En læser fortæller: Jeg holdt ham hen
Kai ved siden af
Som nyslået efterlønner flyttede jeg for nogle år siden ind i et sødt, lille hus med en stor have. Jeg lejede det af ejerne, som var indforstået med, at jeg kun skulle bo der, indtil jeg kunne rykke ind i den bolig, hvor jeg planlagde at blive boende.
Det var dejligt med haven, for jeg holder meget af at opholde mig i det fri, og især elskede jeg den hyggelige terrasse. Jeg var dog lidt bekymret for, om jeg fysisk kunne magte at passe haven. Det var nemlig bestemt i lejeaftalen, at jeg skulle foretage al nødvendig vedligeholdelse, og det indebar også at beskære træer og buske og så videre. Men jeg kastede mig ud i det og forventede at bo i huset i et par år.
Plænen skulle selvfølgelig også slås, og i skuret stod en plæneklipper, som jeg kunne bruge. Græsslåning var det første, jeg ville prøve kræfter med efter indflytningen, men jeg kunne simpelthen ikke få startet maskinen, uanset hvor meget jeg bøvlede med den.
Læs også: Kunsten at flirte - få tre gode tips her
Nabohusets have stødte op til min, og derinde blev en mand opmærksom på mine kvaler. Han kom ind i min have og præsenterede sig som Kai, og vi fandt hurtigt ud af, at vi havde det med netop at være gået på efterløn til fælles. Kai var en ualmindelig nydelig og velholdt mand, og han fortalte, at han var gift med Susanne, som var 10 år yngre end ham og stadig på arbejdsmarkedet.
Min ven i nøden
Kai blev min redningsmand den dag, for han fik på mirakuløs vis startet plæneklipperen, og jeg fik slået græsset. Siden var han ofte min ven i nøden, når der skulle slås græs, og jeg var selvfølgelig glad for hans hjælp. Han havde desværre en meget dårlig vane, for han skulle altid gnide sig op ad mig, give mig et klap i rumpen eller andet i samme boldgade. Jeg gav ham altid venligt, men bestemt, besked på at holde fingrene for sig selv.
Kai havde masser af tid til sin rådighed, og han hjalp mig også med at beskære de store træer på grunden, trimme havens buske og hakke det afskårne til flis i en maskine, som jeg lejede på tømmerhandlen.
Jeg ville ikke skylde ham noget, så jeg betalte ham altid, når han havde hjulpet mig. Kai sagde mange gange, at han helst ikke ville have penge, og i samme åndedrag blinkede han altid sigende til mig. Et par gange ymtede han også noget om, at han ikke ville sige nej til at modtage sin betaling i naturalier.
Han var faktisk både en sød og lækker mand, ren og pertentlig, men jeg vidste, at hvis jeg først lod ham komme til fadet, ville jeg bare have ham rendende konstant.
Læs også: Anne-Maries brevkasse: Min mand lyver
Jeg havde tidligere truffet den beslutning, at jeg var færdig med den del af mit liv, som indebar seksuelt samvær med et andet menneske, men det syntes jeg ikke, at jeg behøvede indvie Kai i. Desuden var manden jo gift.
Indimellem kom Kai også gående med et par øl i hånden, og så sad vi på terrassen og snakkede hyggeligt sammen om løst og fast. Hvis min bil var i stykker, hjalp han med at køre mig frem og tilbage fra mekanikeren, og det var jeg meget glad for. Han kunne dog slet ikke fatte, at jeg ikke var interesseret i andet og mere.
Sagen var den, at jeg faktisk ikke kunne undvære ham, hvis jeg skulle blive boende i det hus, så jeg blev ved med at holde ham hen og lod, som om jeg ikke forstod hans mere eller mindre diskrete antydninger. Men jeg vidste hele tiden, hvad jeg gjorde. Samvittigheden havde jeg i orden, for jeg gav ham jo altid en rimelig betaling i kontanter.
En venlig tanke
Da min ønskebolig et par år senere blev klar til mig, tog jeg en pæn afsked med ham og takkede for al hans hjælp.
– Jeg beklager virkelig, at vores forhold aldrig blev tættere, hviskede han inderligt i mit øre, mens han gav mig et lidt for tæt farvel-kram.
Det beklagede jeg til gengæld ikke, men den dag i dag sender jeg stadig indimellem Kai og hans praktiske hjælp en venlig tanke.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
