En læser fortæller: Jeg kunne ikke slippe sorgen

Vores dejlige liv sammen

Jeg mødte min mand, Hans, midt i 1970’erne på et diskotek. Han bød mig op, og så dansede vi hele natten. Vi blev hurtigt kærester, og da vi ikke kunne undvære hinanden, skiftedes vi til at bo hos hinanden på hver vores lejede værelse.

En dag sagde Hans, at han havde fået en lejlighed i en anden by, og da jeg så lidt forkert ud i ansigtet, udbrød han: – Jamen Ellen, der skal du da også bo.

Sådan blev det. Tre år senere kom først vores søn til verden, og efter endnu tre år blev vores datter født. Livet gik derudaf med børn og arbejde, og senere kom der også svigerbørn og børnebørn til. Vi havde et dejligt liv, og jeg havde aldrig forestillet mig andet, end at vi skulle være sammen resten af vores dage.

Sådan kom det ikke til at gå. For seks år siden blev Hans syg. Han fik problemer med hjertet og nyrerne, og knæene var hellere ikke længere, hvad de havde været. Oveni fik han konstateret sukkersyge, og det betød mange indlæggelser og besøg på sygehuset.

Tomheden var overvældende

Jeg gik fra at være Hans’ kone til at fungere som sygeplejerske, chauffør og hjemmehjælper. Jeg sørgede for, at han fik sin medicin, kørte ham rundt til undersøgelser og lægebesøg og stod op om natten, hvis han havde brug for mig. Alt imens bed jeg tænderne sammen og gjorde mit bedste for at få dagene til at gå så godt som muligt.

Min mand havde altid været en glad og munter sjæl, men sygdommen tærede på ham. Det gode humør forsvandt, og lunten blev kort. Han blev irriteret over børnebørnenes høje stemmer, ligesom han ikke havde energi til ret meget.

En læser fortæller: Min sorg tager tid

For et år siden sagde hjertet stop, og Hans sov stille ind på hospitalet i en alder af 74 år. Han ønskede ikke at leve mere, og hans liv var heller ikke længere værdigt. På den ene side var jeg lettet over, at han endelig fik fred, men på den anden side var tomheden og sorgen overvældende.

Efter begravelsen kunne jeg virkelig mærke, hvor hårdt det havde været. Jeg havde haft så travlt med at hjælpe min mand, at jeg helt havde glemt mig selv. Nu var der plads til, at al min sorg over at have mistet min sjæleven gennem mere end 40 år kunne komme ud.

Tiden gik, og jeg var stadig meget ulykkelig. Det var, som om jeg var røget ned i et sort hul, som jeg ikke kunne komme op af.

Jeg kom ud af mørket

Fem måneder efter begravelsen tog mine børn fat i mig. – Mor, det går ikke, at du bliver ved med at være så ked af det, sagde de og opfordrede mig til at søge professionel hjælp.

Jeg syntes først, at det var lidt underligt at opsøge en psykolog, men jeg kunne godt se, at mine børn havde en pointe.

I begyndelsen måtte psykologen hive ordene ud af mig, men efterhånden kom de af sig selv, og det gik op for mig, hvor rart det var at få talt om min sorg over at have mistet Hans, men også at få vendt de seks hårde år, hvor sygdommen havde fyldt det hele.

Det betød meget for mig, at psykologen havde tavshedspligt. Jeg vidste, at det, jeg fortalte hende, ikke kom videre, og det gjorde mig tryg.

En læser fortæller: Pludselig var vi forældreløse

Efter fem samtaler følte jeg, at jeg havde fået så meget styr på mine følelser, at jeg godt kunne klare mig selv. Jeg var kommet ud af mørket og kunne se omridset af det liv, der ventede mig.

I dag føler jeg, at jeg er kommet godt videre i livet uden Hans. Flere gange om ugen besøger jeg hans gravsted og fortæller ham stort og småt fra mit liv. Jeg har igen tid og overskud til min familie, og med fem børnebørn er der ofte bud efter mig, ligesom vi taler om at tage ud at rejse sammen.

Jeg savner stadig Hans, og der er dage, hvor jeg slet ikke kan forstå, at jeg nu sidder alene i den lejlighed, som dannede rammen om vores liv i så mange år. Men jeg er ikke bitter. I stedet føler jeg mig taknemlig over, at jeg har haft så fantastisk en mand ved min side gennem livet.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.