En læser fortæller: Jeg er en glad klovn

Jeg fik et piskesmæld

En mandag eftermiddag for 10 år siden var jeg på vej hjem fra mit job som pædagog i en børnehave. Det havde været en helt almindelig, god dag i mit dengang 52-årige liv, indtil bilisten bag mig på grund af stærkt modlys blev blændet og torpederede mig bagfra. Det øjeblik satte en stopper for mit pædagogarbejde.

Hurtigt kom en ambulance til ulykkesstedet, og jeg blev lagt i halskrave. På skadestuen tjekkede de mig for knoglebrud. Jeg havde ikke brækket noget, men der blev skrevet ”piskesmældslæsion” i min journal.

Giv et abonnement på Ude og Hjemme i julegave

Efter et par timer blev jeg udskrevet. Min bil var totalskadet, og selv havde jeg en kraftig hovedpine. Hvis jeg prøvede at bruge øjnene, blev jeg svimmel og fik kvalme. Jeg havde også smerter i ryggen og i nakken og krampe i benene. Indimellem fik jeg en isnende fornemmelse af fastlåshed i ryggen.

Læs også: Handicap er ingen hindring: Vi er de bedste venner

I papirerne fra hospitalet stod der, at jeg var grådlabil, og jeg brød da også ud i tårer over det mindste. Den nye hylende lyd i mine ører var kommet for at blive, for det var tinnitus, og jeg var blevet sart i forhold til lyd, huskede dårligt og havde let til at blive stresset og miste overblikket.

Desuden havde jeg konstante kæbespændinger, og flere af mine tænder knækkede. Jeg havde altid læst meget, både skønlitteratur og fagbøger, men efter ulykken var jeg helt ude af stand til at læse.

Jeg støvede min klovnedrøm af

Nogle måneder senere måtte jeg tilbage til arbejdet i børnehaven, men det magtede jeg slet ikke. Jeg blev rigtig dårlig, og det svimlede for mig, når jeg drejede hovedet for at se efter et barn. Selv det at sidde stille og tale med en lille gruppe børn var umuligt for mig.

Snart måtte jeg erkende, at jeg ikke længere kunne være pædagog. Mit job havde fyldt meget i mit liv, og jeg havde brændt for mit fag, så hvad nu? Jeg havde altid haft en drøm om at blive hospitalsklovn, men jeg havde jo troet, at det var noget, der først skulle føres ud i livet, når jeg gik på pension.

Et års tid efter ulykken lå det fast, at jeg aldrig mere ville kunne magte et fuldtidsjob, og mine følgeskader efter ulykken fik betegnelsen varige men. Efter nogle arbejdsprøvninger fik jeg bevilget fleksjob, og jeg støvede min gamle klovnedrøm af og begyndte at tage forskellige klovnekurser og melde mig ind i klovnefællesskaber.

Læs også: Babydukke giver dement mormor mening med livet

Hen ad vejen nåede jeg frem til, at det rigtige for mig ville være at arbejde som omsorgsklovn. Som omsorgsklovn møder man alle mennesker med nysgerrighed, leg og kreative indfald, både børn og voksne, handicappede og personer med forskellige udfordringer. Omsorgsklovnen behøver hverken at kunne huske eller at være klog, for det handler om intuition og nærvær.

I mit virke som klovn kommer jeg mange forskellige steder, deriblandt ofte på plejehjem, og jeg elsker samværet med de dejlige mennesker, der er ramt af demens. Alle mine dage som omsorgsklovn er herligt forskellige.

I mine store klovnelommer har jeg altid effekter til en eventyrfortælling, og jeg fortæller de eventyr, vi alle kender. Sømandssangene og de gamle børnesange skaber fællesskab, løfter humøret og får solen til at skinne, også på en dag med regn og sorte skyer.

Mit hjerte er fyldt til randen

Iført mit flotte klovnekostume går jeg også rundt på plejehjemmet og besøger borgerne i deres små lejligheder, og så får vi en snak om gamle dage, om høns og håndarbejde og alt muligt andet, der kan inspirere til en rar, lille stund. Latter veksler med tårer, når det er svært og uforståeligt, at demensen ændrer alt.

Hos nogle er stemmen næsten forsvundet, og så bliver det til et stille øjeblik uden ord. Andre råber måske, men jeg griber deres råb og laver dem om til kram og nærvær. Nogle vil gerne have en lille dans på stedet, en anden får lidt rygmassage. Godt er det også med en gåtur ud i solen i gårdhaven eller til en bænk, og en lille sang på vejen er altid rar.

Når jeg kommer hjem fra sådan en dag som omsorgsklovn, er mit hjerte fyldt til randen, og jeg er træt, men glæder mig allerede til næste gang, der er bud efter mig. I dag har jeg mange fysiske gener fra ulykken og kan stadig ikke læse bøger, men jeg kan være omsorgsklovn, og det giver mening og glæde for mig, fordi jeg mærker, at jeg gør en positiv forskel for andre. Og det er jeg lykkelig for.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.