En læser fortæller: Jeg valgte børn fra
Det rykkede ikke i mig
Jeg er 47 år og har aldrig ønsket mig børn. Nu er den tid forbi, hvor jeg kan blive gravid, og det har jeg det til mine omgivelsers undren helt fint med. Da jeg var teenager, og mine veninder sukkede over nuttede unger, kunne jeg aldrig rigtig se, hvad det var, de var så betagede af.
Jeg uddannede mig og brugte en masse krudt på at arbejde i min fritid, så jeg kunne få opfyldt mine rejsedrømme, og dem havde jeg mange af.
Når mine jævnaldrende venner og bekendte begyndte at tale om at få børn og stifte familie, var der aldrig noget, der rykkede i mig. Jeg havde kærester, men det var dem, jeg var interesseret i, ikke det eventuelle afkom, de kunne give mig.
Min daværende kæreste Jesper og jeg lå engang ved en pool på et lækkert hotel i Mexico og så på en far og en mor, der havde tvillinger, og som brugte det meste af dagen på at gå foroverbøjet og holde hvert sit barn i hånden, mens de usikkert stolprede af sted.
– Hold nu op, hvor er de unger kære, sagde Jesper til mig.
Læs også: Anne-Maries brevkasse. Trist og barnløs
Mine eneste tanker havde været, at forældrene måtte få ondt i ryggen, og at jeg var glad for, det ikke var mig. Kort sagt trak det aldrig i mig med hensyn til at blive mor, heller ikke selv om jeg godt kunne mærke, at min familie, venner og kolleger undrede sig over det.
Da jeg var fyldt 30, var der endda nogle, der spurgte, om jeg havde fertilitetsproblemer. Jeg var på det tidspunkt i et godt forhold, men jeg havde ikke lyst eller trang til at få børn. Tværtimod var jeg ved at komme overens med mig selv om, at jeg ganske enkelt ikke ønskede at afsætte så meget af mig selv og min tid til et endnu ikke skabt barn.
Jeg var og blev en tante
Da jeg begyndte at melde ud, at jeg ikke ville have børn, blev jeg mødt med undren og forargelse, og mange sagde til mig, at jeg ikke anede, hvad jeg ville gå glip af.
Det stødte mig lidt, for der er aldrig nogen, som betvivler folks motiver til at få børn, men at sætte spørgsmålstegn ved det modsatte er åbenbart helt okay.
Jeg talte indimellem med andre frivilligt barnløse, og de lod altid til at lægge stærk vægt på, at selv om de ikke havde børn, havde de et varmt forhold til andres børn som deres venners børn, niecer og nevøer, og de havde som regel også et antal sponsorbørn rundt om i verden.
Jeg forstod ikke, hvorfor de forsvarede sig selv på den måde, og jeg holdt mund om det forhold, jeg havde til mine søskendes børn. Det var fint og godt, og jeg har efter tur taget dem alle med på en konfirmationsrejse, men jeg var og blev en tante og ikke andet. Og selvfølgelig har jeg altid givet penge til børn i Afrika.
Jeg vil ikke sige, at det har gjort mig lykkelig aldrig at blive mor, men det har i hvert fald heller ikke gjort mig ulykkelig.
Vi kunne støtte hinanden
For nogle år siden skete der noget, som gjorde mig rigtig glad for min beslutning. Min samlever, som heller ikke ønskede børn, fik desværre en uhelbredelig kræftsygdom og måtte igennem et hårdt og anstrengende sygdomsforløb.
Under et af mine mange sygehusbesøg faldt jeg i snak med Erik, hvis kone også var alvorligt syg. Det var tungt for ham, især fordi hans datter på 19 år havde en spiseforstyrrelse. Jeg kunne fornemme, at han elskede datteren inderligt.
Hen ad vejen blev Erik og jeg glade for hinanden, og vi kunne støtte hinanden, da først hans kone og derefter min samlever døde. I dag er vi gift på femte år, og vi er meget lykkelige sammen.
Min kærlighed til Erik gør mig glad for, at jeg ikke selv har børn. Havde jeg haft det, ved jeg ikke, om jeg ville være gået ind i et forhold med en steddatter med så massive problemer. De fyldte meget og gør det stadig, men netop fordi jeg er barnløs, føler jeg mig fri til at engagere mig, så meget jeg har lyst til.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
