En læser fortæller: Det er bedre at danse end at slås
Jeg blev misbrugt
I 1956 kom jeg til verden som det tredje barn i en flok, der kom til at tælle seks. Vores barndomshjem lå langt ude på landet, og mor passede os, mens hun samtidig hjalp far med landbruget.
I nærheden af os boede en lidt ældre dreng, Helmut. Da jeg var 8, var han 16. Alle vidste, at Helmut var underlig, men desværre vidste de ikke, hvor galt det egentlig var.
En sommerdag var jeg gået alene ned til mosen, og pludselig stod Helmut der. Han forbrød sig mod mig, uden at jeg helt forstod, hvad der skete.
Da jeg begyndte at græde, lovede han mig en is og truede desuden med, at alle ville blive vrede på mig, hvis jeg fortalte nogen om vores hemmelighed.
Jeg sagde det alligevel til min mor, men det fortrød jeg bittert, for hun troede ikke på mig, hvilket næsten sårede mig endnu mere end selve misbruget.
Offerrollen fulgte mig
Jeg kom til at bære en masse vrede med mig, og offerrollen klæbede til mig langt ind i mine voksenår. Jeg uddannede mig til lærer, men alt virkede som en kamp for mig.
På seminariet kom jeg i konflikt med lærere og medstuderende, og da jeg var færdiguddannet, bøvlede jeg med eleverne, forældrene og kollegerne.
Læs også: Tinas svære barndom med seksuelt misbrug
Efter nogle år mødte jeg en gammel seminariekammerat på et kursus. Han var en af de få, jeg ikke havde været oppe at toppes med. Om aftenen efter den første kursusdag fortalte jeg ham, at mange ting i mit liv føltes anstrengende og besværlige.
Da jeg tav, smilede han til mig og sagde: – Men hvorfor slås du altid sådan med andre mennesker? For det gør du jo. Tænk hellere på det som en dans. Et skridt frem og to tilbage, to skridt frem og et tilbage, så glider det hele meget bedre.
Problemet kan løses
Pludselig kunne jeg se, at min seminariekammerat havde en pointe. Jeg tog hans ord til mig, og når jeg fremover skulle løse noget med for eksempel et forældrepar eller en vanskelig elev, tænkte jeg på det som en dans, vi dansede med hinanden.
Det er det bedste råd, jeg nogensinde har fået. Selvfølgelig kan der stadig opstå gnidninger mellem mig og andre, men så nynner jeg indeni og ved, at efter nogle mentale dansetrin kan problemet løses.
Den uret, der blev begået mod mig i barndommen, fik jeg omsider gjort mig fri af, og jeg føler mig ikke længere som et offer.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
