En læser fortæller: Jeg blev svinet til på nettet
30. april 2018
Jeg er lige kommet hjem fra fællesmødet i vores boligforening. Jeg skulle aldrig have takket ja til en plads i bestyrelsen, for hold da op, hvor er der meget brok fra beboerne. De glemmer, at vi arbejder frivilligt for at fremme beboernes interesser, så vi kan bo så godt som muligt.
Vi skal i gang med en større renovering, og det er et projekt, jeg har været meget involveret i. På mødet var der stor utilfredshed med nogle af de beslutninger, jeg har været med til at træffe, og jeg er helt udmattet.
2. maj 2018
Jeg tjekkede lige boligforeningens debatforum, da jeg kom hjem fra arbejde. Vores formand har lagt en opdatering op fra mødet i mandags, og der er kommet mange sure kommentarer. Folk brokker sig over, at vi ikke har gjort vores arbejde ordentligt, og en skriver: ”Det er en ommer.”
Jeg blev simpelthen så gal, fordi jeg har brugt rigtig mange timer på det projekt. ”Hvis folk er utilfredse, må de selv hive hænderne op af lommerne og tage fat,” skrev jeg så.
Det var måske lidt skrapt, men sådan har jeg det altså.
3. maj 2018
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde en kæreste, der kunne stoppe mig, før jeg sætter mig til tasterne, for jeg var vist lidt for hurtig i går. Der er i hvert fald kommet en ny bunke sure kommentarer på siden.
Flere af dem var personligt rettet mod mig. Der var en, der skrev, at jeg var ”en dum, højrøvet kælling.” Det gjorde mig faktisk ked af det.
7. maj 2018
Efter at have sundet mig i et par dage skrev jeg i går et nyt indlæg, hvor jeg meget pædagogisk forsøgte at forklare beboerne, hvorfor vi mener, at vi har truffet de rigtige beslutninger. Jeg nærlæste hvert enkelt ord og følte mig overbevist om, at jeg umuligt kunne støde nogen. Jeg tog fejl.
”Susanne, kan du ikke bare holde din kæft,” var der en mand, der skrev til mig. Jeg aner ikke, hvem han er, men det er nu heller ikke sikkert, at jeg kender ham, for vores beboerforening dækker flere områder.
Jeg er virkelig paf, for jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort, siden nogen føler, at det er i orden at skrive sådan til mig.
15. maj 2018
Min første tanke var at lade være med at skrive mere om sagen, men jeg bliver simpelthen så vred, når jeg læser, hvordan folk sviner projektet til og kommer med usande oplysninger.
I går var der en, der skrev, at vi i bestyrelsen sikkert var blevet betalt af byggefirmaet for at vælge dem. Jeg ved godt, at jeg ikke burde skrive mere, men jeg vil ikke bøje nakken og bare lade folk sprede løgnehistorier. Så jeg skrev igen et indlæg, hvor jeg afviste alle beskyldninger og tilføjede, at historierne var helt vildt langt ude.
Læs også: Linda blev mobbet af sine kolleger
24. maj 2018
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg gør forkert. Lige meget hvad jeg skriver, bliver jeg misforstået. Isen bliver ved med at knække under mig, og jeg kan ikke komme op på land. Jeg er holdt op med at kommentere folks dumme bemærkninger i vores debatforum, men det har fået et par stykker til at skrive til min private mailadresse. Det er virkelig ubehageligt.
Mailadresserne er anonyme, så jeg aner ikke, hvem afsenderen er. Jeg synes ikke, at det er særligt rart og trygt, at der er folk i mit område, som er så vrede på mig, at de gider oprette en anonym mailadresse for at skrive grimme ting til mig.
7. juni 2018
I går fik jeg en anonym mail fra en, der skrev, at jeg skulle huske at kigge mig over skulderen, ”for man ved jo aldrig, hvad der gemmer sig i mørket.”
Jeg blev så bange, at jeg ringede til politiet, men de havde tilsyneladende for travlt til at tage sig af det. Politimanden så det som en drengestreg og ikke en trussel. Kom der flere mail, var jeg velkommen til at ringe igen.
Det var ikke det svar, jeg havde brug for, så jeg kontaktede de andre bestyrelsesmedlemmer. Der var et par stykker, der også havde fået ubehagelige beskeder, men de havde bare slettet dem og ikke gjort mere ved det.
Formanden virkede faktisk, som om han syntes, at jeg var lidt paranoid. Jeg er 32 år og burde måske være så gammel, at jeg ikke lader mig gå på af folks sure bemærkninger, men sådan er virkeligheden bare ikke.
Læs også: En læser fortæller: Jeg var fanget i en gældsfælde
13. juni 2018
Jeg er helt holdt op med at skrive på beboerforeningens side, for jeg er faktisk ved at være bange. Jeg synes, det er ubehageligt, at der bor folk i min egen forening, som kan finde på at skrive så grimme ting til et andet menneske.
Jeg ved faktisk ikke, om de er fremmede. Det kan være, at det er min sure underbo, der har et horn i siden på mig, fordi jeg spillede for højt til en julefrokost sidste år. Hun hilser i hvert fald stadig ikke på mig.
Det kan også være ham den unge fyr fra nummer 16, der blev meget fornærmet, da jeg bad ham lade være med at parkere sin cykel, så den blokerer porten.
20. juni 2018
Renoveringen er gået i gang, og hver gang nogen lufter deres frustrationer, bliver jeg nævnt. Det er, som om jeg er blevet mål for folks irritation over forsinkelser, byggerod og larm, bare fordi jeg har deltaget i byggemøderne. Folk husker mig sikkert, fordi jeg er den eneste kvinde i bestyrelsen.
2. juli 2018
Der er kommet endnu en mail, hvor en anonym person skriver, at jeg skal huske at se mig for.
”Der sker jo så mange væmmelige ting i trafikken, og du cykler tit tidligt af sted,” stod der.
Det er for vanvittigt. Der er en derude, som holder øje med mig – en, som ved, at jeg ofte møder tidligt. Resten af aftenen lå jeg bare på min sofa og stirrede op i loftet. Da jeg gik i seng, kunne jeg ikke sove og var flere gange oppe og tjekke, om min dør var forsvarligt låst, og alle gardiner var helt trukket for.
6. juli 2018
Jeg har ikke lyst til at gå ned i vaskekælderen, fordi jeg er bange for, hvem jeg vil møde. Når jeg kommer hjem om aftenen, parkerer jeg min cykel uden for opgangen i stedet for at køre den i cykelkælderen, som jeg plejer.
Bare tanken om at gå alene gennem den mørke cykelkælder skræmmer mig. Jeg har aldrig været bange for det før, men nu får bare tanken mit hjerte til at hamre helt vildt. Måske er det mig, der er for følsom og nærtagende?
9. juli 2018
Mit hjem er blevet mit fort. Døren er hele tiden låst med kæden, som jeg ellers aldrig bruger, og mine gardiner er trukket for. Tanken om, at der sidder en og holder øje med mig, gør mig bange. Jeg forlader kun lejligheden, når jeg skal på arbejde eller købe ind.
12. juli 2018
Jeg tør ikke tjekke mail eller foreningens debatforum, men mine tanker kredser om, hvad der ligger og venter på mig. Jeg forestiller mig de værste ting, og mine tanker er sikkert værre end virkeligheden, men jeg kan simpelthen ikke overskue at åbne computeren.
Læs også: Svinet til på grund af sin vægt
17. juli 2018
Det kan ikke blive ved med at gå, det her. Jeg føler mig som en fange i mit eget hjem, og da solen brager ned, er det ganske ulideligt at sidde inde bag de nedrullede gardiner. Jeg har snart ferie, og tanken om at tilbringe tre uger i dette fængsel gør mig modløs.
24. juli 2018
Solen er ved at gå ned, og her fra terrassen er der den mest fantastiske udsigt ud over havet. Jeg er i min mosters sommerhus. Hun er selv i Grækenland, og jeg tøvede ikke mange sekunder, da hun foreslog, at jeg flyttede herop i min ferie. Tre uger uden internet og computer, hvor jeg ikke skal lave andet end at læse bøger og gå ture - det er lige, hvad jeg trænger til. Det rører mig ikke at være her mutters alene, heller ikke selv om det bliver virkelig mørkt om natten. Jeg føler mig meget tryggere her end hjemme i min lejlighed.
13. august 2018
I går kom jeg hjem til min lejlighed efter tre uger i mosters sommerhus. Jeg havde det lidt underligt, da jeg låste mig ind i lejligheden, men jeg har fået det bedre, for uden at tænke over det trak jeg gardinerne fra og åbnede alle vinduerne. Jeg havde kort talt med en anden fra bestyrelsen, før jeg vendte hjem, og han havde fortalt mig, at debatten var stilnet af hen over sommerferien.
5. april 2019
Jeg faldt lige over min dagbog fra sidste år, og jeg bliver helt chokeret, når jeg læser, hvor voldsomt det påvirkede mig pludselig at være midt i en shitstorm. I dag er renoveringen for længst overstået, og jeg tror, at de fleste beboere er meget glade for resultatet, nu hvor arbejdet er overstået. Jeg er ikke længere med i bestyrelsen, og selv om jeg er godt ude på den anden side nu, er jeg blevet mere forsigtig. Jeg deltager ikke i diskussioner på nettet, for jeg har ikke lyst til at blive tilsvinet på den måde igen. Det var simpelthen for voldsomt.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
