En læser fortæller: Det første skridt tæller
Ikke den sportslige type
Min veninde, Bente, og jeg, der er midt i 50’erne og begge single, vidste udmærket, at vi burde tage os sammen til at røre os mere. Hver gang vi var sammen, talte vi om, at det virkelig var for dårligt, at vi ikke fik nogen motion.
Det var bare lidt svært, syntes vi, når man havde lang transport til job og blev nødt til at tage bilen. Og efter en lang arbejdsdag med stillesiddende kontorarbejde havde vi kun energi til at køre hjem, ordne det praktiske og så slappe af i sofaen.
Hvis vi endelig skulle dyrke motion, kunne vi ikke komme på, hvad det skulle være, for ingen af os havde nogensinde været den sportslige type.
Vi kunne ikke se os selv begynde til håndbold eller badminton – og slet ikke ligge og svede i et fitnesscenter. Et andet problem var, at vi kun havde god tid til det i weekenden.
Læs også: Sådan taber du dig med motion
En dag, hvor vi som sædvanlig luftede vores dårlige samvittighed over for hinanden, kom jeg på en idé. I stedet for at gå til noget, hvorfor begyndte vi så ikke bare at gå tur sammen? Vi kunne for eksempel forpligte os til at mødes fast hver søndag formiddag og gå 10.000 skridt.
Bente var ikke afvisende, men mente, at hvis vi bare gik den samme tur hver søndag, ville det hurtigt blive kedeligt. Hun foreslog, at vi skiftedes til at vælge en rute på den betingelse, at vi ikke havde gået den før, og det var jeg enig i. Og så gav vi hinanden hånden på, at nu skulle det være.
Ømme ben og farve i kinderne
Da jeg vågnede den første søndag, var det til en våd og grå morgen. Jeg fortrød allerede og havde lyst til at blive liggende under dynen med min morgenkaffe. Men nej – nu havde jeg aftalt med Bente, at vi skulle gå rundt om mosen, som jeg havde bestemt, og jeg blev nødt til at trække i regntøj og vandresko.
Da vi mødtes kl. 10, så hun nu heller ikke begejstret ud. Vi satte skridttælleren til, og så begyndte vi at trave, mens vi talte om, hvor længe det mon tog, før vi kunne gå hjem i tørvejr igen.
Det silede ned med regn, og vi blev nødt til at gå raskt til for at holde varmen. Det her var nok den mest tåbelige idé i mands minde.
Efter 5.000 skridt satte vi os på en bænk for at hvile benene. Jeg havde varm kaffe med i termokanden og skænkede op. Lige så langsomt begyndte vi at vågne.
Da vi efter yderligere 5.000 skridt var nået hele vejen rundt om mosen, havde vi godt nok ømme ben, men også fået farve i kinderne og var meget stolte over os selv.
Mandag morgen var jeg fuld af en helt anden energi, end jeg plejede at have. Nu var jeg spændt på, hvilken rute Bente ville overraske mig med den kommmende søndag. I mellemtiden havde vi fået en anden veninde med på idéen, og det hjalp, at vi nu var tre til at holde gejsten oppe.
Læs også: Din hjerne elsker en gåtur
Bente valgte, at vi skulle gå en lang tur på stranden, og denne gang var det en ren fornøjelse. Himlen var blå, og solen skinnede, mens vi gik der langs vandkanten og sludrede og samlede sten og muslinger. Det var så hyggeligt, at vi næsten glemte at holde øje med skridttælleren.
Efter nogle timer, hvor vi havde nået 10.000 skridt, satte vi os på havnen og spiste en velfortjent is. Der sad vi så med røde kinder og ømme ben, men uden dårlig samvittighed.
Motion og nye oplevelser
Det er i dag et år siden, og vi skiftes stadig til at vælge en ny rute hver søndag. Udfordringen er ikke længere at gå 10.000 skridt, for vi ender ofte med at gå mange flere, uden at vi overhovedet skæver til skridttælleren længere. Sporten er derimod at blive ved med at få nye oplevelser sammen.
Vi har ikke bare lært vores nærområde meget bedre at kende, vi tager også bilen og kører længere væk for at trave rundt på steder, hvor vi aldrig har været før. Målet er egentlig underordnet, det er mere, hvad vi sammen går og oplever undervejs.
Hvis man ligesom os har svært ved at tage det første skridt til at komme i gang med at røre sig, kan vi varmt anbefale, at man følger i vores fodspor.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
