En læser fortæller: Det er slut med kærester
Faldt for en bad boy
Jeg mødte min første spæde kærlighed i en alder af 14 år, og som de fleste andre unge piger troede jeg, det skulle vare for evigt, ganske som jeg havde set i de romantiske film, jeg dengang var besat af.
Det skulle det naturligvis ikke. Efter et par år gled vi stille og roligt fra hinanden, og fra at have datet en stille og rolig fyr fra landet stødte jeg direkte ind i en såkaldt bad boy fra min egen by, som jeg næsten omgående flyttede sammen med.
Det udviklede sig desværre hurtigt til et kaotisk og voldeligt forhold, hvor jeg somme tider frygtede for mit liv. Jeg blev udsat for psykisk og fysisk vold, og Jannick truede med at slå mig ihjel, hvis jeg forlod ham.
Jeg var blot 19 år og havde ingen at rådføre mig med, for jeg var flyttet hjemmefra allerede som 17-årig på grund af min alkoholiserede mor, som jeg ikke kunne holde ud at bo sammen med mere. Heldigvis slap jeg på mirakuløs vis uskadt ud af forholdet efter endnu et par år, hvor mit liv havde været som et fængsel. Jeg måtte flygte fra alt, hvad jeg ejede, og begynde forfra, men det var ligegyldigt, for jeg var fri.
Læs også: En læser fortæller: Mit singleliv er ikke underholdning
Efter den oplevelse havde jeg brug for noget tryghed, og da jeg mødte en sød mand, der var 13 år ældre end mig, forestillede jeg mig, at det netop var det, jeg havde brug for. Ham flyttede jeg også sammen med, og vi fik hurtigt et barn.
Jeg var kun 23 år, men jeg havde drømt om at blive mor, siden jeg var 18 år. Jeg tror, jeg brændende ønskede at få et barn, jeg kunne give al den kærlighed og tryghed, jeg aldrig selv havde fået.
Desværre gik det ikke. Han begyndte at være lidt for glad for alkohol allerede under min graviditet. Det havde han formentlig været hele tiden, men han havde skjult det godt. Som barn af en alkoholiker var det uacceptabelt for mig at skulle bo sammen med endnu en misbruger, så jeg flyttede med min lille Mads, da han blot var tre måneder.
Jeg fik heldigvis hurtigt min egen lejlighed, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at fra nu af skulle min bolig altid være min og kun min.
Jeg konstaterede også, at jeg var en ret dårlig menneskekender, for de mænd, jeg havde forelsket mig i indtil nu, havde godt nok ikke været værd at samle på.
Bare mig og min søn
De kommende år glemte jeg alt om mænd og viede hele tilværelsen til min dejlige søn, som betød alt for mig. Jeg havde på en måde ændret mig og følte ikke mere, at jeg havde brug for nogen andre. Det var bare mig og min søn.
Da jeg var 29 år, mødte jeg Peter til en fest hos min veninde, og ham faldt jeg for. Jeg mærkede dog tydeligt, at jeg holdt en vis følelsesmæssig afstand, og jeg følte mig heller ikke så forelsket, som jeg før havde gjort.
Vi var sammen i seks år, men vi flyttede aldrig sammen, for det havde jeg stadig ikke lyst til. Efter de seks år opdagede jeg tilfældigt, at han havde været mig utro med flere kvinder, og så endte det forhold naturligvis også.
Jeg var skuffet og ked af det, men måske ikke så overrasket, for følelsen af, at mænd ikke var til at stole på, hang ved mig som bananfluer i en frugtkurv.
Derefter var jeg alene i nogle år. Jeg forsøgte halvhjertet at date på internettet, og jeg ved ærligt talt ikke hvorfor, men hver gang jeg skrev med mænd, oplevede jeg blot ustabile, overfladiske fyre, der kun søgte sex.
En enkelt gang skrev jeg med en rigtig sød fyr, som jeg efter to måneders brevveksling besluttede at mødes med. Han var psykolog, boede i en skøn lejlighed og virkede til at have styr på sit liv. Alligevel ringede mine alarmklokker. Jeg aner ikke hvorfor, men jeg havde vel efterhånden en vis erfaring med de rådne æbler.
Læs også: En læser fortæller: Jeg var ikke den eneste single
Det var med rette. Tre måneder senere forsvandt han fra jordens overflade uden så meget som et farvel og tak, og jeg hørte ikke fra ham igen før et års tid senere, hvor han sendte en mail fuld af dårlige undskyldninger om sin daværende mentale tilstand.
I forbindelse med et jobskifte rendte jeg ind i Søren, som var noget af en charmetrold. Han gjorde heftig kur til mig, og til sidst faldt jeg i. Det var sjovt og lidt spændende med en flirt på jobbet. Efter et par dates skulle det dog vise sig, at han havde en kone i den anden ende af landet, og det var så enden på den affære.
Mit sidste forsøg var med Kenneth, som jeg mødte på et spanskkursus. Det endte skidt med både Kenneth og med at lære spansk. Da jeg en dag foreslog, at vi kunne spise middag med hans forældre, afslog han med den begrundelse, at jeg ikke skulle tro, det var så seriøst mellem os. Så var det slut, og det var spanskkurset også.
Man kan vist roligt sige, at jeg ikke har været heldig med mændene i mit liv, men jeg må også indrømme, at jeg på et eller andet tidspunkt i forløbet forandrede mig og heller ikke selv investerede i forholdene. Jeg var altid nærmest lettet, når jeg endelig kunne være alene, og jeg følte ofte, at det seksuelle var en slags pligt eller kun duede som bekræftelse.
Derfor undrer det mig heller ikke særligt, at jeg i dag i en alder af 46 år ikke har mere med mænd at gøre overhovedet. Det siger jeg uden den mindste snert af bitterhed.
Jeg ved egentlig ikke helt, hvorfor det er blevet sådan, men min erfaring med mænd og min opvækst forklarer nok en del. Min mor havde utroligt mange mænd i sit liv, fordi hun ikke kunne klare at være alene, og man lærer jo af sin mor, uanset om det drejer sig om frikadelleopskrifter eller dårlige mandevaner.
Jeg tror i hvert fald, det var derfor, at jeg i mange år forestillede mig, at jeg ikke kunne være alene og bare gik fra det ene forhold til det andet.
Jeg elsker at være alene
Når jeg taler med veninder og familie om, hvordan jeg har det, tror de, det er et bevidst valg, jeg har taget. Men sådan har jeg det ikke. Jeg har ikke lukket ned for mine følelser - jeg har simpelthen bare ikke trang til at være i noget som helst forhold. Jeg elsker så meget at være alene, og jeg elsker det liv, jeg har nu.
– Det er bare, indtil du finder den rette, Dorthe, siger min venner ofte.
Og så forsøger jeg endnu engang at forklare, at det ikke forholder sig sådan, men at jeg ikke har det behov mere. Det svarer til, at nogle kvinder ikke ønsker at få børn, hvilket er mindst lige så uforståeligt for folk. Det er ubegribeligt for nogle mennesker, at man kan skille sig ud fra normen, og at vi ikke alle nødvendigvis behøver følge den samme opskrift for tilværelsen.
Jeg har endnu ikke mødt nogen, der har det som mig, så på en måde føler jeg mig forkert, selv om jeg er glad nok. I min omgangskreds er der masser af singler, for det er efterhånden mere normalt at være single end i forhold. Forskellen på dem og mig er, at de stadig søger efter den eneste ene.
Jeg ved godt, at det ikke ligefrem er naturligt at have det som mig, for jeg har heller ikke lyst til sex. Jeg har dog ikke brug for et svar, for jeg er ikke ked af, at det er gået, som det er. Tværtimod kan jeg simpelthen ikke lade være med at le af de forhold, jeg har udsat mig selv for i tidens løb.
Mere end nok kærlighed
Da jeg en dag talte i telefon med en veninde, spurgte hun, om jeg ikke burde søge noget hjælp, for jeg var jo ikke normal og burde ikke bo alene resten af mit liv. Mon ikke jeg ville komme til at føle et savn på et eller andet tidspunkt?
– Det, du siger, Lise, svarer jo til at forsøge at få en person, der ikke kan lide boller i karry, til at spise det alligevel, fordi man selv synes, det er verdens bedste ret, sagde jeg.
Så grinede hun lidt og sagde, jeg var fjollet. Men det var den bedste måde, jeg kunne forklare den følelse, jeg har, på. Man savner jo ikke noget, man ikke ønsker at have, men folk forsøger nogle gange at trække deres egne ønsker og behov ned over hovedet på alle andre.
Jeg forstår ikke alle de der talemåder om, at man skal være to for at være lykkelig. Jeg er lykkelig alene og ønsker det ikke anderledes, uanset hvad folk måtte mene.
Jeg savner intet og da slet ikke alle de problemer, mine veninder konstant taler om i forbindelse med deres egne datingliv. Det er jo sjældent nemt med den kærlighed, og man kan sagtens blive elsket af andre end lige en partner.
Jeg har min søn og min familie, som jeg er meget knyttet til. Og mine katte! Ja, så blev jeg åbenbart enlig kattedame-typen, men det er mere end nok kærlighed for mig.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
