En læser fortæller: Børn er ikke mig

30 år og ligeglad med børn

10. februar 2009

På lørdag fylder jeg 30. Jeg har inviteret familie og venner til brunch, og min bedste veninde, Katrine, hjælper mig naturligvis. Jeg har også inviteret Stefan, for selv om det er seks år siden, vi var et par, ses vi stadig indimellem.

Han er en god ven, og jeg nyder at gå ud med ham, men jeg tænker alligevel, at det nok slutter, når han får en fast kæreste.

På den ene side glæder jeg mig til min fest, på den anden side frygter jeg lidt for det. Jeg gider simpelthen ikke høre flere hentydninger til, om jeg ikke snart skal i gang med at stifte familie og alt det pjat.

Nogle gange kommer jeg til at svare alt for skarpt på det, men det er da en privat sag, og det har aldrig været mig med at kigge ned i en barnevogn og sukke betaget. Jeg har heller aldrig været babysitter, ikke engang for mine storebrødres børn, for børn – især små børn – siger mig virkelig intet.

Heldigvis er mine forældre holdt op med at spørge, men nu har de jo også hele fem børnebørn. Katrine vil nok gerne have børn på et tidspunkt, men det er meget rart, at hun heller ikke har nogen endnu. Så er vi da to om det og kan brokke os over folks dumme kommentarer. Især min moster, jeg skærer tænder allerede ved tanken …

15. februar 2009

Det gik superfint i går, og måske har mor haft fat i moster, for der kom ikke et eneste ord om, hvornår jeg skal være mor. Det tror jeg faktisk slet ikke, jeg skal være.

De sidste af os endte med at spise rester til aften og gå en tur i byen, og nu stener jeg bare på sofaen og skriver sms’er med Katrine.

Begge mine brødre har skrevet tak for sidst, de har tømmermænd og prøver at få ungerne til at lade være med at skrige for højt. Godt, det ikke er mig.

3. juli 2010

I dag har jeg hilst på Stefans nye kæreste, Nanna, hun er kun 23, men virker rigtig sød. De lader til at være vildt forelskede.

Det er mærkeligt at tænke på, at Stefan og jeg ikke beskyttede os i det sidste år, vi var sammen. Han ville jo gerne have børn, og jeg var ikke moden nok til at mærke ordentligt efter inde i mig selv.

Hvis jeg var blevet gravid, ville jeg have haft en stor unge nu, men det er jeg glad for, at jeg ikke har. Faktisk tror jeg, at én af os ikke kan få børn. Eller måske os begge.

Læs også: Jeg vil beholde vores barn

19. oktober 2011

Der er sket en masse, siden jeg skrev sidst. Stefan og Nanna er blevet forældre til lille Antonia, og jeg var inviteret med til barnedåben i sidste måned. Hun var da nuttet i den hvide kjole med kysen, når hun ikke skreg eller fyldte sin ble, men der er intet, der trækker i mine æggeledere.

Så er Katrine blevet kæreste med Nikolaj, som er syv år yngre end hende og bidt af en gal fodbold, hvilket giver hende og mig masser af tid til at ses og lave det, vi altid har lavet sammen. De har fået en stor hund, Baldur, som vi går lange ture med, og Katrine siger, at Baldur er barn nok for hende.

Det bedste af det hele er, at jeg har lært Jesper på 42 at kende. Det skete på en datingside, hvor jeg ærligt skrev, at jeg ikke ønskede børn. Det fangede ham, for han har to drenge på 11 og 13 fra et tidligere forhold, og han ønsker absolut ikke flere.

Der var straks kemi mellem os, men jeg kunne godt mærke på ham, at han lige ville være sikker på, om jeg mente det med, at jeg ikke havde lyst til at blive mor.

Nu har vi været sammen i snart et halvt år, og det går fantastisk. Jeg har mødt hans sønner, og de var da søde, men også lidt ligeglade, som man er i den alder. Helt okay med mig.

21. december 2012

Jesper og jeg flyttede sammen i hans hus i oktober, og nu skal vi holde vores første jul sammen. Det er noget så hyggeligt. Drengene kommer 2. juledag og bliver til nytår. Og juleaften skal vi bare være ham og mig. Meget romantisk.

Det går fint med mig og mine stedsønner. Når de er her, deltager jeg i det meste af, hvad der foregår, ture i biografen eller i svømmehallen, men jeg er jo alligevel lidt på sidelinjen.

Jesper ved godt, at jeg ikke er ked af at vinke farvel til dem, og deres mor slapper helt af i forhold til mig, for nu har hun også regnet ud, at jeg aldrig kunne drømme om at lege mor over for dem.

5. juli 2013

Vi er på Rhodos, bare mig og Jesper. En rigtig egoistferie, og vi har det så skønt. Har lige sendt lækre fotos til Katrine, som misundeligt skrev tilbage, at det regner derhjemme.

Jeg er gravid

28. oktober 2014

Der er sket noget, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg er gravid. Jeg troede jo ikke, det kunne ske, og derfor har vi nok sløset lidt.

Jeg lavede testen for 10 dage siden, men det er kun mig, Katrine og Jesper, som ved det. Han står fast på, at han ikke vil være far igen, og det var jo også det med ingen børn, der førte os sammen i sin tid. Men jeg har det alligevel så underligt med tanken om en abort. Vi har jo hus, gode job, trygge forhold, og tilmed gik vi på rådhuset i sommer og blev gift.

Stemningen mellem os er lidt mærkelig, og mine følelser står på højkant. Jeg tuder for det mindste og har allerede brystspænding, og bare lugten af kaffe giver mig den vildeste kvalme.

11. november 2014

Naturen løste mit dilemma. I forgårs begyndte jeg nemlig at bløde, og nu har jeg lige været hos lægen. Fosteret er gået til, og måske er det det bedste. Nu vil Jesper lade sig sterilisere, så det ikke sker igen.

20. oktober 2015

Hvor er det mærkeligt at tænke tilbage på alt det, jeg følte for et år siden. Da mine hormoner fik lagt sig igen, var jeg egentlig kun lettet over, at det ikke blev til noget med det barn. Og hvis man har det sådan, skal man ikke være mor.

5. august 2016

Katrine og Nikolaj er gået fra hinanden, og hun og Baldur har boet her i nogle uger. Jesper har været alle tiders, selv om han ikke er vild med hunde. Han har ladet os være i fred, og det er godt, for hun var virkelig ret sønderknust. Nikolaj har fundet en anden, faktisk én af sine holdkammeraters kærester, så der har været en del opstandelse. Nu har Katrine fundet en ny lejlighed, hvor hun må have Baldur med. Vi hjælper hende med at flytte her i weekenden.

4. september 2017

Jeg løb ind i Stefan og Nanna i storcenteret. Tænk, nu er de forældre til tre børn. Den yngste er nyfødt. De lader til at være lykkelige og trives med at være en kernefamilie. Godt for dem – jeg er virkelig ikke misundelig.

Jeg ringede til Katrine for at fortælle det, men hun svarede ikke, for hun var på date med ham Anders, som hun har skrevet med i et par uger. Det gik åbenbart ret godt, for hun sendte en snap af dem med en masse hjerter. Han ser også ret sød ud.

Har jeg tabt min veninde?

20. januar 2018

Det her er virkelig meget underligt for mig, måske fordi jeg simpelthen ikke havde set det komme. Katrine er gravid, og hun er allerede to måneder henne. Anders og hun bor ikke engang sammen endnu, men de kigger på hus og liner op til det helt store kernefamilieshow, så vidt jeg kan regne ud.

Katrine er lykkelig, og jeg burde vel være lykkelig på hendes vegne, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad det kommer til at betyde for hende og mig. Jeg kan og vil ikke lade, som om jeg er vild betaget af en baby, hvis jeg ikke også føler det, og jeg tror ikke, det kommer til at ske. Jeg kan heller ikke snakke med om ammeproblemer, ondt for tænder, natteroderi og den slags.

Jesper har trøstet mig med, at Katrine og jeg selvfølgelig vil blive ved med at være veninder, men jeg føler allerede, at jeg har tabt hende lidt.

Læs også: Donorbarn: Jeg har ingen far

11. februar 2019

Jeg kunne have sparet mig alle mine bekymringer om det med mig og Katrine. Godt nok er intet som før i tiden, men det er alligevel o.k. Vi ses mest, når Anders passer lille Emma, og så traver vi lange ture med Baldur og snakker om alt muligt.

Nogle gange er Katrine ved at være fyldt op til randen af babybøvl, og så tror jeg faktisk, hun opfatter mig som et slags fristed eller et helle. Jeg er ikke i tvivl om, at hun elsker Emma, men hun skal helt sikkert ikke have flere børn.

På lørdag fejrer jeg min 40-års fødselsdag, vi holder stor fest herhjemme, og Katrines mor kommer og passer Emma hjemme hos dem. De planlægger at feste for vildt og skal sove i gæsteværelset.

Jeg glæder mig, og denne gang frygter jeg ikke for spørgsmål om det med, om jeg ikke snart skal have børn. Hvis de kommer, vil jeg bare afslappet svare, at det skal jeg ikke have. Som i aldrig. Og det har jeg det rigtig godt med.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.