En læser fortæller: Jeg elsker stadig jul

Julen begyndte i december

Jeg kom til verden i 1933 og voksede op på landet, og dengang var julen noget helt andet end i dag, men absolut ikke dårligere. Tværtimod mindes jeg julen som en skøn tid med masser af familiehygge og dejlige traditioner.

I dag begynder julen gerne tæt på skolernes efterårsferie i uge 42, men i min barndom begyndte julen ikke før i begyndelsen af december. I øvrigt var pengene små i mit hjem, som var et lille husmandssted. Mor og far havde slet ikke råd til at bruge en mindre formue på julen, men jeg kan i hvert fald mindes, at mor i begyndelsen af julemåneden gik i gang med at fylde kagedåserne med vaniljekranse, brune kager, klejner, finskbrød og jødekager. 

Hun bagte hvert år mindst 5-6 forskellige slags småkager, og som voksen har jeg undret mig over, hvordan hun har båret sig ad med at skaffe sukker, smør, vanilje og alle det andet, hun skulle bruge til småkagebagningen, for under krigen var alt jo rationeret. Måske har hun sparet sammen i årets løb. 

Under de fem besættelsesår var der fra tysk side dikteret mørkelægning, så de allieredes fly fik sværere ved at navigere i luften. Det betød naturligvis, at der hverken var gadelys eller vinduer med tændte julelys. Selv gadebelysningen i byerne var dæmpet, og for at undgå, at folk skulle komme galt af sted i mørket, blev kantsten malet hvide, og det samme gjorde cyklernes bagskærme, ligesom vejtræerne fik malet et hvidt bånd rundt om sig. Når mørket faldt på, hvilket det jo gjorde tidligt i december, var det virkelig mørkt udenfor. 

De afdøde fik en grangren

I vore dage er der masser af lyskæder på buske og træer, og det bryder mørket og ser smukt ud. Dengang kendte man slet ikke til denne form for julepyntning, og de elektriske lyskæder var vist slet ikke opfundet endnu. Jeg tror, at hvis nogen dengang havde fundet på at sætte et grantræ med elektriske pærer op foran sit hus enten i byen eller ude på landet, ville det have vakt stor undren. 

Det var også altid levende lys af stearin, man havde på juletræet, men i dag er der mange, der bruger kunstige lys på juletræet i stuerne. Det er mere sikkert for småbørn og ikke så brandfarligt, men det er unægteligt kønnere med rigtige stearinlys.

Vores hjem var ikke pyntet så meget op, som jeg ser mange steder i dag, for der fandtes ganske enkelt ikke så meget julepynt at købe i butikkerne. I min familie havde vi kun det, vi sad sammen og fremstillede af glanspapir op mod jul. Det var julehjerter og kræmmerhuse, jakobsstiger og små julelygter, og det var noget af det hyggeligste at sidde og lave. 

Jeg husker også, at der blev sat en frisk grangren bag de indrammede billeder på væggen i stuen af vores afdøde familiemedlemmer, og det gav en dejlig duft af gran i huset. Derudover mindes jeg en nisse af filt. Den har jeg faktisk endnu, og den har sin faste plads i min stue sammen med alle de andre kønne juleting. 

En læser fortæller: Dengang var der vintre til

Julegrisen skal slagtes

Den sidste uge inden jul blev vores julegris slagtet. Min far ernærede sig som hjemmeslagter og kunne godt have op til syv slagtninger om dagen. December var hans travleste tid, for her skulle alle familier have slagtet. Det var store grise på 3-400 pund, og det betød masser af tykt flæsk til saltning i sulekarret. 

Der var endnu ingen, som havde fryser eller køleskab derhjemme, så af hensyn til holdbarheden skulle grisen først slagtes kort tid før jul. I de fleste byer var der dog et såkaldt frysehus, hvor folk kunne betale for at få plads til frysevarer. Det var dog endnu en udgift, så derfor blev det kun brugt, hvis det var strengt nødvendigt. I juletiden blev der derfor spist rigtig meget sulemad, som det blev kaldt, og juleaften stod der altid en god flæskesteg på menuen. Selv om jeg voksede op på landet, tror jeg aldrig, vi fik serveret andesteg til jul. 

Vareknapheden og systemet med rationeringsmærker gjorde juletiden til noget af en udfordring for husmødrene. De måtte bruge deres fantasi, for der var så meget, man ikke kunne få. Det gjaldt blandt andet risengryn, så min mor lavede i stedet citronfromage til dessert juleaften. 

Andre fandt på at lave en eller anden form for grød, som kunne ligne risengrød eller risalamande, men der kunne ikke komme mandel i, medmindre man havde haft nogen på lager. I mangel af bedre blev den ene, hele mandel i nogle hjem erstattet af en lille, hvid skjorteknap. 

Under besættelsen kendte vi heller ikke til luksusvarer som appelsiner, bananer eller chokolade, og min lillebror, som blev født i 1940, var 6 år, før han fik disse ting at smage for første gang. Jeg var selv 7 år, da tyskerne besatte os, og derfor havde jeg smagt dem. 

Far fældede en rødgran

I dag er der mange, der vælger en ædelgran til juletræ, dels fordi de synes, de er kønnere med de blanke grannåle, dels fordi de nok holder sig lidt bedre. I min barndom var juletræet altid en rødgran. Det var en tradition, at far og jeg sammen hentede træet i den nærliggende skov, og det var så hyggeligt. 

I min erindring var der altid sne til jul, for jeg kan huske, at far og jeg trak en kælk efter os og medbragte en økse. Når vi omhyggeligt havde udvalgt det bedst egnede træ og fældet det, lagde vi træet op på kælken og trak den hjem.

Der blev ikke lavet flotte juledekorationer med lys, mos, gran og naturlige eller kunstige pynteting, og jeg kan heller ikke huske, at der var julemarkeder nogen steder.

En læser fortæller: 40 år og nybagt mor

Min bedste julegave

I butiksvinduerne havde flere forretninger i december opstillet en flot bane med et elektrisk tog med små vogne, som kørte rundt og rundt, og det var meget spændende for os børn at kigge på. Min lillebror og jeg kunne stå foran sådan et spændende vindue og kigge i lang tid, selv om det var isnende koldt. 

Julegaver var også noget helt andet, dengang jeg var barn. De var absolut ikke store og dyre, men hvor blev vi alligevel glade for dem. Det kunne være ark med kønne, blanke glansbilleder, eller det kunne være påklædningsdukker, som jeg derefter kunne bruge meget tid på at tegne og udklippe rigtig fint tøj til. Andre gaver kunne være bløde pakker med hjemmestrikket tøj som vanter og sokker, og de vakte også glæde. 

Jeg genkalder mig stadig med glæde den jul, hvor jeg fik en bambusdukkeseng af min farmor. Jeg var 6 år, og det var en meget flot gave, som jeg blev henrykt og taknemlig for. Nogle gange tænker jeg på, hvad børn ønsker sig i dag, og det er jo gaver af en helt anden kaliber. Jeg tror egentlig ikke, at nutidens børn bliver mere glade og taknemlige, end min bror og jeg blev for vores julegaver. 

Fjernsyn var der heller ikke noget af, og der var endnu mange år, til mobiltelefonerne ville blive opfundet. Det betød, at man havde mere tid sammen i familien og meget mere nærvær, og hos os og i mange andre hjem var der mange gode traditioner. I min familie havde vi flere mostre, tanter, onkler, fætre og kusiner boende lige i nærheden, og vi var meget sammen, også i juletiden, hvor vi altid spillede mange spil. 

Juletræsfesterne var årets store højdepunkt

Der blev holdt store juletræsfester mange steder, og vi deltog altid i tre af slagsen. Til sådan en fest hørte et meget stort og flot pyntet juletræ til, og det samlede fuldt hus hver eneste gang og var én af årets store, sociale begivenheder, hvor man selvfølgelig helst skulle være iført sit stiveste puds.

Der var som regel en julemand, som førte an, når vi i samlet flok gik rundt om træet med hinanden i hænderne og sang julesalmer og julesange, og julemanden legede også forskellige sanglege med os børn. 

Inden vi skulle hjem, fik vi en pose med godter, og det kunne være et æble, en pakke rosiner og lidt slik, hvis det kunne skaffes. Husmandsforeningen afholdt den første af disse juletræsfester på kroen tredje juledag, og søndagsskolen havde juletræsfest på femte juledag. Som afslutningen på julen var der en stor juletræsfest på skolen Helligtrekongersaften, som var 6. januar.

Hos os varede julen nemlig helt til Helligtrekonger. Juletræet fik lov til at stå og pynte i stuen lige indtil denne dag, hvor det så endelig blev smidt ud. På det tidspunkt var det ikke ret mange nåle, der sad tilbage på træet.

Mine 200 nisser

Jeg elskede julen som barn, og jeg elsker den stadig i dag. Jeg holder meget af at pynte op, og jeg har også selv gennem årene fabrikeret masser af nisser og anden form for julepynt, som jeg efterfølgende har solgt på julemarkeder. I mit hjem står der hvert eneste år omkring 200 nisser i forskellige størrelser fremme fra 1. december til 6. januar, og de har hver især deres faste plads.

Julen betyder stadig meget for mig, og jeg har heldigvis en stor og skøn familie med både børn, børnebørn og oldebørn, som jeg hvert år er sammen med hele julen. Det er vidunderlige dage, men min barndoms jul står alligevel stadig for mig som noget helt særligt. Der var hverken penge, pynt eller gaver i overflod, men der var til gengæld masser af kærlighed og sammenhold, og det betød rigtig meget.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.