En læser fortæller: Der kom nyt liv på vejen
Paradis i et parcelhus
Jeg har boet på Blommevænget, siden min mand, Hans, og jeg flyttede ind for 40 år siden. Dengang var vi nygifte og ventede vores første barn. Vi kom fra en lille lejlighed i byen, hvor der altid lugtede af stegeos fra den kinesiske grillbar i stueetagen, og for os var det paradis at flytte ud i et moderne parcelhus på en fredelig vej, hvor stisystemer ledte til børneinstitutioner, skole og indkøbsmuligheder.
Her kunne vi lade vores børn færdes frit uden at være bange for, at de skulle blive kørt over eller fare vild. Og jeg skal love for, at de udnyttede mulighederne. Mikkel og Henrik var to vildbasser, der altid havde huller på bukserne. Så snart de kom hjem fra skole, smed de cykler og skoletasker og drønede ud til vennerne på vejen.
Blommevænget var fyldt med børnefamilier, og de manglede aldrig legekammerater. Ungerne løb ud og ind hos hinanden, og Hans og jeg fik gode venner blandt vores naboer. Vi nød det uformelle fællesskab, hvor man sludrede om løst og fast over hækken, vandede hinandens blomster og holdt øje med, at der ikke kom ubudne gæster på vejen.
Engang forsøgte en tyv at bryde ind i nummer 7. Han troede sig formentlig sikker på en søvnig villavej en torsdag formiddag, men han havde ikke kalkuleret med, at Margit i nummer 5 var hjemme på barsel. Hun havde lige fået Thor til at sove, da hun over hækken så en mystisk mandsperson kiggede ind ad naboens vinduer.
Margit lod barnevogn være barnevogn, sprang over hækken og brølede så højt, at tyven tog flugten. Den historie grinede vi meget af på Blommevænget.
Vi stod sammen, også når ulykkerne ramte. Jane fra nummer 13 brugte mange timer ved mit køkkenbord, da hendes mand pludselig ville skilles efter 30 års ægteskab. Ofte talte vi, men andre dage havde hun bare brug for at sidde stille med en kop kaffe. Hendes mand havde egentlig overdraget hende huset, men da skilsmissen gik igennem, havde hun ikke lyst til at bo med alle minderne, så hun flyttede.
Langsomt blev vejen tømt
Vores børn fløj fra reden, og som vi blev ældre, indtraf også flere dødsfald på vejen. Jens-Ole faldt om foran vores hus, da han var ude og lufte Pluto en vinteraften. Han var 68 og døde af en blodprop i hjertet. Hans enke solgte huset og flyttede til Fyn for at være tættere på børnebørnene.
Langsomt blev Blommevænget tømt for alle de gamle naboer. Sidste efterår var det Hans, der gik bort efter et kort sygdomsforløb.
– Irene, når jeg ikke er her mere, må du sælge det store hus og finde dig et praktisk lille hus, havde
han sagt til mig.
Jeg kunne ikke forestille mig at bo andre steder. Jeg kunne ikke flytte fra drengenes barndomshjem og det hus, hvor jeg havde levet hele mit voksenliv.
Men der blev ensomt på Blommevænget. I foråret flyttede Lisbeth og Per, og så var jeg den eneste tilbage af de gamle beboere. Unge børnefamilier rykkede ind og lavede køkken-alrum i de gamle parcelhuse. Værelser blev slået sammen, og gamle træer fældet.
Læs også: Naboens søn mistrives
Mit gamle kvarter lignede ikke mere sig selv, og jeg blev ofte ramt af vemod og tænkte, om min tid på Blommevænget alligevel lakkede mod enden.
Jeg havde mest lyst til at melde afbud, da jeg sidste forår blev inviteret til årets vejfest. Jeg kendte ikke de unge familier, og jeg syntes egentlig, jeg havde deltaget i så mange vejfester, sankthansaftener og nytårsaftener, at jeg godt kunne tillade mig at melde afbud.
Men jeg fik ikke gjort det, dagene tog hinanden, og pludselig oprandt dagen for vejfesten. Jeg er så godt opdraget, at jeg ikke bare ville blive væk, så jeg lavede kartoffelsalat og en gang dej til snobrød og tog af sted, selv om jeg ikke havde lyst.
Liv og børnestemmer
Hvor er jeg glad for, at jeg tog med. De unge mennesker var så søde, og jeg følte mig ikke udenfor, selv om jeg var den eneste på min alder. Mange af dem ville gerne i kontakt med mig og spurgte nysgerrigt til vejens historie. Der var endda et ungt par, der indbød mig til at komme og grille.
Min snobrødsdej var et hit, og børnene legede på vejen, præcis som i gamle dage. Uden at jeg har opdaget det, er der igen kommet liv og børnestemmer på Blommevænget, og det gør mig virkelig glad. Nu skal jeg snart til fastelavnsfest.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
