En læser fortæller: Jeg føler en ny taknemlighed

Den stærke klippe

Min mor har altid været den stærke klippe for min søster og mig. Hun var der for min søster, da hun mistede sin mand og pludselig stod alene med to børn og et i vente, og mor var der for mig, da jeg efter min skilsmisse kæmpede for at finde nyt fodfæste for mig og mine to børn.

Tanken om at risikere at miste mor var ubærlig, men en dag i begyndelsen af 2020 blev det alligevel noget, jeg var nødt til at forholde mig til.

Vi havde netop fejret mors 70-års fødselsdag, da hun blev indkaldt til en ekstra undersøgelse på sygehuset i forbindelse med den rutinemæssige mammografi. Typisk hende tog hun til sygehuset sammen med far, men uden at fortælle det til os andre, for hun ønskede ikke at skabe unødig bekymring.

Jeg var på det tidspunkt i gang med en gennemgribende renovering af mit køkken, som mine forældre hjalp til med, så alt var lidt kaotisk hjemme hos mig. Netop den dag havde jeg i frokostpausen købt en ny sofa, som jeg kunne hente et par dage senere.

Læs også: Sådan undgår du kræft

Jeg var glad, da jeg kom hjem fra arbejde og lidt overraskende fandt mor siddende ved mit spisebord. Roligt fortalte hun, at mammografi nummer to havde afsløret en lille knude i hendes ene bryst. Vi talte om risikoen for, at det kunne være kræft, og vi blev enige om, at det nok skulle gå. Alligevel hvilede uvisheden over os som en tung sky i de kommende dage.

Jeg var fast besluttet på ikke at lade frygten overtage, selv om vi har oplevet alt for mange dødsfald i vores nære familie. I stedet ville jeg være stærk for min mor, så hun ikke mistede håbet, og jeg skulle også være mor for mine børn, som ikke vidste noget.

Men når jeg var alene, sænkede jeg paraderne og hulkede af sorg og bekymring. Da far og jeg hentede min nye sofa, måtte jeg også tørre nogle tårer væk i ly af mørket i bilen. Så vel sofaen som renoveringen af køkkenet virkede pludselig som ligegyldige ting.

Jeg sendte god energi til mor

Dagen kom, hvor mor skulle på sygehuset og have svar på sine prøver. Jeg blev hjemme fra arbejde og sad foran pejsens flammer med korset fra min halskæde knuget i mine hænder.

Ved 11-tiden den formiddag ringede mor og fortalte, at det var kræft, men at knuden var så lille, at den uden problemer ville kunne blive fjernet. Den vished holdt jeg fast i og trøstede mig med.

En uges tid efter de første undersøgelser skulle mor på operationsbordet. Aftenen forinden besøgte mine børn og jeg mine forældre for at snakke og give knus. Da jeg sagde farvel til min far, krammede han mig hårdt og græd. Mor så det ikke, for hun var ude i gangen sammen med mine børn.

Jeg ville have tilbragt mors operationsdag med en travetur langs stranden, hvis ikke hård blæst havde forhindret mig i det. Derfor valgte jeg igen at sidde foran pejsen og vente, mens jeg prøvede at sende god energi og kærlighed til min mor.

Læs også: Brev til Mimi: Han holder sygdommen hemmelig

Klokken 14 ringede far med gråd i stemmen og fortalte, at mor netop havde ringet for at sige, at hun var klar til at komme hjem.

Da vi havde sagt farvel, opdagede jeg, at mor havde sendt en besked med et hjerte til mig: ”Så er der liv i mig igen. Alt er o.k. her!”

Sårbart og fuld af kærlighed

I sidste uge påbegyndte mor planmæssigt efterbehandlingen med stråler, og jeg er utroligt glad for, at jeg tilbragte så meget tid sammen med hende, inden det danske samfund lukkede ned som følge af coronakrisen.

Heldigvis er hun ikke mærket af behandlingen, men det er svært ikke at kunne tage hendes hånd og omfavne hende. Det glæder jeg mig til at gøre, når vi ikke længere er nødt til at holde afstand til hinanden, men lige nu må vi passe ekstra på hende.

Daglige telefonsamtaler og møder udendørs har hjulpet på savnet, og snart kan vi jo være sammen igen. Det liv, der nu venter, vil føles mere sårbart og fuldt af kærlighed, og jeg mærker allerede nu en helt ny taknemlighed over at have mor i mit liv.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.