En læser fortæller: Jeg hadede hans hund

Jeg løj for at gøre et godt indtryk

Jeg havde været single i fire år, da jeg mødte Allan. På det tidspunkt var jeg i 30’erne og havde ikke fået børn, hvilket heller aldrig havde været et ønske for mig. Da Allan var fraskilt, far til to drenge og ikke drømte om flere børn, passede vi fint sammen på det punkt. 

Også på mange andre områder var vi ens. Ligesom jeg elskede Allan at rejse, han var glad for mad, og han kunne lide at gå lange ture. Og så var han bare virkelig sød og kunne få mig til at grine. Det opdagede jeg allerede på vores første date, hvor han fortalte om sin hund, Felix, en sort labrador på 10 år, som jeg kunne forstå havde en appetit ud over det sædvanlige.

– Drengene var hjemme, så jeg havde lagt en steg til optøning på køkkenbordet, men pludselig var den væk. Felix havde ædt den. En halvfrossen steg. Så er man altså sulten! Allan grinede. 

Selv om jeg ikke brød mig om hunde og aldrig havde gjort det, kunne jeg heller ikke lade være med at grine. 

Han fortalte også, hvor meget hunden betød for ham, hvordan han havde trænet med den i den lokale park, da den var hvalp, hvordan den stort set altid var ved hans side, og hvordan den havde hjulpet ham gennem skilsmissen.

 – Den var Felix, der sørgede for, at jeg ikke forsumpede i sofaen, når arbejdsdagen var slut. Han gjorde jo, at jeg kom ud at gå og fik frisk luft og klaret tankerne.

Fordi jeg gerne ville gøre et godt indtryk, sagde jeg, at jeg elskede hunde, men at jeg desværre aldrig havde haft nogen selv. 

– Mine forældre gav mig aldrig lov, digtede jeg.

– Du må godt låne Felix, sagde Allan med et smil.

Allan var sød. Ikke Felix

På vores anden date fik jeg så lov til at møde hunden. Allan havde inviteret mig på gåtur i skoven og kom og hentede mig i sin bil. Felix sad på forsædet, godt nok på gulvet, men alligevel…

Jeg fik med en anelse besvær klemt mig ind på sædet og satte benene på hver side af den. Jeg klappede den på hovedet.

– Er du sådan en fin hund? sagde jeg og bemærkede, at dens pels var fedtet. Jeg havde lyst til at vaske hænder, men sagde selvfølgelig ikke noget om det. Jeg lod bare, som om jeg syntes, at det var en dejlig hund. 

– Hvor er den sød, sagde jeg flere gange, mens den løb rundt om os i skoven. 

Men det var løgn. Det var ikke Felix, jeg syntes var sød, det var Allan. Jeg ville bare gøre et godt indtryk, og det lykkedes på den ene eller anden måde. Allan og jeg blev kærester, og jeg begyndte at komme mere hjemme hos ham. Han havde to sønner på 10 og 13, som var hjemme hos ham hver anden weekend, så for det meste var det bare Allan, Felix og mig. 

De første par måneder gik det fint nok med at skjule min afsky for hunden, men med tiden blev det sværere og sværere for mig. Der var hundehår allevegne, også i sengen. Selv om den ikke måtte være der, havde jeg flere gange set den luske ned derfra, når vi kom hjem. 

Allan lod, som om det ikke skete. – Nej, den ved det godt, den ikke må ligge der, sagde han bare.

– Men du kan jo se, at der er sorte hundehår over det hele! prøvede jeg. Allan skød det hen. Det var, som om Felix var hellig. 

Måske var jeg lidt sart, men jeg havde også meget svært ved at se Allan samle hundelort op, når vi var ude at gå tur. Jeg blev nærmest irriteret, når han gik med den lille pose i hånden.

– Synes du ikke, det er ulækkert? spurgte jeg.

– Hvad vil du ha’? At jeg skal lade den ligge? svarede han. 

Nej, det var jo ikke det, jeg ville have. Jeg ville have, at han også skulle opdage, at hunden var irriterende og en belastning. Men det kunne han slet ikke se. Han havde det fint med at skulle ud at gå med den morgen, middag og aften. Og det generede ham ikke, når den sad og tiggede ved bordet. 

Nu fik Allan nok

Allans drenge, som jeg mødte, da Allan og jeg havde været kærester i nogle måneder, kom jeg faktisk rigtig godt ud af det med. Jeg kunne dog godt mærke, at jeg skulle være påpasselig med, hvordan jeg talte om hunden, når de var der, for de elskede den nemlig lige så højt som deres far. De var også ligeglade med savl, fedtet pels og stinkende prutter under sofabordet. 

Jeg prøvede at styre mig, for jeg var ved at få nok, og så snart de var taget hjem til deres mor, begyndte jeg igen at tale grimt om hunden. Jeg påpegede igen og igen dens dårlige ånde eller skældte ud, når den endnu en gang havde lagt sig oven på mine sko, og der var hundehår allevegne. 

Allan sagde ikke noget, indtil en dag hvor vi var ude at gå i en hundeskov. Der fik Felix lov til at løbe løs, hvilket betød, at den luntede rundt og passede sig selv. Og i et kort øjeblik fik jeg fornemmelsen af, hvor dejligt det var at gå tur uden en hund. Ingen pauser, hvor man skulle stoppe op og vente, mens den snusede. Ingen hundelort, der skulle samles op. Og ingen hunde, der skulle hilse på hinanden. Bare Allan og jeg, der gik sammen i fred og ro.

– Hvor lang tid lever sådan en hund egentlig? spurgte jeg.

Allan stoppede op, og han fangede straks undertonen i mit spørgsmål – at jeg faktisk gik og så frem til, at Felix ikke var der mere. 

Nu blev han sur. – Ved du hvad? Da vi mødte hinanden, sagde du, at du elskede hunde. Og i begyndelsen var du også rigtig sød ved ham, talte pænt til ham og klappede ham. Men nu er du blevet mere og mere ond ved ham. Du kan jo slet ikke lide ham, sagde Allan undrende, som om det først rigtig gik op for ham nu.

Jeg prøvede at sige noget, men han afbrød. – Men jeg elsker den hund. Og du skal være sød ved ham. Han er min og drengenes familie. Hvis du ikke vil være i familie med ham, så er det fint, men du skal behandle ham ordentligt og tale pænt om ham, sagde Allan.

Jeg prøvede at sige noget igen, men han afbrød mig endnu en gang. – Du er ligesom en ond stedmor, der indynder sig i starten, og når hun så har fået faren på krogen, begynder hun at terrorisere børnene. 

Jeg kunne næsten ikke lade være med at smile ad sammenligningen. Det var jo bare en hund, ikke et barn, og jeg havde ikke gjort den fortræd. Men på en eller anden måde havde Allan ret. Jeg havde været manipulerende og løjet om, at jeg godt kunne lide hunde. Og nu, cirka et år efter at vi havde mødt hinanden, var mit sande jeg virkelig kommet frem.

Jeg græd over Felix

Jeg lovede Allan, at jeg nok skulle være sødere, og det løfte gjorde jeg faktisk alt for at holde. Det var ikke sådan, at jeg pludselig begyndte at synes, at Felix var dejlig, men at Allan havde sagt så klart fra, gjorde, at jeg tog mig sammen og begynde at fokusere på det gode ved hunden. 

Det var for eksempel fantastisk, hvor glad den gjorde Allan og hans drenge. De var lykkelige, når hunden løb dem i møde, og grinede, når den vækkede dem om morgen med et slik i hovedet. 

Faktisk endte jeg næsten med at holde helt af den, så da Felix, efter at jeg havde kendt Allan i tre år, blev syg, og Allan måtte tage den til dyrlægen for at få den aflivet, kunne jeg ikke lade være med at græde. Måske var det mest, fordi Allan og drengene var så kede af det, men sørgeligt var det i hvert fald.

Jeg må da også indrømme, at Allans lejlighed var underligt tom bagefter. Ingen hundepoter, der trippede på gulvet. Ingen varm, pelset krop, der kom og lagde sig på ens fødder. Ingen, der logrende kom løbende en i møde. Det var underligt. 

Allan og jeg havde talt om, at han ikke skulle have nogen ny hund efter Felix. For det første var drengene blevet så store og syntes måske ikke længere, det var så interessant med en hund. For det andet ville vi slippe for besværet med at skaffe pasning til den, når vi skulle ud at rejse. Derfor gav det god mening ikke at få en ny hund. 

Men fordi det måske var smarteste, betød det jo ikke, at det også var det rigtige. Som ugerne gik, blev Allan ved med at gå og hænge med næbbet, og hver gang vi mødte en hund på gaden, stoppede han op.

– Hvad hedder den? Hvor gammel er den? spurgte han, ivrigt mens han klappede den på livet løs.

En ny hund til Allan

En aften sad han i sofaen og kiggede mut ned på sine fødder, hvor Felix plejede at ligge. Da kunne jeg ikke holde det inde mere.

– Helt ærligt, Allan. Du bliver nødt til at få en ny hund. 

Han kiggede forundret op på mig.

– Ja, jeg ved godt, at jeg ikke er det store hundemenneske. Men det er du. Du skal have en hund, sagde jeg.

Han lyste helt op ved tanken. 

Et par måneder efter kom Allan hjem med en lille, sort hvalp i favnen. Han var lykkelig. Hunden var irriterende, uopdragen og svinede allevegne. Og så var den rigtig, rigtig kær. Det synes jeg faktisk stadig, nu hvor den lige er fyldt 2 år. 

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.