En læser fortæller: I hjertet er jeg mor til tre

Vi ventede med at fortællle det

Jeg blev stjernelykkelig, da jeg for fem år siden opdagede, at jeg var gravid, for selv om Jonathan og jeg ikke havde planlagt at skulle stifte familie lige netop på det tidspunkt, kunne omstændighederne ikke have været bedre. Jeg var 26, han var 29, og vi havde været kærester i syv år.

Vi havde begge afsluttet vores uddannelse og havde gode job, og vi boede i et dejligt rækkehus med en lille have. Jonathan blev lige så glad som jeg, men vi blev alligevel enige om at vente lidt med at fortælle den store nyhed til alle. Min bedsteveninde fik det at vide, det samme gjorde Jonathans tvillingebror. Planen var at fortælle det til vores forældre, når jeg var tre måneder henne. For begge parter ville det blive deres første barnebarn.

Læs også: Anne blev mor efter 10 spontane aborter

Så langt nåede vi bare aldrig. Da jeg var godt to måneder henne, fik jeg influenzaagtige symptomer, og dagen efter begyndte jeg at bløde. Vi blev begge meget fortvivlede, men først vagtlægen og derefter sygehuset måtte med beklagelse fortælle os, at der ikke var noget at gøre. Det lille liv inde i mig var gået til.

Jeg var sønderknust over at have mistet barnet, og nu blev noget af det svære, at kun to andre mennesker vidste besked. Ingen på mit job, i den øvrige familie eller i vennekredsen havde anet, at jeg var gravid, og desværre var der ikke ret mange, der kunne forstå, hvorfor jeg tog det så tungt.

Ufølsomme bemærkninger

De første par uger efter min ufrivillige abort mærkede jeg til en vis grad støtte og opbakning, men derefter lod alle til at mene, at nu skulle jeg se at komme videre.

– Du bliver da snart gravid igen, sagde nogle.

– Men det er jo først et barn, når det kommer ud og er fuldbårent, mente andre.

– Masser af tidlige graviditeter ender som ufrivillige aborter, fik jeg også at vide.

– Det var jo ikke andet end en klat celler, så du må bare op på hesten igen, kom det tilmed ufølsomt fra Jonathans far.

Vi kunne ikke fortsætte

Men for mig havde det altså været mit første barn, og jeg havde allerede købt de første babyting. I to-tre måneder efter aborten var Jonathan støttende og lydhør, og jeg følte, at han sørgede lige så meget som jeg. Måske ikke helt så meget, men det var jo også mig, der havde båret barnet, så jeg forstod godt, hvis han havde det lidt anderledes.

Det gik mig meget på, at lægerne ikke kunne forklare, hvad der var gået galt. De rådede os bare til at vente et halvt års tid med en ny graviditet.

Det nåede vi så heller aldrig til. Jonathans støtte blev mere og mere halvhjertet, og til sidst sagde han ligeud til mig, at nu gad han ikke at høre på det mere. Den dag var der gået præcis fem måneder og ni dage, siden jeg aborterede.

Ikke længe derefter gik vi fra hinanden. Vi havde ikke de vilde skænderier, men jeg var skuffet over ham, og vi var enige om, at der ikke var noget grundlag for at fortsætte som par.

Måske skulle det ikke være os

Et lille års tid senere mødte jeg Mikkel via netdating, og vi faldt pladask for hinanden allerede på den første date. De kommende måneder bekræftede os i, at vi passede perfekt sammen, og vi fejrede vores etårsdag med at købe et hus.

Det er snart fire år siden, og i dag er vi en meget lykkelig og velfungerende kernefamilie. Efter to nemme og problemfri graviditeter fødte jeg vores søn i 2018, og 2. juledag 2020 kom vores datter. Hende ammer jeg stadig om natten, og når jeg sidder med hende i mine arme i stilheden i den dunkle stue, sender jeg tit en kærlig og vemodig tanke til det barn, der ikke blev til noget.

Læs også: Hun stjal mit ufødte barn

Jeg vil aldrig få at vide, hvad der var galt, men måske var det, at det bare ikke skulle være Jonathan og mig for resten af livet?

I dag taler jeg kun sjældent om det, men hvis jeg gør, er det Mikkel, der lytter, og det gør han gerne. For han ved og accepterer, at i mit hjerte er jeg mor til tre.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.