En læser fortæller: Jeg er overspiser

Jeg kan ikke styre min vægt

Jeg er en kvinde på 54 år, som altid har motioneret meget, især har jeg hver dag prioriteret at gå en lang tur. Det ændrede sig for syv år siden, hvor jeg fik en hælspore. Det var ikke alene meget smertefuldt, men nu, hvor jeg blev forhindret i at gå mine daglige spadsereture, begyndte min vægt at stige.

Det har fået mig til at indse, at jeg har en spiseforstyrrelse. Det er ikke en af de alvorlige, hvor man enten sulter sig eller kaster op efter måltiderne. For mig handler det om, at jeg ikke kan lade være med konstant at gå i skuffer og skabe for at finde noget sødt. Hvis der ikke er noget, må jeg til nød kaste mig over bananerne.

Før i tiden, da jeg levede mere sundt end nu, vejede jeg 15-20 kilo mindre, og det er pinligt for mig, at jeg ikke er i stand til at styre min vægt. Jeg er bare vokset og vokset som et egetræ, der bliver lidt tykkere for hvert år.

Inderst inde ved jeg godt, at jeg trøstespiser på følelser og er sukkerafhængig, men det gør ikke just problemet mindre.

Læs også: Overspiser du? Test dig selv

Min mand prøver at støtte mig på bedste vis, og jeg skammer mig over for ham, når jeg alligevel gang på gang falder i og ikke kan lade være med at spise.

Vi har en kat, Tarzan, og hvis min mand opdager, at det er svundet i beholdninger og søde sager, siger jeg altid, at Tarzan må have fundet det. Selvfølgelig kunne katten ikke drømme om at røre hverken vingummi eller chokolade.

Lækkersulten i supermarkedet

Forleden var jeg på vej hjem fra job og drejede ind ved et supermarked, hvor jeg skulle købe ind efter min mands indkøbsseddel: Tomater, salat og citroner.

Det var dog ikke det, der hele tiden blev ved med at fange mine øjne. Det var kager, chokolade og slik, marcipan og nødder.

Jeg blev mere og mere lækkersulten, og på vej op til kassen blev jeg fristet, da jeg så nogle kiks med rødbeder og ingefær. De kunne ikke være helt slemme, mente jeg, så der røg fire pakker i kurven.

Oppe ved kassebåndet prøvede både lakrids og tyggegummi at lokke mig, men det lykkedes mig at slippe ud fra supermarkedet uden at købe mere. Jeg nåede at spise 10 kiks, inden jeg kom hjem til min mand. Han havde lavet sund aftensmad, men nu var jeg ikke længere så sulten.

Bagefter tog han til fitness, mens jeg kastede mig på sofaen. Pludselig ringede det på døren, hvilken nærmest ikke er sket i de halvandet år, vi har boet der.

Jeg var blevet nødt til at åbne mine alt for stramme bukser efter aftensmaden, og nu sprang jeg rask ud til døren med lynlåsen åben i den tro, at det var min mand, som havde glemt nøglen.

Det var det ikke, for udenfor stod vores underbo med tre store æsker fyldt chokolade, som hun var ved at fordele i opgangen. I en vis fart fik jeg lynet op.

– Jeg vil gerne undskylde for al den larm, vi har lavet under ombygningen, og så vil jeg gerne takke for tålmodigheden med denne æske chokolade, smilede hun.

Nu sætter jeg et punktum

Vi talte lidt, og så stod jeg der med en æske chokolade i hånden. Det var mig umuligt ikke at åbne den, og pludselig var de alle væk.

Da min mand kom hjem, kiggede han undrende på den tomme æske, og jeg kom med min sædvanlige bortforklaring om Tarzan.

Læs også: Bethina led af tvangsoverspisning: Mad var min trøst

Det er både pinligt og skamfuldt, og nu sætter jeg et punktum. Jeg vejer efterhånden 102 kilo, men ville gerne ned på 85. Til at støtte mig i processen har jeg oprettet en gruppe på Facebook. Der er tre medlemmer, og det er mig og mine to bedste veninder.

Her vil jeg dele mine tanker og resultater med dem, men jeg har frabedt mig kommentarer. Indtil i dag har jeg selvfølgelig allerede prøvet alverdens slankekure og alle gode råd, men det har ikke gjort nogen forskel.

Jeg føler dog, at allerede det at sætte ord på problemet og tale og skrive om det er et stort skridt på vejen. For jeg skal bare have løst det.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.