En læser fortæller: Krukkehaven blev min plan B

Rygskaden ødelagde min drøm

Jeg har altid drømt om en stor have, sådan en, hvor man både har blomster, frugttræer og en kæmpe køkkenhave. Derfor havde jeg også længe sparet op af min sosu-løn, så min datter Mia og jeg en dag kunne få råd til et hus på landet.

For to år siden fik jeg en alvorlig rygskade på arbejdet, da jeg ville gribe en ældre borger, der var ved at falde.

Jeg gik ikke til læge med det samme. Vi var allerede ramt af sygemeldinger, så jeg slugte bare smertestillende tabletter og bed tænderne sammen i et par uger. Men en morgen kunne jeg ikke komme ud af sengen.

Derefter fulgte et langt, frustrerende forløb med sygemelding, udredning og til sidst en fyring på grund af for meget fravær.

Fyringen tog hårdt på mig, men det blev værre: Jeg fik lægernes ord for, at jeg sandsynligvis aldrig ville komme til at arbejde igen. Nu hed det førtidspension, og forsikringsselskabet nægtede at anerkende min rygskade som en arbejdsskade, fordi jeg havde ventet med at søge læge. Det føltes som et mareridt, der bare fortsatte og fortsatte.

Hvis ikke jeg havde haft min datter at tage mig af, var jeg røget helt ned psykisk. Jeg havde mistet alting på én gang: Mit arbejde, mit helbred, min økonomi – og min havedrøm. Jeg ville aldrig få råd til at eje et hus med have. Min ryg ville heller ikke kunne klare gravearbejdet.

Min mor var træt af mig

De første måneder af mit nye, uønskede liv slæbte sig af sted. Jeg havde ingen lyst til at se folk og tilbragte dagene foran tv’et. Så snart Mia var taget i skole, græd jeg. Lejligheden føltes kvælende som et fængsel.

Men en dag kom min mor forbi. Hun var blevet træt af mine undskyldninger om, at jeg ikke orkede besøg. Under kaffen trak hun en tyk bog op af en pose.

Den handlede om krukkehaver, og det anede jeg ikke, hvad var. Min mor forklarede, at bogen beskrev, hvordan man skabte et lille haveparadis alene i krukker og potter.

– Jeg tænkte, det måske var noget for dig og din altan.

Jeg havde mest lyst til at kyle den bog ud over altanen. Et par krukker var latterligt sammenlignet med min store havedrøm. Min mors bedende øjne gjorde dog, at jeg mumlede tak og lovede at læse den.

Først lod jeg bogen ligge, for bare jeg så den, kom jeg i dårligt humør. Den mindede mig om det, jeg ikke længere kunne få.

Men jeg blev alligevel nysgerrig, for forsiden var jo pæn. Jeg bladrede i den, og de farvestrålende billeder næsten sprang ud af siderne. Det så faktisk ret flot ud med de der krukker, måtte jeg indrømme. Man kunne dyrke både blomster og grøntsager.

Jeg endte med at læse hele bogen, og jo mere jeg læste, jo mere ivrig blev jeg. Jeg begyndte endda at notere, hvilke krukker og planter jeg ville købe.

Min mor og Mia tog med mig i plantecentret og slæbte for mig. Sammen fyldte vi vores triste altan med krukker i alle størrelser, som vi proppede med planter eller frø.

Inden for få uger begyndte min lille krukkehave at tage form, og efter et par måneder bugnede altanen af grønt.

Der var duftende roser og lavendel, der myldrede af sommerfugle. Og Mia og jeg kunne nu hive sprød grønkål og rødlilla rødbeder op af jorden til vores aftensmad.

Vi endte faktisk også med at få en slags husdyr, for en dag havde en andemor bygget rede i en af altankasserne. Jeg brugte mange timer på at følge med i ændernes liv eller nusse om min krukkehave. Nogle gange sad jeg også bare derude og nød stemningen.

Min plan B har givet mig et nyt liv

I dag er jeg virkelig taknemlig for, at min mor gav mig den bog. Den hjalp mig til at få det bedste ud af min situation og finde en plan B.

Jeg er blevet så bidt af det med blomster, at jeg er begyndt at undersøge, om jeg en dag kan komme i fleksjob som blomsterbinder. Der er meget, der skal flaske sig, men min krukkehave har vist mig, at jeg ikke skal afvise det, der ved første øjekast kan virke urealistisk.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.