En læser fortæller: Jeg var hende den skrappe

Tyrannisk far og underkuet mor

Jeg kom til verden i 1961 og voksede op i en familie med en dominerende hustyran af en far og en underkuet mor, som kun lige netop formåede at hænge i med det yderste af neglene og klare sig igennem hverdagen.

Far slog hverken mig eller min lillesøster, men jeg oplevede talrige gange, at han gav mor hårde skub eller ruskede i hende. Stemningen derhjemme medførte, at jeg blev et nervøst og usikkert barn, som dukkede sig i skolen og i klassens pigegruppe, og hvis der var nogen, der sagde bøh til mig, var jeg straks på grådens rand.

Far var truckfører, og mor gjorde rent på en tankstation om aftenen. Så var vi alene med far i lejligheden, og hyggeligt var det absolut ikke.

Læs også: Find dine clairvoyante evner - sådan gør du!

Dengang var øl på arbejdspladsen intet særsyn, og hvis far havde fået nogle stykker, faldt han i søvn foran fjernsynet. Det var min opgave at lægge min lillesøster i seng, og når jeg bagefter sad inde på mit værelse, svor jeg på, at alting skulle være helt anderledes, når jeg blev voksen.

I min fremtidige familie skulle vi have det hyggeligt, alle skulle respektere hinanden og have ret til at sige, hvad de ville, og vores hjem skulle være verdens tryggeste sted.

Nu ville jeg sige min mening

Efter folkeskolen søgte jeg ind i plejesektoren, og samtidig arbejdede jeg målrettet med mig selv. Jeg kæmpede hårdt for at føle mig stærk og berettiget til at turde udtrykke min mening og give andre berettiget kritik.

Efter et kæresteforhold til en mand, som viste sig at ligne min far lidt for meget, mødte jeg Esben. Han kom fra en varm og velfungerende familie, som jeg var meget taknemlig for at blive optaget i.

Vi blev gift og fik to sønner, og selv om Esben og jeg selvfølgelig kunne have konflikter, var vores skænderier sjældne, og der fandtes ingen former for vold hjemme hos os.

Som årene gik, var jeg stolt over, at jeg formåede at fortsætte min personlige vækst. Da drengene var næsten voksne, uddannede jeg mig til socialog sundhedsassistent og fik job på det plejehjem, hvor jeg stadig arbejder.

Jeg påtog mig forskellige ansvarsområder, og jeg var nærmest stolt, da jeg for første gang blev beskyldt for at være skrap.

I privatlivet anede jeg også, at de to svigerdøtre, der efterhånden kom til, opfattede mig som den hårde og Esben som den bløde. Jeg tænkte dog, at både svigerdøtrene og vores sønner godt vidste, at jeg ikke mente så meget med det.

Jeg var kantet og uvenlig

For et år siden fik vi en ny mellemleder på plejehjemmet. Hun var 33, hed Katrine og havde suppleret sin professionsbachelor med nogle ledelseskurser.

I den forbindelse gjorde jeg, som jeg plejede: Sagde min mening ligeud og pakkede intet ind, og jeg syntes selv, at samarbejdet gik godt.

Efter nogle måneder viste det sig, at det var jeg alene om at synes. En grå mandag fandt jeg nemlig Katrine smågrædende ude på personaletoilettet. Jeg blev selvfølgelig bekymret og spurgte, om der var noget galt derhjemme, eller om hun var syg.

Hun rystede på hovedet og pudsede næse, inden hun sagde: – Det er dig. Du er altid så barsk i dine udmeldinger, og jeg tror ikke, jeg kan klare al den modstand i længden.

Læs også: Jeg var sur i otte år

Jeg blev stum, for det havde jeg ikke set komme. I første omgang beklagede jeg og sagde, at jeg i kraft af min personlige bagage måske kunne komme til at virke kantet og uvenlig, men at det ikkevar rettet mod hende, og at jeg glædede mig til at fortsætte samarbejdet.

Derefter kiggede jeg dybt ind i mig selv og erkendte, at jeg måske var kommet til at gå så langt i min personlige udvikling, at jeg var havnet i den modsatte grøft. Og måske gjaldt det også i privatlivet?

Episoden med Katrine førte til, at jeg bevidst blødte op, både derhjemme og på arbejdet, og det udmøntede sig i et varmere forhold til mine svigerdøtre.

Iført mine nye briller indså jeg, at de ikke uden grund havde frygtet for min skarpe tunge.

I dag er jeg opmærksom på at tænke to gange, før jeg udtrykker min ærlige mening, som jeg derefter tit beslutter bare at holde for mig selv.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.