En læser fortæller: Julen begyndte i november

Gran på kirkegården

I mine drengeår i 1930’erne og 1940’erne indledte vi ikke julens forberedelser allerede i oktober, som det sker i dag. Først sidst i november begyndte vi så småt at tage hul på den forestående højtid.

Det var en næsten uskreven lov, at vores familiegravsteder skulle være dækket med gran inden første søndag i advent. Vi havde to gravsteder på den samme kirkegård, og for at dække dem skulle vi bruge to-tre sække med gran.

Det klippede vi i skoven tæt ved vores hjem. Sækkene blev læsset på en hestevogn, og så kørte vi de fire kilometer til kirkegården med hesteforspand.

Min far lærte mig at lægge grangrenene så pænt som muligt, og jeg hjalp gerne til med arbejdet. Det skete, at vi fik lidt gran i overskud, og det gav vi til andre, som skulle i gang med den samme opgave på deres kæres gravsteder.

Læs også: Ideer til hygge med børnene i juleferien

Sul skulle der ikke mangle i juledagene. Kort før jul slagtede vi vores egen gris, som derfor ikke kom med på den sidste rejse til slagteriet som vores øvrige grise.

Far sendte bud efter landsbyens hjemmeslagter, som ved sin ankomst medbragte en meget skarp kniv. Han ramte altid rigtigt i første forsøg, og i løbet af et øjeblik var grisen død, mens blodet i en tyk stråle flød ned i en spand.

Dagen efter tog min mor fat på de mange opgaver med at partere grisen, tilberede leverpostej, karbonader, ridse flæskesteg og meget andet. Saltkarret blev anbragt i kælderen, og heri kom de dele af grisen, som ikke straks blev brugt. Dermed var den forestående vinters kødforsyning sikret.

Små kår

Det var små kår, men i barndommen tænkte jeg ikke over det. Vi manglede aldrig noget, og mor evnede at få en fin middag ud af de madvarer, hun havde at gøre godt med. Det var primært egne afgrøder fra marken såsom gulerødder og kartofler.

Bagværk hørte også julen til, og min mor bagte blandt andet brunkager. Dejen skulle stå og hæve i kælderen en nat, og næste dag fulgte så arbejdet med at udrulle den. Vi børn fik lov til at hjælpe til, og som kagerulle brugte vi en stor, tom flaske.

Når dejen lå flad og tynd på køkkenbordet, blev en lille rullespore kørt over dejen, så småkagerne kunne få form. De blev lempet over på en bageplade, og nu skulle der en lille mandel på, inden pladen blev stukket i ovnen.

Mandlerne købte mor i Brugsen, og de var dyre efter datidens forhold. Derfor blev der ikke købt flere end nødvendigt. De blev solgt i løs vægt og afvejet, og jeg husker, at vi købte mandler for en krone og 50 øre.

Far syntes, det var lidt dyrt, men mor ville nu gerne have en lille mandel på hver eneste brunkage.

Det havde stor betydning for hende, at kagekasserne var fyldte op mod jul. – Man ved aldrig, hvem der kigger forbi for at ønske glædelig jul, og de skal have kaffe og julebag, fastholdt hun.

Læs også: Strikkede julebamser

En af de sidste juleforberedelser var, når far monterede foden på juletræet, hvorefter det blev båret ind i stuen og pyntet. Det fik vi også lov til at hjælpe til med, og snart stod juletræet flot med lys i holderne og prydet med de mange pyntegenstande, som var fundet frem fra vores julekasse.

Far var organist i landsbykirken, og juleaftensdags eftermiddag var han først i kirken for at spille julen ind, som han sagde. Når han kom hjem, skulle dyrene i stalden fodres af, inden vores juleaften for alvor kunne begynde.

Hyggelige juledage

Julemiddagen bestod af flæskesteg og derefter en fin dessert. Vin kendte vi ikke til, men far fik en øl, og mor og vi børn drak sodavand til. Når dansen om juletræet gik i gang, sad far ved stueorglet, og mor sang for til julesalmerne og gik rundt om det smukt pyntede juletræ sammen med vi børn.

Til sidst blev julegaverne delt rundt. Mange var der ikke, men sådan var forholdene dengang, og vi blev altid glade for de pakker, vi fik. Til sidst serverede mor kaffe og julebag.

Juledag skulle far igen spille orgel i kirken. Derfor tilbragte vi juledagene derhjemme under hyggelige former, og jeg mindes min barndoms jul med den største glæde.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.