En læser fortæller: Jeg føler mig som en dårlig mor

11. maj 2015

I dag er der præcis 19 uger, til jeg skal føde vores lille datter. Jeg har tit haft det lidt svært med min krop og været utilfreds med den, men det føles helt anderledes nu. Min krop gør, præcis hvad den skal. Både læge og jordemor er tilfredse med mig, og Philip og jeg har allerede barneværelset og alt andet klar.

21. juli 2015

Vi er på Mallorca og bor på et rigtigt lækkert hotel. Det er Philips forældre, Lone og Martin, der har givet os rejsen, fordi de synes, vi skulle have en sidste ferie alene bare os to. Det er sødt af dem, men jeg føler lidt, at især Lone synes, det er for tidligt for Philip at blive far, fordi han kun er 24 og dermed tre år yngre end mig.

16. september 2015

Nu må Klara altså gerne snart komme. De sidste uger har jeg fået så meget vand i kroppen, og jeg har nu taget 23 kilo på i alt. Det værste er næsten halsbranden, som jeg lider af nat og dag. De fleste andre har det i begyndelsen af graviditeten, men jeg har først fået det her til sidst.

24. september 2015

For seks timer siden kom Klara til verden, og hun er så vidunderlig, at vi er helt bange for at kigge hende i stykker. Vi regner med at komme hjem om et par timer.

24. oktober 2015

Sundhedsplejersken, som hedder Tove, har været her i dag. Hun kaldte Klara for en præmiebaby, og det glæder jeg mig til at fortælle Philip, når han kommer hjem fra arbejde. Jeg synes, hun spiser hele tiden, men Tove sagde, det var helt normalt.

4. december 2015

Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, men jeg har det bare så underligt. Det er værst om morgenen. Jeg har glædet mig helt vildt til vores første jul som familie, men nu orker jeg ingenting og er bare dødeligt træt.

Efter at Klara er blevet ammet første gang om natten, kan jeg ikke sove, når jeg lægger mig igen. Så ligger jeg og glor ud i luften og synes, at det er synd for Klara, at hun har sådan en dum mor.

25. december 2015

Det var frygteligt at komme gennem juleaften hos Lone og Martin i går. Jeg klarede det kun lige netop, men jeg frygter, at Lone kan kigge lige gennem mig og se, at jeg er en dårlig mor. At jeg ikke stimulerer Klara nok i løbet af dagen, at jeg nogle gange kan blive så rasende på hende, når hun vil have mad så tit, at mine brystvorter bliver ømme.

På et tidspunkt i går aftes opdagede jeg, at Philip og Lone ligesom stod og hviskede sammen, og jeg følte, de talte om mig. Jeg spurgte Philip om det, da vi kørte hjem, men han sagde, at de ikke havde talt om mig overhovedet.

1. januar 2016

Vi var hos mor og far i går aftes. Heldigvis var der kun os, for jeg kom til at tude under forretten og kunne ikke holde op igen. Det endte med, at mor gik med mig ind på min storebrors gamle værelse og puttede mig med en pude og et tæppe. Det føltes, som om det var det, jeg havde brug for, og jeg sov tungt i en times tid, men vågnede med vild hjertebanken og rædsel i hele kroppen.

Jeg styrtede ind i stuen og troede, at der var sket noget slemt med Klara, eller at Philip havde taget hende fra mig, men de sad bare og spillede 500, og Klara sov i liften. Jeg kunne næsten ikke falde til ro igen bagefter.

Mor sagde til mig, at moster Helle fik en fødselsdepression, da hun havde fået sit tredje barn, og at vi skal være opmærksom på, om det også er ved at ske for mig. Nu er et nyt år begyndt, og jeg har bestemt mig for at tage mig sammen fra nu af.

27. januar 2016

Fatter ikke, hvad der sker for mig. Dagen smuldrer væk, jeg har absolut ingen energi og får intet lavet. Når Philip kommer hjem fra arbejde, går jeg stadig rundt i badekåbe og har fedtet hår og dårlig ånde. Jeg har kulsort samvittighed over for ham, og nogle gange tænker jeg, at hans liv ville være bedre uden mig.

Det værste er, at jeg ikke har nogen glæde ved Klara. Jeg prøver at tage mig sammen og smile til hende og småsnakke med hende, når jeg skifter hende, og når hun er vågen, men det føles så falskt og tvungent.

22. februar 2016

Tove var her i dag. Hun gloede sådan meget undersøgende på mig og spurgte mig om en masse ting, som overhovedet ikke kommer hende ved. Jeg er næsten sikker på, at hun opfatter mig som en dårlig mor.

Med min fornuft ved jeg godt, at det nok bare er mine tanker, der løber af med mig, men nogle gange bliver jeg sikker på, at Lone og Tove i al hemmelighed kender hinanden og planlægger at melde mig til de sociale myndigheder for at være en dårlig mor, så jeg ender med at miste Klara. Den tanke kan gøre mig fuldstændig fortvivlet, selv om jeg tit er frygteligt irriteret på Klara og føler mig bundet på hænder og fødder af hende.

2. marts 2016

Alt, hvad jeg spiser, smager ens, nemlig af ingenting. Sådan har det været længe.

18. marts 2016

Lone sender sms’er til mig hver dag, og jeg tror, det er for at kontrollere mig. For lidt siden skrev hun, at hun har fridag, og om hun måtte komme og gå tur med Klara i barnevognen, og at hun lige kunne løbe en tur med støvsugeren bagefter.

Vel skal hun ej, men hun synes åbenbart ikke, at vi har det rent nok. For lidt siden kom Philip hjem, og Lone havde selvfølgelig skrevet til ham, at jeg ikke ville have hendes hjælp. Vi kom op at skændes, og nu er jeg endnu mere ked af det for Klaras skyld.

31. marts 2016

Jeg dur bare ikke til at være mor. Det er forfærdeligt. Jeg er konstant så træt, at jeg føler mig helt ved siden af mig selv, og jeg har hæslige mareridt og bliver bange for ingenting.

I nat kom jeg til at lægge Klara for hårdt ned i sengen, da jeg havde ammet hende, og så lå jeg vågen resten af natten, fordi jeg troede, hun var død af det. Jeg turde ikke gå ind at se efter. Pludselig skreg hun, og jeg blev så lettet, at jeg kom til at tude.

4. april 2016

Tove var her i dag. Jeg prøvede at holde facaden, men da vi sad i sofaen, tog hun min hånd og sagde, at hun havde haft en fødselsdepression, da hun fik sit første barn i 1980, og at hun syntes at kunne genkende nogle af tegnene hos mig.

Så var det, som om jeg gik helt i stykker. Jeg bare græd og græd, og Tove holdt om mig og blev ved med at sige, at det ikke var noget at skamme sig over, og at absolut ingen vil tage Klara fra mig. Hun fortalte om, hvordan hun selv havde haft det, og at hun også havde prøvet at skjule det for sin omverden.

Hun bad mig svare ærligt på 10 spørgsmål i et slags skema, og de ramte mig bare alle sammen. Jeg ringede og bestilte en tid hos lægen, mens Tove var der, og hun vil komme fem gange ekstra og tale med mig.

7. april 2016

Philip tog fri for at tage med mig til lægen. Hun giver Tove ret i mistanken om, at jeg har en fødselsdepression, men hun synes i første omgang, at vi skal prøve at klare det med samtaler og undgå medicin. Det varer alligevel en måned eller mere, før antidepressiv medicin virker, og desuden ammer jeg. Lægen sagde også, at gennemsnitligt varer en fødselsdepression seks måneder, så det får altså en ende.

2. maj 2016

Jeg har det bedre. De sorte tanker kører ikke længere rundt i mit hoved, og jeg føler mig mere fri og glad sammen med Klara. Selv tror jeg, bedringen kom, da jeg indrømmede over for mig selv og over for Tove og Philip og mine nærmeste, at jeg havde det dårligt, og at det hele ikke bare var som på et glansbillede.

24. september 2016

Hurra, i dag fylder Klara 1 år, og hun kan gå!

2. februar 2017

Nu ved jeg ikke, hvorfor jeg kæmpede sådan for at skjule, hvordan jeg havde det. Det var jo ikke noget, jeg selv havde bedt om, men det føltes så skamfuldt, måske fordi alle andre end jeg tilsyneladende kunne finde ud af at være mødre. Jeg kan også grine lidt, når jeg tænker på min konspirationsteori om Lone og Tove.

Men ellers var det ikke ret sjovt dengang. Klara taler rigtig meget, og i dag sagde hun ”baby”. Jeg tænker meget på, om hun forbliver enebarn eller hvad. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg tør risikere at få det sådan igen.

19. august 2017

I går var jeg en tur hos lægen for at tale om sandsynligheden af blive ramt af en fødselsdepression igen. Hun sagde, at der er 20 procent risiko for det, men at det også betyder, at der er 80 procent chance for ikke at få det.

Nu har Philip og jeg talt det igennem, og fra i aften dropper vi præventionen. Vi ønsker virkelig at blive en familie på fire, og hvis det skulle ske igen, ved jeg én ting: Jeg bliver rask igen.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.