En læser fortæller: Da Eddie mødte farmand

Triste tider i barndomshjemmet

Det var næsten ubærligt, da min mor efter et kort og intenst sygdomsforløb døde, og min far blev alene. Det var uoverskueligt for ham at skulle lære at navigere i en ny hverdag. Mit barndomshjem havde været i familiens eje i 100 år, men nu forandrede det hyggelige hus sig til et dystert og trist sted. Tilmed døde mine forældres gamle hund kort efter.

Fars og mors gamle venner holdt fast i far, og han forsøgte at holde sig aktiv. Alligevel virkede det, som om han havde mistet livsgnisten.

Min bror og jeg var overbevist om, at en ny hund kunne afhjælpe situationen. Jeg forsøgte at tage det op med far, men han ville ikke høre tale om at få hund igen.

Et års tid efter mors død anskaffede min veninde Stine sig en hund. Hun og hendes mand er forældre til to børn med autisme, og hun havde hørt, at en hund kunne hjælpe til med at dæmpe gemytterne og samle familien.

Læs også: Vi fandt familiehunden

Deres valg faldt på en sød, lille hvalp, Eddie, som var en beaglekrydsning. Stine var på forhånd blevet advaret om, at den type hunde er viljestærke, og snart måtte hun erkende, at der var noget om snakken.

Det var heller ikke nemt at have hund i en lejlighed på anden sal, og med to fuldtidsjob og to børn, der krævede ekstra opmærksomhed, var det svært for dem at finde tid og overskud til at lære hunden at holde sig væk fra sko, bamser og sofapuder. Den skulle også luftes flere gange om dagen, og nogle gange måtte de betale sig fra det.

Den hund fortjener bedre

I februar skulle Stine og familien på forlænget weekend, og vi sagde ja til at passe hunden. Vi travede lange ture med den og tog den også med på besøg hos min far. Mine to unger var ellevilde med Eddie, men allerede på dag to tænkte jeg for mig selv, at det var ret anstrengende at have den hos os i lejligheden.

Derfor blev jeg helt lettet, da min far ud af det blå tilbød at tage sig af Eddie de sidste par dage. Som han selv sagde, havde han jo masser af plads, en stor have og et godt tag på hunde.

Da vi hentede Eddie igen, ventede far til min forskrækkelse på os ved havelågen med et mørkt ansigtsudtryk.

– Den hund fortjener meget bedre end at bo i en lejlighed, meddelte han bistert. – I skal aldrig tage den med herud igen!

Det lovede jeg, og jeg var ærlig talt lettet, da Stine hentede hunden. Heldigvis blev min far hurtigt god igen, men jeg undlod bevidst at nævne Eddie, når vi besøgte ham.

Far kom i godt humør

I påsken skulle Stine igen på ferie med sin familie, og hun spurgte, om min far kunne passe Eddie – og måske efterfølgende overtage den? De havde omsider indset, at det bare ikke gik for dem at have hund.

Vi talte længe om det og blev enige om, at Stine selv skulle ringe til far og spørge. Jeg tænkte, at han sikkert ikke ville acceptere, hvis det var mig, der bragte det på bane.

Læs også: En hund kan være vejen til et længere liv

I første omgang spurgte Stine kun, om far ville passe Eddie i påskeferien, og heldigvis sagde han ja. Det viste sig at være en god idé, selv om han brokkede sig over Eddies manglende opdragelse. Nu havde far en grund til at gå lange ture, hvilket var godt for både fysikken og humøret. Hundeluftningen gjorde også, at han faldt i snak med folk i landsbyen.

Ved påskeferiens afslutning spurgte Stine, om han ville beholde Eddie, og det ville far gerne. Tilmed afgav han svaret med tårer i øjnene, fortalte Stine.

Sådan fik min far hund igen, og han tog det med fatning, at sofapuder, træsko og skraldespande i begyndelsen blev splittet ad. Om ikke andet gav det gode historier, som han kunne fortælle videre.

Det har hjulpet på fars humør igen at være noget for nogen, og hverdagen er også blevet nemmere for Stine og hendes familie. Nu har de et par marsvin i stedet, og over for far spøger vi med, at han måske også overtager dem en dag. Så griner han bare.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.