En læser fortæller: Jeg er kvinde og kæmper mod skægvækst
En kvinde med skægvækst - ligesom mor
I den tidlige barndom tænker man ikke særligt meget over, hvordan ens forældre ser ud. Jeg tænkte i hvert fald aldrig over, at min mor havde mere hårvækst i ansigtet end andre kvinder, før jeg begyndte at lege med en ny pige i første klasse.
– Hvorfor har din mor skæg? spurgte hun, da vi sad inde på mit værelse. – Er hun virkelig en dame?
Vi var 7 år, og jeg blev både forbløffet og forarget over spørgsmålet. Min mor havde da ikke skæg, og selvfølgelig var hun en dame.
Da min nye veninde nu i al uskyldighed havde henledt min opmærksomhed på det, kunne jeg jo godt se, at min mor havde en tydelig skygge på overlæben og også en del hår på hagen.
Samme aften opdagede mor, at jeg stirrede på det, og så fortalte jeg, hvad der var sket. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at have gjort hende ked af det, for det kunne jeg mærke, at hun blev.
Vi sad på min seng og talte om det, og hun fortalte, at hun til sin fortvivlelse var begyndt at få uønsket hårvækst, da hun var omkring 18 år, og at hun havde prøvet alt for at få det fjernet.
Der var aldrig rigtig noget, der havde hjulpet for alvor, og nu havde hun besluttet sig for, at hun måtte leve med det. Det betød ikke noget for min far, sagde hun. Det eneste, hun gjorde, var indimellem at fjerne de længste og værste hår på hagen med en pincet. Hårene på overlæben var for fine og for mange til at fjerne.
Min krig mod hår begyndte
Siden talte vi sådan set ikke om det, men da jeg blev teenager, begyndte jeg at frygte for at få samme problem. Jeg ligner min mor ret meget, og jeg er den eneste pige mellem tre brødre.
Som alle andre i den alder tilbragte jeg meget tid med kritisk at studere mit spejlbillede, men det var eventuel hårvækst, jeg holdt allermest øje med. Først troede jeg, at jeg kunne undgå det, men sådan gik det ikke.
Da jeg fik studenterhuen på, var jeg allerede begyndt min krig mod skægvækst på overlæben og på hagen. Hårene var det første, jeg så, når jeg mødte mit eget spejlbillede eller så billeder af mig selv, og når jeg zoomede ind på fotos på mobilen, tudede jeg tit.
Selv om det fyldte utroligt meget i mig, var det kun min mor og min bedste veninde, der vidste, i hvor høj grad det pinte mig. Kun to gange har jeg fået kommentarer fra andre om det. Første gang var det en pige, der spurgte, om jeg ligesom hende led af hormonforstyrrelsen PCO. Det gør jeg ikke, for det havde jeg for længst fået afklaret hos min læge.
Anden gang var det til en fest, hvor en fyr sagde, at han var vild med mit lidt maskuline udtryk. Han var fuld, men jeg blev simpelthen så såret, at jeg næsten ikke kunne komme ovenpå igen.
Se også: Sådan skal du spise med PCO
Nu skal hårene væk
Gennem de sidste 10 år har jeg prøvet alt fra at blege hårene, få dem fjernet med voks eller ved epilering, og jeg har også ind imellem i desperation barberet dem væk med en skraber og lagt et ordentligt lag makeup ovenpå.
I min studietid brugte jeg også en formue på laserbehandling, men resultatet skuffede, fordi mine ansigtshår er for lyse til, at den behandling var rigtig effektiv.
Nu er jeg 29 år, og mit nytårsforsæt for 2017 var, at nu skulle de hår væk, koste hvad det ville. Det har været dyrt og heller ikke helt smertefrit, men lige inden jul fik jeg den sidste og afsluttende behandling.
På en hudplejeklinik har jeg fået fjernet hårstrå for hårstrå ved hjælp af en uendeligt fin nål, som føres ned i hårsækken, hvorefter der sættes lidt strøm til nålen. Det ødelægger for altid hårets rod. Ved hver behandling fjernede kosmetologen omkring 50 hårstrå, og resultatet er virkelig fint.
Min mor har støttet mig og givet et økonomisk tilskud til behandlingerne. Hun ønsker ikke selv at få det gjort, men jeg er glad for, at hun forstår, hvor meget det betyder for mig at være fri for hår i ansigtet.
