En læser fortæller: Jeg solgte en gave på nettet
Jeg var ikke vild med gaven
Da vores søn, Sebastian, skulle døbes, inviterede min mand, Mark, og jeg vores familie og venner til frokost i haven. Vi var lige flyttet fra en lille lejlighed og ind i et hyggeligt rækkehus, og vi glædede os til at vise det frem.
Gavebordet var proppet med gaver til vores søn, og jeg nåede først at kigge det hele igennem dagen efter. Jeg var stadig på barsel, og mens Sebastian sov til middag, gennemgik jeg høsten.
Der var mange fine ting, men enkelte gaver var der to af. Blandt andet fik vi sengesæt af både min veninde, Helle, og Marks moster, Gitte. Det fra Helle var virkelig sødt, men det fra Gitte var jeg ikke særlig vild med.
En læser fortæller: Migræne har ændet mit liv
Der var ikke byttemærke på, og jeg havde ikke fået nogen kvittering, så jeg besluttede mig for at sætte det til salg i en gruppe på nettet. Jeg syntes, det var fjollet at beholde det, når jeg nu ikke ville bruge det. Det måtte hellere komme en anden til gavn end at samle støv i vores skab.
Jeg havde flere gange før solgt ting på nettet, og den gruppe, jeg valgte, havde over 20.000 medlemmer. Det var nok godt for salget, tænkte jeg.
Min telefon ringede, allerede en halv time efter at jeg havde lagt annoncen ud. Jeg tænkte, at det nok var en mulig køber, men kvinden i den anden ende af røret var stiktosset. Det tog lige et par sekunder, før jeg forstod, at det var Marks mor, for hun havde aldrig talt sådan til mig før.
En sur svigermor i telefonen
Det viste sig, at et af de 20.000 medlemmer i gruppen var Gitte, og hun havde set min annonce, hvor jeg solgte den gave, hun havde givet mig dagen før. Derefter havde hun ringet til sin søster, Marks mor, og brokket sig over mig.
– Hun har selv syet det sengesæt, sagde Marks mor fortørnet i telefonen.
Selvfølgelig blev jeg flov, for det var jo ikke meningen, at Gitte skulle vide, at jeg ikke ville have hendes gave. Det måtte være sårende, især fordi hun havde brugt tid på den.
Marks mor mente, at jeg var utaknemlig og skyldte Gitte en undskyldning, og det var jeg uenig i.
En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster
Det gav anledning til en hel del fnidder de kommende dage, og jeg beklagede mig til Mark, som ikke rigtig vidste, hvilket ben han skulle stå på. I det hele taget blev der gjort så stort et nummer ud af det, at jeg et kort øjeblik alligevel overvejede at sige undskyld. Jeg bryder mig ikke om uvenskab.
Problemet var bare, at jeg ikke syntes, de havde behandlet mig retfærdigt. Det var virkelig pinligt, hvad jeg havde gjort, og jeg krummede tæer, hver gang jeg genfortalte det til mine veninder. Men det var ikke udtryk for utaknemlighed. Vi havde fået en gave, jeg ikke brød mig om, og jeg syntes ikke, de havde ret til at bestemme, om vi skulle bruge den eller ej.
Nu skulle luften renses
En måned senere var vi til Marks kusines fødselsdag. Marks mor virkede til at være kommet videre, men Gitte ignorerede mig hele aftenen, indtil jeg til sidst fik hende på tomandshånd. Vi var simpelthen nødt til at få renset luften.
Jeg fortalte hende, at jeg var ked af at have såret hende, men at jeg følte mig i min gode ret til at bruge hendes gave eller lade være. Hun blev ved med at stå med korslagte arme og kigge irriteret på mig, mens hun vrissede, at hun var færdig med at give mig og Sebastian gaver. Det måtte jeg finde mig i, og da vi gik ind til de andre igen, var stemningen imellem os stadig dårlig.
Jeg brugte ikke mere tid på det efterfølgende. Hvis hun ville være sur, måtte hun være sur. Nu havde jeg i hvert fald forklaret mig.
Mit forhold til Gitte var anstrengt længe efter, men nu er der gået to år, og det virker til endelig at være glemt. Jeg har lige holdt fødselsdag og fået en fin sweater af hende. Der var byttemærke på, men jeg tror nu, at jeg beholder den.
