En læser fortæller: Farvel til en elsket ven
Bobbie skulle have fred
Indtil for nylig var jeg den glade ejer af to skønne labradorhunde, Bobbie på 12 og et halvt år og Sander på 5 år. Desværre havde Bobbie hen over nogle måneder fået problemer med bagpartiet. Han havde svært ved at lægge sig og svært ved at komme op igen, og jeg var så småt ved at forberede mig på, at han skulle herfra.
Nemt var det ikke, for ellers fungerede han fint. Han spiste normalt, holdt stadig meget af vores gåture og virkede altid glad. Som den yngste hund så Sander op til Bobbie, og derfor gruede jeg også lidt for, hvordan det ville blive for Sander, når Bobbie ikke var her mere.
Ugerne gik, og det blev mere og mere tydeligt for mig, at tiden snart var inde til at træffe en ubehagelig beslutning. Da vi en dag var ude på en ellers dejlig gåtur, faldt Bobbie to gange. Det så nærmest ud, som om benene forsvandt under ham. Han røg helt ned på ryggen, og jeg syntes, at han kiggede så bønfaldende op på mig.
Da indså jeg trist, hvad jeg var nødt til at gøre, når vi kom hjem, for nu skulle Bobbie have fred. Alligevel gik der næsten en uge, før jeg fik ringet til vores dyrlæge. Hun havde naturligvis et konsultationslokale, men kom også gerne hjem til sine kunder, og for Bobbies skyld foretrak jeg det.
– Det vil være bedst for Sander at overvære det, sagde dyrlægen, da vi havde talt lidt sammen. Det havde jeg svært ved at tro, men dels kendte hun begge mine hunde i forvejen, dels måtte hun som dyrlæge vide, hvad hun gjorde.
En smuk oplevelse
Alt for hurtigt kom den dato, vi havde aftalt. Lige til det allersidste ønskede jeg, at hun ville melde afbud, men det gjorde hun ikke, og det blev jeg siden meget glad for.
Da hun ringede på, var Bobbie den første til at høre det og komme ud til døren for at tage imod hende. Bekymret tænkte jeg på, om dyrlægen nu ville sige, at Bobbie da ikke fejlede noget, og jeg vidste ikke helt, om jeg håbede på det eller det modsatte.
Men det sagde hun slet ikke noget om – i stedet spurgte hun, om vi var klar til at tage afsked, og det bekræftede jeg. Derefter smed hun nogle hundekiks op i Bobbies elskede, gamle sofa, og efter bedste evne sprang han op i den for at få kiksene.
En læser fortæller: Vi reddede en sommerhuskat
Han gnaskede dem i sig, og jeg satte mig på kanten af sofaen ved hans hoved, mens dyrlægen gav ham en beroligende indsprøjtning. Der gik kun cirka 10 sekunder, så sov Bobbie tungt og trygt. Derefter gav dyrlægen ham den endelige sprøjte, og fem sekunder senere var han borte for altid.
Det var et meget tungt øjeblik for mig, men samtidig var jeg overrasket over, hvor smukt det kunne gøres. Bobbie havde intet mærket, og han havde heller ikke været nervøs eller anet uråd, som det ellers siges, at hunde tit gør i sådan et øjeblik.
Den rigtige måde
Mens alt dette stod på, havde Sander opholdt sig i stuen og set det hele på afstand. Han var fuldstændig rolig. Dyrlægen sagde, at nu var det tid for Sander til at sige farvel.
Bobbie blev lagt på gulvet, og Sander gik selv hen til ham og snuste til ham fra hoved til hale. Da det var overstået, trak Sander sig længere tilbage i stuen, og Bobbie blev båret ud i dyrlægens bil.
Siden har der intet været med Sander. Det lader ikke til, at han savner Bobbie eller er urolig over at være den eneste hund i huset, og han har heller ikke ledt efter sin hundeven hverken indenfor eller udenfor.
En læser fortæller: Jeg turde ikke få hund
Selv om det var en grusom oplevelse at skulle sige farvel til sin elskede hund, var det uden tvivl den rigtige måde, det blev gjort på. Jeg vil anbefale alle, der bliver nødt til at træffe sådan en beslutning, at vælge samme fremgangsmåde, ikke mindst hvis der er en anden hund i hjemmet.
Jeg savner stadig Bobbie og tænker tit på ham, men med min fornuft ved jeg, at hans tid var kommet, og at han havde haft et virkelig godt liv.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
