En læser fortæller: Kostskolen blev min redning

Mor var kæreste med en voldelig mand

Indtil jeg fyldte 13 år, lignede mit liv de fleste andre teenagepigers. Dog var jeg lidt forsigtigt anlagt og havde hverken prøvet at drikke eller ryge, og modsat de mest fremmelige af mine klassekammerater havde jeg heller ikke gjort mig erfaringer med sex.

Mine forældre var blevet skilt, da jeg var lille, og jeg havde fast adresse hos min mor. Indimellem så jeg min far, men vores forbindelse var på grund af hans alkoholmisbrug lidt ustabil. Han ville mig det godt, men han formåede kun sjældent at føre sine gode hensigter ud i livet.
Min mor havde mødt en ny mand, der hed Carsten, og han var ret velhavende og i stand til at forkæle hende materielt. Desværre viste det sig ret hurtigt, at han var voldelig over for min mor.
Ufatteligt nok tog mor ikke straks afstand fra ham. Hun undskyldte ham og forklarede gang på gang, at han var så ulykkelig over at have slået eller skubbet hende, og at hun derfor havde valgt at tilgive ham. Eller også var det hendes egen skyld, fordi hun havde provokeret ham eller gjort noget dumt.

Læs også: Pæne mænd er farligst

Som jeg så det, var det det dummeste i hele verden at blive ved at være kæreste med en mand, der slog, og min mor og jeg røg på konfliktkurs, fordi hun blev sammen med Carsten. Han boede i sin egen store villa, men var tit hjemme hos os. Og når han var der, havde jeg ikke lyst til at være der.

Jeg ville bo hos farmor

Jeg begyndte at tilbringe meget tid hos min søde og temmelig gamle farmor, som boede tæt på min skole.
Mor var ked af, at jeg ikke ville være derhjemme, og jeg forklarede mange gange, at jeg ikke ville være der, når Carsten var der. Så lovede mor at gøre det forbi med ham, og derefter gik der måske et par dage, hvor de ikke sås. Hver gang tog de alligevel tråden op og fortsatte forholdet, og hver gang blev jeg bare så ked af det.
En fredag havde jeg sovet hos farmor, og mor havde højt og helligt lovet, at nu skulle det være slut med hende og Carsten. Da jeg kom cyklende hjem lørdag formiddag, så jeg, at hans fine bil holdt på p-pladsen, og jeg blev såret og dybt ulykkelig. Det føltes jo, som om mor valgte ham frem for mig, og jeg kunne ikke fatte, hvorfor hun fandt sig i at være hans boksebold.
Den lørdag vendte jeg bare min cykel og kørte tilbage til farmor, og farmor og jeg aftalte, at fremover kunne jeg bo hos hende. Det gik godt i nogle uger, og min mor accepterede tilsyneladende min beslutning.
Jeg havde det dog ikke godt indeni, og jeg begyndte blandt andet at lytte til en masse dødsrock og hård heavy metal-musik. Jeg købte også noget hårfarve og farvede mit lange, mellemblonde hår kulsort.
Farmor kiggede overrasket på mig, da jeg trådte ud fra hendes badeværelse i en ny og sorthåret udgave. – Jamen, Stine, har du farvet dit hår? spurgte hun.
– Nej, det er bare begyndt at vokse meget mørkt ud, løj jeg.

Jeg var slået ind på en uheldig kurs, og det blev hurtigt for meget for farmor at have mig boende. Igennem skolen var jeg kommet i forbindelse med en virkelig sød socialpædagog, Gitte, som jeg kommunikerede rigtig godt med, og på et tidspunkt blev farmor, Gitte og jeg enige om, at det bedste ville være, hvis jeg flyttede hjem til Gitte.

Jeg lærte at sniffe

Det gik perfekt med at bo hos Gitte, og på sigt var det hendes og hendes mands hensigt at tage mig officielt i pleje. Jeg trivedes hos dem og følte mig hurtigt meget knyttet til Gitte.
Da det kom til stykket, modsatte de kommunale myndigheder sig, at Gitte og hendes mand blev min plejefamilie. Forklaringen lød på, at Gitte ikke havde holdt den nødvendige professionelle distance til mig.
Derfor skulle jeg nu flytte på en institution, og på vejen dertil græd Gitte og jeg hele vejen. Jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvad det var for et sted, jeg nu skulle bo.
Jeg fik anvist et værelse og mødte de andre beboere og pædagogerne, og jeg opdagede, at jeg var langt den yngste på stedet. I løbet af få dage var jeg optaget i fællesskabet, og alt det, jeg hidtil ikke havde kendt noget til, kom jeg snart ind i.

Læs også: Hashen stjal min ungdom

Jeg havde det meget dårligt psykisk og følte mig svigtet og valgt fra af de voksne, og de andre unge på stedet havde det ikke meget bedre. Vi hang ud sammen, og som noget af det første lærte jeg at sniffe deodorant og hårlak gennem et viskestykke eller et håndklæde.
Jeg blev skæv og frygteligt dårlig af det, men den korte rus gav et afbræk fra virkeligheden og fik mig til at glemme det hele for en kort stund. Inden for få uger mistede jeg også min mødom til en beboer på 17 år, og jeg blev præsenteret for hash, smøger og sprut.

Personalet greb ikke ind

Man kan undre sig over, at personalet ikke prøvede at gribe ind, og det gør jeg stadig i dag. I min opfattelse var de fleste ret ligeglade med os beboere, og det virkede, som om de bare lod bare tingene gå deres skæve gang.
Et par stykker var lidt mere engagerede, men det var svært for dem at trænge igennem med noget. Mange andre unge fra byen havde også deres gang på stedet, for det var almindeligt kendt, at her skete der altid noget. Det var korrekt, for vi havde frie tøjler.
Jeg var begyndt i 8. klasse, men jeg havde fuldstændig tabt interessen for min skolegang, og jeg pjækkede meget. For at forhindre dette fandt pædagogerne på at bestille en taxa til mig, som hver morgen skulle sætte mig af ved skolen og hente mig igen. Men taxachaufføren var jo hverken min livvagt eller private politibetjent, så han holdt ikke øje med, om jeg rent faktisk gik ind på skolen.
Ofte smuttede jeg bare et eller andet sted hen, hvor jeg så kunne tilbringe de timer, jeg formodedes at være i skole. Nogle nætter sprang jeg også ud af vinduet på mit værelse, og så sad jeg et eller andet sted og følte mig fuldstændig fortvivlet og fortabt.

Hash gjorde mig dum

I de omtrent 15 måneder, jeg tilbragte i institutionen, så jeg ikke min mor, og det var mit eget valg. Det havde jeg nemlig ikke lyst til, så længe hun var sammen med den voldelige Carsten. Jeg havde kontakt til min far, men pædagogerne mente ikke, at besøg af min farmor og heller ikke af Gitte var nogen særlig god idé.
Situationen var på alle måder dårlig, og jeg røg mere og mere hash. Det påvirkede min unge hjerne så meget, at jeg nogle gange slet ikke kunne finde ud af at fuldende den sætning, jeg var begyndt på.
– Jeg har været på stranden, ville jeg for eksempel sige, og i mit hoved kunne jeg godt sige hele sætningen. Men det var kun de to første ord, der kom ud, resten lykkedes det mig ikke at få frem. Kort fortalt mistede jeg i en periode mange af mine kognitive evner.
En dag havde jeg røget hash ude i byen og var på vej tilbage mod institutionen. I stærkt påvirket tilstand gik jeg gennem en kolonihaveforening, og pludselig så jeg mus overalt. De vrimlede på jorden, på husenes tage, i vindueskarme og i træerne, og jeg blev rædselsslagen for dem.
Da jeg nåede til institutionen, løb jeg ind på mit værelse og kastede mig ned på min seng, og der lå jeg og var så bange, fordi jeg ligesom ikke kunne få luft. Det var den allerværste dag, mens jeg var på institutionen, og det blev også en af de sidste.

Vi blev holdt i kort snor

Få dage senere havde jeg en samtale med min kommunale sagsbehandler, og jeg lagde kortene på bordet over for ham og fortalte ærligt om, hvad jeg havde oplevet på stedet.
Han tog mig meget alvorligt, og den samtale resulterede med, at jeg på kommunens regning blev flyttet til en kostskole, som blev drevet efter nogle ret strenge principper.
Det var virkelig hårdt for mig i begyndelsen, men i dag ved jeg, at kostskolen blev min redning. Her blev vi elever holdt i kort snor, og sprut, sex og hash var strengt forbudt. Besøg af unge udefrakommende var heller ikke tilladt.
Siden har jeg ikke røget hash, og jeg bliver skidt tilpas, når jeg tænker tilbage på min egen tilstand, dengang jeg gjorde det. Jeg havde forsømt min skolegang så meget, at jeg var nødt til at tage 8. klasse om, og jeg kom til at bo på kostskolen i godt tre år. I løbet af den periode begyndte jeg igen at se min mor, selv om hun ikke havde formået at gøre sig fri af Carsten.
I dag har institutionen heldigvis været lukket i et par år, og det er jeg glad for. Jeg er i gang med en uddannelse og har det godt, men når jeg tænker tilbage på den ligegyldighed og laden stå til, jeg blev mødt med i en alder af 13 år, bliver jeg faktisk vred. Hvis ikke jeg var blevet flyttet til kostskolen, tror jeg, at jeg var endt som narkoman.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.