En læser fortæller: Jeg var syg uden at vide det

Måske var det alderen

I årevis sov jeg mange timer hver nat og faldt omgående i søvn, når jeg lagde hovedet på puden. Alligevel følte jeg mig aldrig udhvilet om morgenen. Både min mand gennem mange år og jeg havde det med at snorke højlydt, og det morede vi os begge lidt over, men tillagde det ikke nogen særlig betydning i forhold til søvnkvaliteten. Dog lagde jeg mærke til, at han ofte havde pauser i sin vejrtrækning i løbet af natten. 

Jeg foreslog ham at gå til læge og fortælle om det, for jeg havde hørt, at det kunne være risikabelt for helbredet at sove på den måde. Jeg havde også hørt om flere, der var begyndt at sove med et slags apparat, der hjalp dem til at trække vejret under søvnen. Vi troede dog begge, at det var et iltapparat, og tanken om at sove med sådan et monstrum afskrækkede os begge. Derfor slog vi det bare hen. 

En læser fortæller: Jeg var fanget i en gældsfælde

Desværre døde min mand fra mig i 2009, da jeg var 55, og siden sov jeg alene. Efterhånden undrede jeg mig mere og mere over, at jeg svedte så meget om natten, og at sengetøjet var helt krøllet og rodet om morgenen. Måske var det, fordi jeg var blevet ældre. 

Min tunge søvn til trods var jeg altid træt, men adskillige besøg hos lægen gav ikke svar på, hvordan det kunne hænge sammen. For et års tid siden gav jeg op og besluttede at vænne mig til, at jeg nu var blevet gammel. 

Jeg tog min kærestes råd

Så mødte jeg en sød mand, som jeg blev meget glad for, og han overnattede indimellem hos mig. I den forbindelse hørte jeg første gang ordet ”søvnapnø”, for det led han nemlig af. Han sov derfor med en slags maske, der dækkede mund og næse, og som via en slange var forbundet med et lille, lydløst apparat på størrelse med en transistorradio.

– Indimellem trækker du slet ikke vejret om natten, og du spjætter og vender og drejer dig konstant, sagde han til mig om morgenen. – Jeg synes, du omgående skal gå til lægen og bede om en henvisning til en søvnklinik.

Jeg tog imod hans råd, men måtte vente nogle uger på at få en tid på søvnklinikken. Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle testes. Jeg fik noget måleudstyr med hjem, som jeg skulle sove med.  

Næste dag kørte jeg tilbage til søvnklinikken, og her blev apparatet aflæst. Jeg havde det lidt dårligt med at være årsag til al denne ulejlighed, for det kunne vel næppe være vejrtrækningen, der var årsag til min evindelige træthed. 

Lettet og trist på samme tid

Da jeg lidt senere sad på lægens kontor, sagde hun med mild stemme: – Det var godt, du kom, for du lider af søvnapnø i svær grad. Du holder pause i din vejrtrækning 60 gange i timen, og nogle af pauserne varer 60 sekunder!

Det rystede mig virkelig. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke få et ord frem, men hulkede bare noget uforståeligt. 

En sygeplejerske, som var til stede, tog min hånd og strøg mig nænsomt over håret. Jeg følte mig lettet og trist på samme tid – lettet over at have fået en forklaring på min træthed, men trist ved tanken om, at jeg har en sygdom, som jeg skal leve med resten af livet.

En læser fortæller: Han kunne have været perfekt for mig

Sygeplejersken tog mig derefter med ind på sit kontor, hvor jeg med det samme fik udleveret et apparat, der kaldes for CPAP. Hun instruerede mig også i at bruge det. Det havde intet med et iltapparat at gøre, men viste sig at være en maskine, der puster luft ind i mig, når jeg ikke trækker vejret.

I den første tid skulle jeg vænne mig til at sove med apparatet og til at have denne maske hen over næsen og munden om natten, men efter kort tid kunne jeg mærke forskel. Jeg blev mere frisk, fik energien tilbage og tabte også nogle kilo. 

Mit bekendtskab med den søde mand varede kun kort tid, men jeg er ham stadig taknemlig. I dag tror jeg, at han reddede mit liv, for det er svært at opdage det med søvnapnø, når man sover alene.