En læser fortæller: Jeg orker intet mere
Mit ben gør ondt
11. april 2017
Da vi gik i seng i går aftes, var alt normalt, men i morges kunne jeg ikke støtte på mit højre ben, og min læg og hele underbenet gjorde ondt. Jeg blev selvfølgelig rigtig forskrækket.
Jonathan på 15 sov stadig, men Karsten var allerede stået op, så jeg humpede ned i stuen. Han spurgte, hvad der var galt med mig og jokede lidt med, om det var ved at være tid til at anskaffe en rollator. Sådan er det, når man har været gift i 21 år, og selvfølgelig er der kommet nogle forandringer hos os begge i den tid, men trods alt er jeg kun 45.
Jeg ringede til lægen og fik en tid over middag, og han tjekkede, om det var en blodprop. Det var det heldigvis ikke. I stedet fik jeg en henvisning til fysioterapeut, men der er tre ugers ventetid.
29. april 2017
Problemet med mit ben påvirker mig meget. Dels har jeg konstante smerter, som jeg prøver at dæmpe med smertestillende håndkøbsmidler, dels er der alle tankerne. For hvad er det galt?
Jeg er vant til at dyrke cirkeltræning og løbe, men løbetræning er helt udelukket, som situationen er nu. Cirkeltræning går heller ikke, så jeg forsøger at træne med de maskiner, som ikke belaster mit ben.
4. maj 2017
I onsdags var jeg endelig til fysioterapi, og behandlingen hjalp lidt på smerterne. Psykisk kan jeg dog mærke, at jeg bliver mere og mere træt og opgivende. Det resulterer i, at jeg går og småtuder om aftenen, for det mindste gøremål virker nærmest uoverskueligt. Jeg prøver at involvere Jonathan så lidt som muligt, for han skal ikke gå og være urolig for sin mor.
30. maj 2017
Jeg var nødt til at lægge mig på sofaen og tage en lur, da jeg kom fra arbejde i dag, ellers er der simpelthen ikke noget tilbage af mig. Stakkels mine kolleger, de må lægge ører til alle mine klager, men de tager det pænt. Jeg vil altså ikke give op over for det her, og jeg plejer at kæmpe derudad uanset hvad.
Hvis ikke fysioterapien snart giver mærkbar bedring, må jeg prøve noget andet.
21. juni 2017
I forgårs var jeg hos lægen igen, for smerterne i mit ben er absolut ikke blevet bedre. Han synes, jeg skulle have taget et røntgenbillede for at afklare, om der er et brud, eller om der er tale om gigt.
Røntgenbilledet viser intet, og nu har jeg så fået en ny tid hos en ung læge med et specielt godt kendskab til fødder og fodled. Det er i begyndelsen af juli, og jeg håber og beder til, at jeg får svar inden sommerferien. Den skal vi tre holde herhjemme, og jeg har set frem til at slappe af og hygge med min mand og søn.
7. juli 2017
Nu har jeg været hos den unge specialist, og han mener med baggrund i mine smerter i leddene og hævelserne, at jeg måske har leddegigt. Han tog en masse blodprøver, og dem kommer der svar på om en god uges tid.
Så snart jeg kom hjem, gav jeg mig naturligvis til at google leddegigt, og det hele passer lige på mine symptomer. Det er virkelig ikke den bedste diagnose at få, og det har sat mange tanker i gang. Kan jeg holde til at blive ved med at arbejde på fuld tid fremover, eller bliver jeg nødt til at gå ned i tid? Og hvordan vil det påvirke vores økonomi? Vil vi kunne blive boende her i vores drømmehus?
Karsten arbejder meget, og rengøring har altid været mit område, hvilket normalt har passet mig udmærket. De sidste gange, jeg har gjort rent herhjemme, har jeg dog været helt ødelagt resten af dagen. Jeg har haft det, som om jeg havde løbet et maraton og fået tæsk bagefter.
Hvis diagnosen ender med at være leddegigt, bliver vi nødt til at få rengøringshjælp, og det står der ikke lige i vores budget. Vi må simpelthen finde en løsning.
12. juli 2017
Da Jonathan kom hjem fra tennis i dag, satte jeg mig ned sammen med ham og fortalte lige ud, hvor dårligt jeg egentlig har det, og at jeg er nødt til at have hjælp. Jeg tilbød at ansætte ham som rengøringshjælp til 100 kroner i timen, og han svarede, at det var helt fint med ham, og at han gerne ville hjælpe.
Nu er han ved at give begge badeværelser den helt store tur, og det er dejligt. Selv ligger jeg på sofaen og tænker på de skønne løbeture, som altid har givet mig nye kræfter og ny energi. Er det virkelig helt slut med dem? Og hvor meget andet skal der laves om, før jeg kan klare min hverdag igen?
En ny cykel og en forbløffende besked
18. juli 2017
I dag var der et overraskende, lille lyspunkt, for jeg har vundet et par tusind kroner i et lotteri, jeg næsten havde glemt alt om. Jeg vil bruge pengene til at købe mig en ny cykel af den gammeldags slags, hvor man sidder oprejst.
Mit håb er, at jeg så vil kunne cykle de otte kilometer frem og tilbage til jobbet hver dag i stedet for at tage bussen. På den måde vil jeg igen kunne komme lidt ud i naturen, og jeg ville virkelig elske at kunne bevæge mig og få motion igen.
22. juli 2017
Nu er der kommet svar på mine blodprøver, hvilket jeg opdagede ved at logge mig på lægens hjemmeside. Svaret er negativt, så jeg har ikke leddegigt. Det er en utrolig befrielse at få den besked, og lige da føltes det som at kunne gå på vandet.
Der var også nogle andre testresultater, og det viser sig, at jeg mangler D-vitamin. Først tænkte jeg, at det nok ikke betød noget, men så googlede jeg det, og tænk bare: Mangel på D-vitamin kan give præcis de samme symptomer som leddegigt. Jeg var lige ved at falde ned fra kontorstolen af forbløffelse.
I morgen mandag begynder jeg på arbejde igen efter ferien, og jeg glæder mig til at fortælle mine kolleger, at det hele nok bare handler om vitaminmangel og ikke noget værre.
Det er bare længe siden, at jeg har haft den der følelse af, at alting bliver godt igen, men det har jeg nu. Jeg føler mig næsten lykkelig, og jeg er også så glad for min nye cykel, for mit ben kan godt holde til en god, lang cykeltur på den.
På torsdag har jeg en ny tid hos lægen, så skal vi se på de testresultater sammen og tale om, hvad der fremadrettet skal gøres.
10 uger derhjemme
23. juli 2017
Det har været en rigtig underlig dag i dag. Selv om jeg i morges følte mig glad og mere optimistisk og energisk end i ugevis, ville jeg ikke spænde buen for højt ved at starte med at cykle på arbejde. Derfor aftalte jeg med Karsten, at jeg tog vores nye bil, og så fik han et lift med en kollega.
På jobbet gik jeg først glad rundt og fortalte, at jeg ikke fejlede noget mere alvorligt end D-vitaminmangel, og kollegerne glædede sig på mine vegne. Efter frokost fik jeg det pludselig meget dårligt. Jeg blev frygteligt svimmel og fik kvalme, og det føltes, som om jeg gik på vat. Det gjorde mig så bange, at jeg begyndte at græde.
Min nærmeste kollega kiggede bekymret på mig og sagde, at hun ville ringe efter en taxa til mig, og jeg var da heller ikke på nogen måde i stand til at køre bilen hjem selv. I stedet ringede jeg til Karsten og spurgte, om han kunne hente mig. Hans første tanke var selvfølgelig, at jeg måske havde smadret vores nye bil. Typisk.
Han lånte en bil og hentede mig, og vi kørte direkte til lægen, hvor jeg kom til med det samme. Lægen mener, at min krop reagerer så voldsomt, fordi jeg har gået med smerter og bekymringer i alt for lang tid, og han sygemeldte mig og beordrede mig hjem med det samme. Jeg fik besked på at lave absolut ingenting i de næste 10 uger. Så fik jeg for resten også et ordentligt skud D-vitamin, og det skal jeg have igen.
14. oktober 2017
Jeg har fået det meget bedre, og på mandag begynder jeg på jobbet igen. Mens jeg har ligget herhjemme, har jeg haft masser af tid til at google alt det med D-vitaminmangel, og mange danskere er åbenbart i underskud af det. Derfor siger jeg til alle, der gider lytte, at hvis de går med uforklarlige smerter eller pludselig opfatter livet som uoverskueligt, så skal de gå til lægen og få tjekket, om de mangler D-vitamin.
Mit dyrebare liv
11. april 2018
I dag er der gået præcis et år siden den morgen, hvor jeg vågnede op med smerter i mit højre ben og ikke kunne støtte på det. Jeg tager fortsat D-vitamintilskud, nu blot som tabletter, og lægen holder øje med mig, selv om alt er som før. Eller næsten som før.
Jeg nyder at cykle frem og tilbage til jobbet i næsten al slags vejr, og jeg har også så småt genoptaget løbeturene og min træning. Hele forløbet har dog alligevel ændret på noget. Jonathan er stadig rengøringshjælp herhjemme, men selv er jeg holdt op med at blæse derudaf med 100 kilometer i timen og opfatte mig selv som usårlig. Det dyrebare liv kan så hurtigt ændre sig, og derfor gælder det om at leve i nuet og nyde alt det gode, vi har.
