En læser fortæller: Jeg er familiens kulørte får
Jeg var en outsider
I teenagetiden følte jeg mig altid som lidt af en outsider og familiens sorte får. Jeg kunne ikke finde en kasse, der ville passe, kan man sige.
Jeg er den ældste i en flok på tre søstre, men på trods af at jeg var den største, var det ikke mig, der havde styr på tilværelsen. Jeg droppede tidligt ud af skolen, flyttede hjemmefra som 17-årig og skred fra det ene usle job til det andet for at tjene penge og stå på egne ben.
Mine søstre levede derimod lige efter bogen. De var meget målrettede, tog studentereksamen og videregående uddannelser, lignede fotomodeller, fandt hurtigt et par stabile mænd og blev gift. Efter passende perioder med gode job, luksusrejser og huskøb fik de børn og fortsatte derefter i deres gode stillinger og tjente masser af penge.
Læs også: Brev til Mimi: Familien ville flytte ind hos os
Jeg selv var aldrig rigtig interesseret i forhold til hverken mænd eller kvinder. Jeg drømte dog om at få et barn og blive en fantastisk og nærværende mor. Det lykkedes også for mig, og allerede som 23-årig blev jeg mor til Oliver.
Forholdet til hans far gik hurtigt i stykker, og det var måske lige så meget min skyld som hans. Det er hårdt at sige i dag, men det gjorde mig faktisk intet, da vi gik fra hinanden, allerede da Oliver var to år. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at være bundet i et forhold, og i kombination med, at Olivers far havde alkoholproblemer, var det ikke ligefrem et stort tab for mig.
Det var naturligvis ikke optimalt for min søn, at hans forældre skiltes så tidligt i hans liv, men hellere det end at leve med en alkoholiker i familien, ved jeg af erfaring.
Tilfreds med mit kaotiske liv
På det traditionelle jobmarked kunne jeg heller ikke rigtig finde ud af at begå mig. Det med hamsterhjulet var bare ikke mig. Jeg var meget kunstnerisk og flyvsk og yndede mere at tjene til dagen og vejen ved skriveopgaver, der ikke krævede faste arbejdstider og rutiner.
Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg var faktisk glad for mit mildt sagt kaotiske liv, der aldrig var kedeligt, selv om jeg ikke ligefrem blev opfattet som en succes i familiens øjne. Det lagde de ikke skjul på dengang.
Ud over at være evighedssingle og uden fast arbejde det meste af tiden sloges jeg med angst og fobier, der somme tider hindrede mig i at tjene penge og leve livet, som jeg havde lyst til. Nogle gange kunne jeg kun være mor.
Jeg var også tyk, blev jeg gjort opmærksom på, og det var åbenbart en fejl i mine forældre og tanters øjne. Jeg elskede at lave skøn, gammeldags mad og at sætte det til livs. Det bliver man ikke tynd af, hvilket jeg også så fuldstændig stort på.
Lige med undtagelse af mine søstre anså familien mig som noget af en fiasko. På trods af at jeg på ingen måde var misundelig på mine søstres såkaldt perfekte liv, kunne jeg ikke lade være med at måle mig mod dem, og fordi jeg vidste, at de var opskriften på det, man anser som en succesrig tilværelse, fik jeg den følelse, at jeg var uduelig på alle punkter og en stor fejltagelse. Det gjorde mig ofte meget trist.
I bund og grund glad
Først mange år senere, da jeg var midt i 40’erne og mere livsklog, fik jeg omsider lidt selvværd og var i stand til at stoppe sammenligningen. Selv om jeg måske ikke var den klassiske opskrift på et acceptabelt liv, var jeg i bund og grund glad og havde fået styr på de fleste hængepartier, hvilket også gik op for familien, som jeg har det fint med i dag.
Der er ikke samme facit for os alle, og selv om jeg stadig ikke er det mest stabile menneske, man kan ramle ind i, bilder jeg mig selv ind, at jeg er et sjovt, friskt pust med en anderledes vinkel på tingene.
Derfor satte jeg også en stopper for min selvudslettende tankegang om at være familiens sorte får, til i stedet at se mig selv som det kulørte får. Det synes jeg faktisk, er en titel, jeg godt kan være stolt af, for sådan nogle er der jo også brug for.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
