En læser fortæller: En hund mod ensomhed

Nyt liv i en lille by

Thomas og jeg havde været kærester i tre år, da han blev tilbudt et godt job i den anden ende af landet.

– Du bestemmer, sagde han, og jeg var sikker: Han skulle gribe chancen.

Jeg arbejdede hjemmefra som bogholder, så jeg kunne bo hvor som helst, og vi havde ikke børn endnu.

Vi købte et hus i en lille by, arrangerede flytning og beroligede venner og familie med, at det kun var tre timer væk i tog.

Læs også: En læser fortæller: Jeg var flov over min ensomhed

I begyndelsen var jeg så optaget af at komme på plads, at jeg ikke nåede at føle mig alene. Når Thomas tog afsted om morgenen, havde jeg travlt med at pakke ud og passe mit arbejde.

Som tiden gik, opdagede jeg, at jeg ingen kendte i den lille by. Når jeg var på indkøb, smilede jeg til folk, og de smilede afmålt tilbage, men det var alt. Jeg talte ikke med andre end Thomas.

Når jeg ringede til mine veninder og min familie, fik det mig kun til at savne dem endnu mere. Måske havde vi begået en fejl ved at flytte så langt væk?

Jeg købte en hund

Den tanke begyndte at fylde meget, og jeg følte mig rastløs og ensom. Men jeg ville ikke give op så let, og en aften fik jeg en idé.

– Jeg har købt en hund. Den hedder Tika, sagde jeg til Thomas, da han et par uger senere kom hjem fra arbejde.

Hunden, en golden retriever-hvalp, stod for hans fødder og logrede, og Thomas kiggede vantro på mig.

– Hvad har du?

Jeg nikkede, og jeg tror, han kunne se på mig, at han ikke skulle stille flere spørgsmål eller protestere.

– Jeg savner selskab, forklarede jeg og tænkte, at han skulle være glad for, at jeg ikke havde taget toget hjem i stedet for.

Tika var lige det, jeg havde brug for. Hun var mild og tålmodig, og hurtigt vænnede jeg mig til hendes våde snude i panden, når hun vækkede mig om morgenen, fordi det var tid til en gåtur.

Det var tydeligt, at hun havde brug for struktur. Det havde jeg også, og de lange traveture under åben himmel gjorde mig glad.

På vores daglige ture mødte vi ofte den samme kvinde og hendes hund. Kvinden var på min alder og nikkede venligt, hver gang hun så os.

Jeg syntes, hun virkede sympatisk, så en morgen, hvor vi igen stødte på hinanden, tog jeg mig sammen til at indlede en samtale.

Læs også: En læser fortæller: Ikke mere ensom

– Er det en labrador? spurgte jeg og var klar til at blive mødt med enstavelsesord. Hun nikkede uden at kigge på mig, og jeg mærkede skuffelsen. Alle her havde åbenbart nok i sig selv.

Jeg skulle til at gå videre, da kvinden rømmede sig. – Jeg hedder Eva, sagde hun og nikkede mod Tika. – Hvor er det en sød hund.

Jeg smilede og sagde tak.

– I er nye i byen, ikke?

Det var første gang, jeg blev stillet et spørgsmål, og det kom til at gå ud over Eva. Jeg snakkede og snakkede, og da jeg var færdig, tænkte jeg, at jeg havde ødelagt det hele.

– Man kan godt høre, at du ikke er herfra. Altså på en god måde, tilføjede hun, og jeg håbede, at hun mente det.

Nu er vi faldet til

Et par dage senere ringede det på døren. Udenfor stod Eva. – Giver du en kop kaffe? spurgte hun. – Jeg har taget hjemmebag med.

Mens vi drak kaffe, fortalte Eva, at hun studerede på seminariet og boede længere nede ad vejen med sin mand og deres labrador. Jeg lyttede og nikkede, og Eva kom til at grine.

– Ja, det er ikke kun dig, der kan plapre løs. Det tager lidt tid at komme ind på livet af os, men når det sker, slipper du aldrig af med os igen.

Eva fik ret. Vi blev veninder, og jeg lærte efterhånden flere at kende gennem hende. Følelsen af ensomhed trådte i baggrunden.

Da Thomas et år senere blev tilbudt at flytte til en afdeling tættere på vores hjemegn, besluttede vi at sige nej tak. Vi bor her stadig, for vi er faldet virkelig godt til, ikke mindst takket være Tika.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.