En læser fortæller: Jeg blev reddet af efterskolen
Klassens nye pige styrede alt
Indtil midt i 5. klasse var jeg aldrig blevet mobbet, men det ændrede sig, da Kit begyndte i min klasse i januar 2010. Klassens nye pige så sød ud, men hun var alt andet. I løbet af en måned styrede hun alt, og af uransagelige grunde udnævnte hun mig til mobbeoffer. I begyndelsen tog jeg det ikke så tungt, men som månederne gik, var jeg mere og mere påvirket.
Siden har jeg spekuleret over, om vores alder og overgang til at blive unge teenagere også spillede ind, men kendsgerningen var, at ingen talte til mig, medmindre de havde en ondskabsfuld kommentar til mit udseende eller min opførsel.
Jeg var flov over at være så isoleret, og jeg følte, at det måske var min egen skyld, selv om jeg ikke anede, hvad jeg skulle have gjort forkert.
Derhjemme græd jeg tit på mit værelse. Mine karakterer styrtdykkede, og jeg blev alt for usikker til at turde række hånden op i timerne. Alligevel talte jeg ikke med mine forældre om problemet. Dels skammede jeg mig over at være så upopulær, dels havde de selv problemer og skændtes meget.
Jeg kom i dårligt selskab
Til en skole-hjem-samtale i 5. klasse kom min klasselærer forsigtigt ind på, at de andre piger med Kit i spidsen holdt mig udenfor. Jeg løj og sagde, at jeg selv fravalgte de andre pigers selskab. Hverken min mor eller far spurgte mere til det.
Skulle vi være to og to i idræt, var der ingen af pigerne, der ville være sammen med mig, og når vi havde gruppearbejde i klassen, var det det samme.
Et par gange prøvede vores klasselærer at overtale nogle af pigerne til at lade mig være sammen med dem, og det var så tåkrummende pinligt, at jeg ikke kunne være i mig selv. Klasselærerens anstrengelser var forgæves, og jeg måtte som regel danne gruppe med Benjamin og Sofus, som altid lavede ballade og pjækkede.
Gruppearbejdet med de to førte til, at jeg begyndte at hænge ud med dem både i skolen og i fritiden. De var de eneste, der gad være sammen med mig, og jeg havde brug for dem, for jeg følte mig som verdens mest skrigende ensomme teenager.
Benjamin og Sofus røg og drak allerede i 5. klasse, og det begyndte jeg så også på, alene for at være sammen med dem. I begyndelsen blev jeg dårlig både af smøgerne og sprutten, men efterhånden vænnede jeg mig til det.
Mærkeligt nok stillede mine forældre aldrig spørgsmålstegn ved, hvad jeg foretog mig efter skole, og de snusede heller aldrig en ekstra gang til mig.
Benjamin og Sofus kendte nogle lidt ældre fyre, og på blå mandag efter vores konfirmation præsenterede de os for hash. Min seksuelle debut havde jeg også alt for tidligt, og samme dag begik jeg i øvrigt mit første butikstyveri.
Jeg bliver trist i hjertet, når jeg kigger tilbage på de år. De andre piger sladrede om mig og tog afstand fra mig, og på det tidspunkt havde de noget at have det i, for jeg traf virkelig nogle dårlige valg. Men da mobningen begyndte, havde jeg været en helt almindelig skolepige.
Jeg fik venner for første gang
Det kunne være gået fuldstændig galt for mig, men alting vendte, da jeg kom på efterskole i 9. klasse. Det havde altid været planen, for begge mine forældre havde også taget 9. på en efterskole.
Efterskolen betød et positivt miljøskift for mig. Pludselig var jeg ikke klassens sorte får, men bare en af kammeraterne, og for første gang i årevis fik jeg venner. Jeg klarede mig bedre fagligt og stoppede også med at ryge smøger og hash, og jeg drak højst 10 øl hele det år.
Læs også: Stephanie: Derfor taler jeg åbent mod mobning
Heldigvis fik jeg mulighed for også at tage 10. klasse på efterskolen, og efterfølgende begyndte jeg på hf og fik et kollegieværelse.
I dag er jeg 21 år og godt i gang med at uddanne mig til professionel massør. Jeg har ingen kontakt med dem fra min gamle skole, men har stadig mine venner fra efterskolen, og jeg mener seriøst, at efterskoleopholdet reddede mit liv.
Indimellem mærker jeg et ekko af mobningen, men arbejder aktivt på at slippe alt det dårlige fra dengang. Jeg ved, at jeg er på rette vej.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
