En læser fortæller: Dengang var der vintre til

Far gik over Storebælt

Jeg var barn under besættelsen, hvor man om vinteren fyrede med tørv, træ, koks eller måske kul, hvis man var så heldig at få fat i nogen af delene. Der var altid meget varmt lige omkring kakkelovnen, men koldt længere ude i stuen.

Vinduerne frøs til, så der dannedes de smukkeste isblomster, og hvis min lillebror eller jeg holdt en finger mod ruden, kunne vi lave et kighul og se ud. Jo flere dage med frost, der var, jo tykkere blev laget af is på ruden, for den tøede lidt foroven i løbet af dagen, men frøs så til igen om natten.

I 1940 havde vi den første af tre isvintre. De indre farvande frøs til, så Sjælland og Fyn blev landfast med resten af landet. Færgen mellem Århus og Kalundborg var den eneste, der kunne sejle, og det var endda med stort besvær. Til sidst måtte den også stoppe sejladsen.

En læser fortæller: Fru Ravn gjorde en forskel

Min far havde i forbindelse med sit arbejde været i København og skulle hjem til os i Jylland, og fagforeningen lejede en fisker til at føre ham og hans kolleger over Storebælt. Fiskeren gik forrest og slog på isen med en stav, og bag ham gik de rejsende med deres oppakning over skulderen. Andre fandt en åben båd og skubbede den og deres bagage over isen.

Vi var meget glade, da far kom hjem, og han havde gaver med til os. Min lillebror fik en and af gummi med fløjte under bunden, og jeg fik en flad, brun læderskuldertaske med to rum. Jeg var så stolt af den og havde den i mange år.

Konfekt af kartofler

Ellers var pengene små for mor og far i krigsårene, og så måtte fantasien tages i brug, når juletiden nærmede sig. Et år bragte et ugeblad billeder af kong Frederik og dronning Ingrid. Mor klippede billederne ud og indrammede dem, så far kunne få dem i julegave.

Billedet af dronningen skulle være fra min lillebror og mig, og vi fik strenge ordrer om ikke at sladre. Min lillebror kunne dog ikke helt nære sig: – Jeg siger altså ikke, at vi giver dig dronningen, far, og at mor giver dig ”konningen”.

Inden jul fremstillede mor konfekt. Vi kaldte det for marcipan, og det bestod af kogte, mosede kartofler, mandelessens og flormelis, som blev æltet sammen. Derefter delte mor det op i fem bunker og kom henholdsvis rød, grøn og gul frugtfarve i de tre af dem og kakao i den fjerde. Den sidste femtedel forblev hvid. Så blev det rullet ud og limet sammen med vand i tre lag, og til sidst skåret ud i salmiaktern.

En læser fortæller: Jeg gav far et sidste valg

Min lillebror og jeg gik i søndagsskole, og her lærte vi salmen ”ingen er så tryg i fare”. Da det blev juleaften, spurgte mor os, hvilken sang vi først skulle synge, og min lillebror havde misforstået titlen lidt og svarede fornøjet: – Det skal være ”Ingen er så tyk som far!”

Jeg husker ikke, hvilken kødret vi fik serveret juleaften, men jeg tror ikke, at vi nogensinde fik and eller gås i barndommen. Det har nok været for dyrt. Desserten juleaften var altid risalamande. Ris var imidlertid ikke til at få under besættelsen, så risalamanden bestod af havregryn blandet med fløde og lidt sukker.

Mange år senere var det stadig min lillebrors hofret, hvis der skulle hygges, og det gjaldt stadig, da han var blevet konfirmeret og kom i lære.

En appelsin til en døende dreng

Lige før julen 1946 forlød det, at en skibsladning appelsiner var kommet til Danmark. De familier, der var så heldige at bo i nærheden af en købmand, der var blevet tildelt appelsiner, kunne få én appelsin. Det var kun storbyerne, der fik i første omgang, og der kom ingen appelsiner til vores egn.

En af vores skolekammerater var dengang alvorligt syg, og det blev oplyst i radioen, at Jørgen på 13 år var døden nær, og at han sådan ønskede at smage en appelsin. Efterfølgende var der en dame, der ringede ind til radioen og sagde, at hun havde fået en appelsin, som hun netop havde skrællet, og at Jørgen kunne få den ene halvdel. Derfor nåede han at smage en appelsin, inden han døde kort inde i det nye år.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.