det opsamlede vand bruger vi til havevanding i stedet for at tappe af drikkevandet. Det giver en god fornemmelse, og jeg er blevet helt bidt af bæredygtighed og vil gerne anbefale det varmt.

Status på insekt-bi-hotellet er, at én gæst indtil videre er tjekket ind. Om det er en bi eller et andet insekt, kan jeg ikke afgøre, da ”døren” er klinet til. Mine gode hensigter og det stigende antal bier i blomsterne i vores have til trods er der desværre endnu ingen humlebier, der er flyttet ind i mit humlebi-hus. Det står tomt, men jeg holder øje og håber.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.