En læser fortæller: Lykke ventede på mig
Jeg kunne ikke tro mit held
I 2012 kom jeg endelig ud af et dårligt ægteskab med den mand, der var far til mine to nu voksne børn. Da børnene med et års mellemrum flyttede hjemmefra, blev situationen uudholdelig for mig.
Efter en frygtelig masse ballade endte det med, at jeg købte ham ud af huset. Det kunne ikke sælges, dels på grund af beliggenheden, dels på grund af manglende vedligeholdelse. Børnene stod mig bi, og min datter sagde til mig, at hun håbede, jeg ville finde mig en ny mand og få lov til at være lidt lykkelig.
Først to år senere begyndte jeg at gå lidt ud sammen med en kvindelig kollega. Vi tog til koncerter og musikarrangementer, men jeg mødte ikke en eneste, som jeg kunne tænke mig at lære at kende. Derfor endte jeg med at oprette en datingprofil, hvilket jeg ellers havde sagt, at jeg aldrig ville gøre.
På den måde kom jeg i forbindelse med Allan. Han skrev til mig, og jeg syntes om både hans fotos og det, han havde skrevet om sig selv, så jeg svarede.
Læs også: Netdating - her kan du søge efter kærligheden
Han var tre år yngre end mig, husejer og fraskilt, og vi havde blandt andet interessen for musik til fælles. Det var mig, der foreslog at mødes, for jeg ville ikke spilde tid på den forkerte. Mest tænkte jeg på, om han var lovlig tørstig ligesom min første mand. Jeg vidste, at jeg ville opdage det ret hurtigt.
Det var Allan absolut ikke, og han var både pænere og sjovere, end jeg havde fået indtryk af via datingsiden. Vi syntes om hinanden, og jeg kunne næsten ikke tro mit held. Det var forår, og tænk bare, jeg var forelsket, og det var gengældt.
Allan var praktisk anlagt og tilbød selv at hjælpe med nogle tiltrængte reparationer på mit hus. Det gjorde han i sommerferien, og jeg oplevede nogle af de lykkeligste dage i mit voksne liv.
Han var alt, hvad jeg havde ønsket mig
Om dagen hyggede vi os med at arbejde, for jeg kunne godt finde ud af at gå til hånde, og om aftenen grillede vi og sad og talte og nød et glas vin, indtil mørket faldt på. Han var alt, hvad jeg havde ønsket mig, og vi talte også om at tage ud at rejse sammen. Heldigvis havde vi lyst til at se de samme steder.
Efter et halvt års bekendtskab skete der flere ting i Allans liv, som medførte, at han trak sig fra mig. Han blev fyret efter mere end 20 år som mellemleder på den samme arbejdsplads, fordi han ikke kunne med sin nye og meget yngre chef. Hans mor døde, og hans voksne søn kom ud for en alvorlig trafikulykke.
Resultatet af alt dette blev, at Allan fik en depression. Han sagde til mig, at han ikke kunne rumme andet end det allermest nødvendige, og at vi derfor ikke kunne være kærester længere.
Jeg var virkelig fortvivlet, men jeg spurgte ham, om vi ikke i det mindste kunne være venner og holde kontakt gennem sms’er. Det gik han med til.
I halvandet år skrev jeg til ham fire gange om ugen, og jeg ringede også en gang imellem. Det var ikke altid, han svarede. Jeg kørte også forbi ham med en nybagt kage eller en madret, der bare skulle i ovnen, og jeg ordnede hans have.
Han var meget tillukket og fik mig aldrig til at tro, at det kunne blive os igen, men jeg blev alligevel ved med at bevare håbet.
Det var Allan, jeg ville have
Alle omkring mig sagde, at jeg spildte min tid. Nogle sagde endda, at jeg var for dum og gjorde mig selv til grin. Han ville jo åbenlyst ikke have mig.
Jeg må indrømme, at der var tidspunkter, hvor jeg begyndte at tvivle en smule. Skulle jeg sige ja til at tage med i byen, eller skulle jeg oprette en datingprofil igen? Men det var jo Allan, jeg ville have.
I dag er jeg simpelthen så glad for, at jeg gav ham den nødvendige tid og bevarede håbet, for efter 18 lange måneder begyndte han at komme op fra sit sorte hul. Han fik et nyt job, sønnen fik det bedre efter genoptræning, og Allan fik igen overskud til at se mig – også som andet end en ven.
Det gik langsomt, men det gik fremad, og i dag er vi kærester igen og har været det i to år. Næste skridt er at flytte sammen, når hans hus bliver solgt. Vi har det bare rigtig godt sammen, så lykken var virkelig værd at vente på.
Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.
