En læser fortæller: Jeg var ikke den eneste single

En fast del af mit liv

For to år siden meldte min mand, Bjørn, mig, at han ville skilles. Vi havde været sammen i 15 år, og jeg havde slet ikke set det komme. Han mente, at vi var vokset fra hinanden og var mere venner end elskende. Jeg var ikke helt enig, men skilt blev vi, og vores 6-årige datter, Bjørg, blev delebarn.

Jeg var 20 år, dengang jeg mødte Bjørn. Han var blevet en lige så fast del af mit liv som min højre arm, og jeg tænkte, at smerten ved at miste ham var på højde med at få revet sin arm af. Sådan føltes det i hvert fald.

Når Bjørg var hos sin far, lå jeg på sofaen og græd, og det kunne jeg sådan set fint være fortsat med, hvis ikke livet havde prikket mig på skulderen. Verden fortsatte nemlig ufortrødent med at vælte beskeder på Forældreintra, fødselsdagsinvitationer og skolearrangementer ind over mig.

Det blev en god aften

To måneder efter vores brud blev jeg inviteret til fællesspisning for forældrene i Bjørgs klasse. Jeg kunne ikke overskue at stå der alene i 0. A’s klasseværelse og flagre med en gang pastasalat, så jeg meldte afbud.

Jeg kunne dog ikke blive ved med at gemme mig derhjemme, for der hang også en invitation til min kusines 40-års fødselsdag på køleskabet. Egentlig havde jeg mest lyst til at opfinde en maveinfektion til lejligheden, men min kusine havde talt om festen i flere år og glædet sig, så jeg ville ikke skuffe hende.

Jeg er ikke særlig selskabelig af natur og havde altid kunnet lænet mig op ad min udadvendte mand, der kunne tale med alle. Men nu var jeg kun mig selv. Jeg var sikker på, at jeg var den eneste, der ville troppe alene op, og så kunne jeg ellers sidde og kukkelure i et hjørne, mens de lykkelige par morede sig på dansegulvet.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var den sjoveste fest i mit liv, men det blev faktisk en bedre aften, end jeg havde forventet.

Læs også: 14 ting jeg ikke vidste om at blive skilt

Min kusine havde placeret mig over for en anden fraskilt kvinde, og jeg endte med at tale en del med hende. Hun virkede faktisk ikke, som om det generede hende at komme alene.

– Man vænner sig til det, sagde hun. – Og så kan jeg også selv bestemme, hvornår jeg vil gå. Min eksmand var aldrig til at drive hjem.

De første par gange jeg troppede op til et arrangement alene, syntes jeg, at det var hæsligt, men efterhånden opdagede jeg, at der ikke var nogen, der lagde mærke til, at jeg ikke havde en mand med. Folk opførte sig heller ikke anderledes over for mig.

Efterhånden gik det op for mig, at jeg aldrig var den eneste single i et selskab. Der var altid et par stykker, og det undrede mig, at jeg ikke havde lagt mærke til det før.

Selv i Bjørgs klasse var der flere forældrepar, der var skilt, og da jeg endelig vovede mig med til en forældrefest, endt jeg faktisk på den lokale bar med et par andre enlige mødre bagefter.

Jeg har fundet mine ben

Jeg vænnede mig også til at holde hovedet højt, når jeg sagde, at jeg var fraskilt.

– Halvdelen af alle ægtepar bliver skilt, så hvorfor skjule det? som en af singlemødrene fra Bjørgs klasse formulerede det.

Læs også: Mit singleliv er ikke underholdning

Faktisk var det rart at tale med andre, der havde været det samme igennem som mig. Det var, som om jeg var kommet med i en ny klub, hvor vi hurtigt delte meget personlige oplevelser og følelser. Jeg kom tit hjem fra fester beriget af personlige samtaler, som jeg tidligere aldrig ville have haft med fremmede mennesker.

I dag har jeg fundet mine ben efter skilsmissen, og jeg kan godt se, at vores ægteskab var kørt fast. Jeg savner stadig at være en familie, men jeg synes, at jeg har fået et godt liv med Bjørg.

Ikke mindst har jeg fået nye, fantastiske mennesker ind i mit liv, for jeg har fået opbygget nogle gode venskaber med andre singler, jeg har mødt gennem de sidste par år. Som fraskilt har man nemlig, i hvert fald hver anden uge, tid og overskud til at være impulsiv og social, og det nyder jeg.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.