En læser fortæller: Han var ikke den bror jeg drømte om

Troels var ingen hemmelighed

Hele mit liv har jeg vidst, at jeg havde en storebror. Jeg vidste, at han var otte år ældre end mig, at han hed Troels, og at min far også var hans far. Troels var resultatet af et kort møde mellem hans mor og min far på et diskotek i 1975. De var meget unge, og deres forhold var slut, da Troels kom til verden. Min far havde ikke noget med barnet at gøre, og da Troels’ mor mødte en ny mand et par år senere, adopterede han barnet.

Sådan var det dengang, og tanken om den ukendte søn var tilsyneladende ikke noget, der tyngede min far. Han mødte min mor, og snart kom jeg til verden. Jeg er enebarn, og gennem hele min opvækst drømte jeg om at finde frem til min storebror. Når jeg var ked af det eller følte mig ensom, forestillede jeg mig, hvordan Troels ville dukke op og redde mig. Jeg plagede min far, om vi ikke skulle finde min storebror

– Marianne, han er altså ikke som dine veninders storebrødre. Han er en fremmed dreng, og han har sit eget liv hos sin mor og sin far, så vi skal ikke forstyrre ham, svarede min far.

Jeg slap aldrig tanken om at finde min storebror, og da min far døde for fire år siden, besluttede jeg mig for at gøre forsøget.

– Er du nu sikker på, at det er en god idé? spurgte min mor bekymret. – Det er jo ikke sikkert, at han ved, at han har en anden far end sin adoptivfar.

Hun indvilligede dog i at give mig de dokumenter, min far havde efterladt. Jeg fandt et efternavn og en by, og da efternavnet var lidt specielt, krævede det ikke mange søgninger på internettet, før en nydelig mørkhåret mand tonede frem på min skærm. Nysgerrig betragtede jeg denne ukendte Troels, og ud fra hans Facebook-profil kunne jeg se, at han var værkfører på et lager, havde børn i konfirmationsalderen og var gift med Heidi. Jeg havde allermest lyst til at skrive til ham med det samme, men jeg huskede min mors formaninger og brugte et par dage til at udtænke mit første træk.

Til sidst skrev jeg ganske kort, at jeg ledte efter min halvbror, og oplyste min fars navn. Troels skrev tilbage, at han altid havde vidst, at hans far ikke var hans biologiske far, og at han var glad for at høre fra mig.

Læs også: Nicolaj mødte ukendt søster

De næste uger fløj beskederne frem og tilbage mellem os. Troels fortalte, at han havde haft en harmonisk barndom sammen med sine to yngre søskende. "Min adoptivfar har altid været der for mig, men vi er meget forskellige. Jeg er den eneste i familien, der kan lægge to tal sammen,” skrev han. Jeg grinede, da jeg læste det, for vores far havde været matematiklærer, og jeg var selv regnskabsassistent.

Vi udvekslede livshistorier, og jeg brugte så meget tid foran computeren, at min mand, Erik, begyndte at brokke sig.,

– Du opfører dig som en nyforelsket teenager, sagde han.

Det var ikke helt forkert, for jeg var nærmest forelsket i dette fremmede menneske. Vi havde en dyb og uforklarlig forbindelse, som om vi havde kendt hinanden hele livet.

Læs også: En læser fortæller: Næste gang stopper jeg

Vi var jo i familie

Samme følelse fik jeg, da jeg en måned senere mødte Troels. Han var den storebror, jeg havde savnet hele livet. De næste par måneder så jeg flere gange min storebror, og da møderne gik godt, tøvede jeg ikke med at invitere Troels, hans kone og børn til min datter Elviras 6-års fødselsdag.

– Mor, hvorfor skal de underlige mennesker med til min fødselsdag? surmulede hun.

– Elvira, det er ikke underlige mennesker, sagde jeg bestemt. – Det er din morbror og tante og fætter og kusine, og de glæder sig rigtig meget til at møde dig.

Det sidste var mest ønsketænkning. Faktisk havde Troels lydt temmelig overrasket, da jeg inviterede dem til fødselsdagen.

– Er det ikke lidt voldsomt? spurgte han. – Din datter kender os slet ikke.

– Jamen, I er jo vores familie, sagde jeg begejstret. – Vi kender jer godt nok ikke, men det kommer vi til.

Troels’ to teenagebørn havde andre planer, så det var kun ham og hans kone, Heidi, der kom. Jeg var lidt skuffet over, at han havde ladet børnene slippe, for jeg kunne ikke forestille mig noget, der var vigtigere end at møde sin nye fætter og kusine.

– De er jo så meget ældre end dine børn, og de har masser af fætre og kusiner, sagde Troels.

Jeg følte et stik af misundelse. Troels havde allerede søskende, og hans børn havde fætre og kusiner, og her kom jeg som en anden gøgeunge og forsøgte at mase mig ned i deres rede. Fødselsdagen forløb nogenlunde. Heidi så dog ud, som om hun kedede sig bravt og virkede ikke, som om hun havde noget dybtfølt ønske om at lære os at kende. Troels talte pligtopfyldende med min mand og de andre gæster, og de brød op som nogle af de første.

Læs også: Forelsket i ukendt donor

I løbet af det næste halve år inviterede jeg Troels og hans familie med til arrangementer i vores familie, ligesom vi havde dem til middag et par gange, og en enkelt gang var vi også til grillaften hos dem. Det var bestemt hyggeligt, selv om jeg godt kunne mærke, at vi ikke havde helt så meget at tale om nu, hvor vi havde været hinandens livshistorier igennem. Samtalerne kunne gå lidt trægt, men jeg var sikker på, at det nok skulle komme. Vi var jo i familie.

Det var altid mig, der ringede eller sms’ede, og mig, der foreslog, at vi skulle ses. Troels var venlig og imødekommende, men det begyndte alligevel at genere mig, at bolden altid lå hos mig.

– Mon ikke vi bliver inviteret med til Fridas konfirmation? sagde jeg til Erik.

Troels’ datter skulle konfirmeres Store Bededag, og jeg syntes selv, det var oplagt at invitere os med. Månederne gik, og der kom ingen invitation.

Jeg var såret og ked af det, men endte alligevel med at sende en alt for dyr gave.

– Det var alt for meget, sagde Troels, da han ringede for at takke for den. – Du kender hende jo knap nok.

– Jamen, min niece skal da have en ordentlig gave, svarede jeg.

Der blev stille i telefonen, og jeg hørte Troels rømme sig. – Nå, men det var da rigtig sødt af dig. Hun havde en rigtig god dag. Ja, altså vi holdt bare en lille fest for den nærmeste familie. ”Den nærmeste familie.” Ordene ramte mig lige i maven. Jeg og min familie hørte ikke til i inderkredsen. Havde det været Elvira, der skulle konfirmeres, havde jeg uden at betænke mig inviteret min bror og hans familie. Det kunne godt være, at vi kun havde kendt hinanden i et lille års tid, men blod var vel tykkere end vand.

Jeg var skuffet og ked af det

I løbet af efteråret stod det klart for mig, at Troels og jeg ikke så på familieskabet på samme måde. Når jeg ringede til min bror, var han venlig, men jeg kunne mærke, at han gerne ville have afsluttet samtalen. Mine sms’er blev også blot besvaret med en enkelt smiley, og når jeg foreslog, at vi skulle ses, svarede han, at han lige skulle tjekke kalenderen og ville vende tilbage. Det skete bare aldrig.

– Jeg tror ikke, at Troels gider mig mere, sukkede jeg. – I begyndelsen talte og sms’ede vi flere gange om unge, og nu kan der gå flere uger uden kontakt.

– Troels har måske travlt, svarede Erik. – Jeg taler altså heller ikke med min bror hver uge.

– Men det er noget andet. I har kendt hinanden hele livet. Troels og jeg har så meget, vi skal have indhentet, vedblev jeg.

– Kunne det tænkes, at han ikke har det helt på samme måde? spurgte Erik. – Han har jo også sine andre søskende.

Erik havde sikkert ret, men hans ord gjorde mig ked af det. – Jeg vil bare gerne have et normalt søskendeforhold til min storebror, mumlede jeg.

– Din halvstorebror, rettede Erik. – I har kun samme far, og I er ikke vokset op sammen, så måske er det bare for voldsomt for ham, at du opfatter ham som en bror.

Læs også: En læser fortæller: Jeg var hele tiden bange

Jeg havde mast på

Da vi nåede december, inviterede jeg Troels og hans familie til julefrokost.

– Vi kan desværre ikke den dag, svarede han.

Jeg foreslog straks nogle andre datoer, men de passede heller ikke så godt. Juleferien var kort, og dagene var allerede fyldt op med andre arrangementer.

– Det kan da ikke passe, at du ikke har en eneste dag mellem jul og nytår, hvor du kan spise julefrokost hos din søster, sagde jeg vredt.

Troels rømmede sig. – Nu har jeg også min egen familie. Jeg er bange for, at jeg ikke helt kan være den storebror, du ønsker.

Jeg kunne ikke skjule min skuffelse og mine frustrationer og gav udtryk for dem.

– Jeg er glad for, at jeg har mødt dig, men jeg tror, at vi skal drosle kontakten lidt ned, sagde Troels.

I lang tid var jeg vred og ulykkelig, fordi jeg følte, at Troels havde svigtet mig, og fordi han alligevel ikke var den storebror, jeg havde drømt om. Jeg sørgede, som om jeg havde jeg mistet et familiemedlem. Efterhånden som vreden dampede af, kunne jeg godt se, at jeg havde mast for meget på i min iver for at få ham og hans familie indlemmet i vores familie.

I dag har jeg lidt kontakt med Troels på Facebook, men vi ses ikke, og jeg kan mærke, at det er helt i orden. Det er ikke en selvfølge, at man udvikler stærke familiebånd, bare fordi man har halvdelen af sine gener til fælles med et fremmed menneske. I stedet bruger jeg min tid og energi på de mennesker, der gør mig glad.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.