En læser fortæller: Jeg skubber de gode væk

Jeg oplevede svigt på svigt

Jeg er en ung kvinde på 24 år, som kan se tilbage på en turbulent opvækst. Mine forældre blev skilt, da jeg var fire år, og jeg skulle på skift bo hos mor og far.

Mor var blandingsmisbruger, og far magtede desværre ikke forældrerollen. Det var svigt på svigt, og de kommunale myndigheder forsøgte at afhjælpe problemerne ved at sende mig i aflastning hos en plejefamilie hver anden weekend. Det hjalp dog ikke ret meget på noget som helst.

Allerede i en alder af 13 år flyttede jeg ind på et opholdssted, og jeg kom aldrig mere til at bo hjemme. Selv om jeg bevarede kontakten til begge mine forældre, var det nu pædagogerne, der var mine primære omsorgspersoner. Nogle af dem var fine nok, andre var fuldstændig ligeglade, og mit forhold til dem var selvfølgelig også altid præget af, at de var på job.

Læs også: Derfor svigtede jeg min datter

Indimellem var der udskiftning i personalestaben, og så var de bare væk for alvor. Det lærte mig, at jeg ikke skulle knytte mig for meget til nogen, for så risikerede jeg bare at blive grusomt skuffet, hvilket jeg allerede var blevet rigtig mange gange i mit unge liv.

Det samme gjorde sig gældende i forhold til venner. Hvis jeg følte, at nogen af dem kom for tæt på mig, skyndte jeg mig at brænde alle broer og droppe venskabet, selv om jeg egentlig havde et savn bagefter. Uden selv at være bevidst om det følte jeg, at det var nemmere for mig, hvis jeg selv styrede tabet, end hvis jeg troede, at alt var godt, hvorefter jeg ud af det blå blev valgt fra.

Det gentog sig, da jeg begyndte at få kærester. Selv om jeg var forelsket, var det bedre at gøre det forbi med dem, inden de blev trætte af mig og slog op.

En rigtig god tid

Min fars familie havde jeg ikke kendt ret meget til, men i 2017 kom jeg via Facebook i forbindelse med Judith, som var min fars kusine. Hun var 17 år ældre end mig, gift med Lars og barnløs, og vi begyndte at skrive meget sammen. Jeg følte, at hun virkelig interesserede sig for mig og var oprigtig i alt, hvad hun skrev og sagde, og jeg var glad for endelig at føle mig som et medlem af en familie.

– Du har brug for en frisk start, Emma, sagde hun på et tidspunkt til mig. – Hvorfor flytter du ikke ned til Lars og mig?

Jeg tænkte lidt over det og blev lun på forslaget, og jeg flyttede derfor et par hundrede kilometer sydpå til Judiths by, hvor de havde fundet en lejlighed til mig tæt på deres hjem.

Læs også: Louise voksede op med en mor der var alkoholiker

Nu begyndte en rigtig god tid for mig, for jeg kom meget tæt på Judith og begyndte mere eller mindre at opfatte hende som en slags ekstramor. Efter to år kunne jeg mærke, at Lars begyndte at træde på bremsen. Efter hans mening gik Judith vist lidt for meget op i rollen som frivillig voksenstøtte for mig, og jeg syntes også, at hendes holdning til mig ændrede sig.

Det medførte, at jeg blev såret og reagerede på den sædvanlige måde. Hvis de var ved at skubbe mig lidt væk, måtte jeg hellere skubbe dem endnu mere væk, så jeg flyttede tilbage til min gamle by og kappede brutalt forbindelsen til dem.

Dyre lærepenge

Denne gang mærkede jeg både smerte og savn, og jeg blev nødt til at grave dybt i mig selv for at forstå, hvorfor det var gået galt. Min relation til Judith og Lars havde jo grundlæggende været sund og god, og jeg havde overreageret, hvilket jeg fortrød nu. Men sket var sket, sagt var sagt, og det blev dyre, personlige lærepenge for mig.

I dag har jeg næsten ingen kontakt til dem. Dog har jeg fået en ny indsigt i mig selv, og det er også gået op for mig, at jeg har én vellykket og god forbindelse til et andet menneske, som jeg har haft i årevis, og som har modstået alle storme. Det er min veninde, og jeg værdsætter nu vores venskab mere og håber, at jeg fremover vil være i stand til at omgås andre mennesker på en bedre og mere afslappet måde.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.