En læser fortæller: Bimmer valgte selv sit hjem
Et hul i hækken
Da vi i sin tid flyttede ind på den lille villavej, var Elin den første til at byde os velkommen. Hun var en sød og imødekommende ældre kvinde, som vi var glade for at have som nabo. Det var egentlig ikke, fordi vi rendte hinanden på dørene, men vi drak jævnligt en kop kaffe sammen eller fik en sludder over hækken.
Vi havde faktisk også et lille hul i hækken mellem vores haver, som mine to ældste drenge brugte, når de skulle ind til Elin. Min mand og jeg havde selvfølgelig talt med hende om, at vi kunne plante en ekstra hækplante og dermed lukke gennemgangen, men Elin havde bare grinet og sagt, at det kun var hyggeligt, at de løb den vej ind.
Da Elin blev syg, fik hullet også en praktisk betydning, for så kunne vi smutte igennem med plæneklipperen og slå Elins græs samtidig med vores eget.
Elin var barnløs og havde ingen familie. Hun havde været gift, men hendes mand døde, nogle år inden vi kom til, og hun havde boet alene lige siden.
Helt alene var hun dog ikke, for hun havde altid haft kat. Kort før hun blev syg, havde hun anskaffet sig en stor, rød kat, der hed Bimmer. Drengene var meget glade for Bimmer, og det måtte være gensidigt, for katten var en flittig bruger af hullet i hækken.
Heldigvis havde hverken vores hund eller kaninerne et problem med katten. Kaninerne virkede fuldkommen ligeglade med, om han lå ved siden af deres bur og solede sig, og hunden havde været vant til Elins katte, fra den var hvalp.
Hvem skulle have Bimmer?
Da Elin døde efter lang tids sygdom, gik jeg sammen med naboen på den anden side om at arrangere Elins begravelse, så vi kunne tage en fin afsked med hende.
Elin havde testamenteret alle sine værdier til Dyrenes Beskyttelse, men der stod ikke noget om Bimmer. Vi var enige om, at han under ingen omstændigheder skulle aflives, men det var straks sværere at finde ud af, hvem der skulle overtage ham.
Med tre drenge, to kaniner og en hund mente jeg egentlig, at vi havde fuldt hus, og der var heller ingen andre på villavejen, der meldte sig. Da jeg hørte om en familie et par veje længere nede, der var på udkig efter en kat, blev vi enige om, at det skulle være Bimmers ny hjem.
Læs også: Kan du forstå din kat?
Bimmer var dog ikke enig. Hver gang de lukkede ham ud, forsvandt han over i vores have. Drengene syntes, at det var synd for Bimmer, fordi han tydeligvis hellere ville bo hos os.
Jeg forstod dem godt, men Bimmer havde et nyt hjem nu, så vi kunne ikke bare beholde ham. Hver gang jeg opdagede Bimmer i haven, gik jeg troligt hen og afleverede ham, selv om jeg inderst inde havde fortrudt, at vi ikke bare havde overtaget ham. En fra eller til havde ikke gjort den store forskel, tænkte jeg, men nu var det for sent.
Hans nye hjem
Efter flere uger med samme mønster virkede de nye ejere opgivende og antydede, at det var fjollet at slæbe afsted med ham, når han alligevel havnede i vores have, så snart de åbnede terrassedøren.
Min mellemste søn, Jonas, der var gået med for at aflevere ham, var klar til at tage Bimmer med hjem med det samme. Men kunne vi tillade os det?
– Han har mistet Elin, og så må han ikke engang være, hvor han føler sig tryg, sagde Jonas med tårer i øjnene.
Den ny ejer kiggede på mig. Hun var enig med Jonas. Jeg undskyldte mange gange og sagde, at så tog vi Bimmer med hjem igen. Vi løb hele vejen tilbage til huset for at fortælle de andre den gode nyhed.
Bimmer har været en del af familien i et års tid. Han er en glad, legesyg og nysgerrig kat, men alligevel har han ikke forladt matriklen siden. Bimmer valgte selv, hvor han ville bo, og der bliver han. Hos os.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
