En læser fortæller: Jeg savner en far i mit liv

En opløst familie

Jeg kom til verden i 1999 som mine forældres første barn og voksede op i en ganske almindelig familie. To år senere fik jeg en lillebror.

Mine forældre var ikke gift og bestemt ikke klar til at få børn, i hvert fald ikke min far. Jeg kan huske mange skænderier, dengang jeg var lille. Mine forældre råbte og diskuterede alt – økonomi og børneopdragelse, pligter og ansvar. Måske forstod jeg ikke ordene, men jeg forstod i hvert fald, at de hadede hinanden.

Da jeg var 5 år, blev mine forældre skilt, hvilket ramte mig meget hårdt. Ud over en opløst familie mistede jeg næsten al kontakt til min far. Inden skilsmissen havde jeg haft et nært forhold til ham – eller det bildte jeg mig ind – men den følelse kom aldrig rigtig tilbage.

Det var begge mine forældres beslutning at opløse ægteskabet. Kort efter skilsmissen fandt min far sammen med en anden kvinde.

Det tog hårdt på min mor, at min far allerede var kommet videre, men hun fik det bedre uden min far, og efterhånden blev hun glad igen. Til gengæld savnede min lillebror og jeg samværet med ham.

Jeg forstod ikke, hvorfor det skulle gå ud over os, at han og min mor ikke kunne komme overens. Vi var kede af, at vi ikke så ham. Jeg savnede ham, men hans nye liv betød åbenbart så meget, at min lillebror og jeg blev glemt.

Jul i sorg og savn

Da juleaften nærmede sig det år, glædede jeg mig meget ligesom alle andre børn. Vores familie plejede at fejre jul som de fleste andre – spise julemiddag, danse om juletræet, åbne gaver og beundre dem.

Men den første jul efter skilsmissen gik det galt. Mine forældre kunne ikke blive enige om, hvordan min lillebror og jeg skulle fejre juleaften. Det var umuligt for far og mor at holde jul sammen som venner, og det endte med, at vi holdt jul med min mors familie, mens min far holdt jul med sin kæreste.

Den aften og resten af juledagene hørte jeg ikke noget fra min far. Min juleferie var præget af sorg og savn, og jeg var dybt ulykkelig.

Læs også: Jeg overvandt mig selv efter skilsmisse

Gennem det meste af mit nu 20 år lange liv har jeg altid følt mig glemt af min far. Jeg føler mig også anderledes i forhold til mine venner, fordi han aldrig har været der for mig.

Mine venner har begge deres forældre, men det privilegium har jeg ikke, fordi min far havde travlt med at prioritere sin nye kæreste frem for os. Vi var ikke længere en del af hans nye liv, og det resulterede i, at vi stort set aldrig så ham.

Min lillebrors og mit samvær med vores far var præget af uregelmæssighed og tilfældigheder, som skabte ligegyldighed i os, og til sidst følte jeg mig fremmed over for ham.

Der kom et tidspunkt, hvor jeg blev træt af at prøve på at få hans opmærksomhed og minde ham om, at vi også havde brug for ham. Han virkede ligeglad med mig og mit liv, og han tog ikke del i, hvilket menneske jeg skulle blive til.

Pakket ind i kærlighed

Heldigvis har min mor og mine bedsteforældre pakket mig ind i kærlighed og anerkendende ord. Jeg er meget tæt knyttet til dem og ved ikke, hvad jeg ville gøre uden dem. De fungerede som en far for mig, hvilket har været en stor hjælp for os alle, nu hvor min far ikke syntes vi skulle vægtes. Min mor og mine bedsteforældre har udfyldt tomrummet efter min far. De var mine første forbilleder, og hvad de har sagt og gjort, har haft enorm betydning for den, jeg er endt med at blive. Var det ikke for dem, ville min lillebror og jeg stadig have det meget svært.

Selv om jeg er vant til at undvære min far, er der tidspunkter, hvor jeg savner at føle, at jeg har to forældre. Jeg elsker min familie, men ville ønske, at min far brugte mere tid på mig.

Når man er far, skal man stille krav, opfylde forventninger og være træls en gang imellem. Det er trist, at jeg ikke oplever det med min far.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.