En læser fortæller: Min barndom på Amager

Far så mig én gang

Igennem generationer har medlemmerne af min familie været indfødte amagerkanere og elsket deres fødeø. Selv blev jeg dog i det tidlige forår 1949 født som efternøler på en privatklinik på Frederiksberg. Det skete samtidig med, at min syge far lå for døden på et hospital oppe i Nordsjælland.

Mine forældres hjem lå på Amager, og det var der, jeg kom til at vokse op sammen med min mor og min storesøster, som var 12 år ældre end mig.

Min far nåede kun at se mig en enkelt gang, før han døde i en alder af kun 45 år. Jeg var ved dette første og eneste møde blevet 2 måneder, og jeg skreg så meget, at han fik et hjerteanfald på grund af larmen.

Sørgeligt nok svigtede hele familien min mor i forbindelse med fars død. Derfor valgte hun en familie med tre børn fra vores opgang til at være mine gudforældre, da jeg kort før min 1-års fødselsdag blev døbt i Filips Kirke på Kastrupvej.

Denne familie boede i stueetagen i en dejlig to-værelses på 56 kvadratmeter med centralvarme og som vores lejlighed med eget toilet, men uden varmt vand og uden bad.

Det med at bade var intet problem, for vi havde jo den kombinerede badeanstalt og svømmehal på Frankrigsgade ikke så langt væk. Til daglig var det tilstrækkeligt med vaskefad og vaskeklud, og når det store bad skulle tages, gik vi hen til Frankrigsgade i samlet trop. Cykler havde vi nemlig ikke.

En dejlig skoletid

Vores dejlige lejlighed lå i et almennyttigt boligkompleks kun få meter fra bagindgangen til min skole. Denne bagindgang måtte i mange år udelukkende bruges af skolens lærere. Eleverne måtte gå en kæmpe omvej ad adskillige gader for at komme til skolens hovedindgang.

En kold og stormfuld vintermorgen så jeg, at min idrætslærer var ved at låse sig ind ad bagindgangen, og jeg skyndte mig hen til ham og spurgte, om jeg for en enkelt gangs skyld kunne få lov til at gå med ind.

– Nej, du har kun godt af at bruge benene, svarede han i en venlig tone.

Jeg var dog så heldig, at min mor i hele 20 år gjorde rent i Amager Bio, så mange gange smuttede jeg ind ad biografens bagdør, passerede hele vejen gennem biografen og kom derefter ud på Amagerbrogade, hvorved jeg sparede temmelig mange skridt med min tunge skoletaske i hånden.

Dengang var det endnu ikke på mode med rygsække til skolesagerne. Til min 7-års fødselsdag havde jeg fået en ny, fin skoletaske, og den havde jeg i mange år, indtil den til sidst blev for lille. Derefter brugte jeg min storesøsters aflagte skoletaske, og i alle mine 10 rare skoleår havde jeg kun de to tasker.

En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster

Min skoletid var dejlig, men den var også helt anderledes end nutidens. Blandt andet forbinder de fleste nok skoler med temmelig meget larm, men sådan var det ikke dengang. Respekten for lærerne var stor, og vi stillede straks op i rækker, når klokken ringede ind. Derefter skulle vi stille gå op ad trapperne til klasselokalerne, hvor vi skulle fordele os i de relevante klasser.

Skoleinspektørens kontor lå lige ved siden af mit første klasselokale, og ofte stod han oppe for enden af trappen og så på os, mens vi gik på trapperne. Hvis jeg eller en anden elev kom til at snakke, mens vi gik i rækken, nev han os lidt i kinden, hvorefter han i en formanende tone sagde: – Vær nu stille, når I går op i klassen!

Jeg og en anden pige fra vores ejendom var de eneste elever, der havde mistet deres fædre. Vores klasselærerinde var enlig og barnløs, og hun tog os to under sine vinger og var altid ekstra sød over for os.

Det glade liv i gården

I min barndom var gårdene mellem beboelsesblokkene fyldt med legende, glade og aktive børn. Fritidsklubber eller fritidshjem fandtes ikke, så vi børn legede på livet løs med boldspil, rulleskøjter og hinkesten, eller vi spillede det gamle spil Terre med marmorterninger, legede gemmeleg og byttede glansbilleder.

Nogle gange legede vi, at bænken i gården var en sporvogn, mens vi var sporvognschauffører, og træernes blade var billetter, som vi ”klippede” med små grene fra træerne. Der var også en sandkasse, hvor fantasien rigtig kunne få lov at udfolde sig.

Jævnligt var jeg så heldig, at min mor havde fribilletter til biografen, og det betød, at jeg gratis kunne se eftermiddagsforestillingerne for børn om søndagen.

Da jeg var 10 år, fik den første familie i vores opgang fjernsyn, og indimellem blev min mor og jeg inviteret ind hos dem lørdag aften for at se underholdning med Volmer Sørensen.

Så sad vi der side om side med ranke rygge på deres hårde spisebordsstole og så tv, mens lyset i stuen var slukket. Manden, som ejede fjernsynet, mente nemlig, at det var bedst for øjnene at se på skærmen i mørke.

Når denne familie i hele sommerperioden fra maj til september boede i deres sommerhus, passede min mor deres lejlighed, vandede blomster og tog post ind. Da var ledningen til fjernsynet taget ud, og apparatet var tildækket af et klæde. Manden i familien fortalte min mor, at det var på grund af sommervarmen.

Forkælet af købmandsparret

Køleskab havde vi ikke, men til gengæld havde vi et isskab, hvor mælk og andre letfordærvelige varer blev opbevaret. Indimellem forede mor min lille dukkevogn med aviser, og så blev jeg sendt ned til ismejeriet på hjørnet for at hente en blok is til isskabet.

Mens jeg ventede på, at isen blev hakket af, stod jeg med store øjne og kiggede på, at kunderne fik smør fra det store trækar, og at det blev pakket ind i papir.

Det ægtepar, som ejede ismejeriet, boede i opgangen ved siden af vores. Nogle gange kaldte fruen mig ind og bad mig om at hjælpe hende med at strække lagner og duge, før de skulle til rulning. Til gengæld fik jeg en håndøre. Andre gange tjente jeg også lidt ved at løbe til bageren om morgenen for en sød familie inde i gården.

Jeg var jo et faderløst barn, og derfor blev jeg lidt forkælet af det gamle par, der drev købmandsbutikken på hjørnet mellem vores vej og Middelgrundsvej. Når jeg kom med en to-øre og bad om at få pinocchiokugler for pengene, fik jeg næsten altid lidt flere, end jeg egentlig skulle have haft. Hver gang så jeg beundrende til, mens købmanden fingerfærdigt drejede et kræmmerhus til slikket af brunt papir.

En læser fortæller: Dengang var der vintre til

Jeg elskede at lege udenfor, så det var kun skønt for mig, at min mor tog af sted til rengøringsjobbet i biografen klokken 7 om morgenen, for så kunne jeg komme ind i gården og lege, indtil jeg skulle i skole.

Min mor satte aldrig sine ben i skolen. Derimod fulgte min storesøster mig til skole i de første år, og det var også hende, som deltog i forældremøderne og mødte op på skolen ved andre anledninger, hvor elevernes familie skulle komme.

Bortset fra det var min mor den kærligste, mest omsorgsfulde og opofrende mor i hele verden, så det gjorde ikke mig noget, at hun af uvisse grunde undgik min skole. I øvrigt gik hun efter min fars alt for tidlige død og begravelse aldrig ind i kirken igen, så til min konfirmation i Filips Kirke var det min søster og svoger, som var med.

Et tæt familieliv

Min søster havde stået i lære i en skobutik på Amagerbrogade, og hun havde allerede været forlovet i to år, da jeg begyndte i skole. Senere kom hun, min svoger og deres to døtre til at bo i samme kompleks som os, og det betød, at vi havde et dejligt, tæt familieliv.

Jeg opfattede nærmest min 18 år ældre svoger som min reservefar. Jeg følte egentlig heller ikke, at jeg voksede op som enebarn, for min søsters piger var kun ni og 13 år yngre end mig.

I det daglige var der ikke penge til luksus som ugeblade, men min mor og jeg var så heldige, at der boede en sød familie i opgangen, som købte ugeblade og forsynede os med dem, når de var læst. Det var vi meget glade for. Bortset fra det underholdt vi os med masser af bøger, som vi lånte på biblioteket.

Min mor og jeg fik først vores eget tv, da jeg var 17 år. På det tidspunkt frigav Overformynderiet min lille arv fra min afdøde farmor, og jeg brugte pengene på et fjernsyn.

I dag bor jeg stadig på Amager, nu med min mand. Det er vi glade for, selv om mangt og meget er blevet anderledes med tiden. Fra vores altan har vi udsigt til den skønneste gård kun få meter væk, og der står et flot, stort legestativ til børn.

En læser fortæller: Min dejlige opvækst på landet

Det står tomt og forladt hele dagen og lige indtil aftenstid, når alle mødre og fædre har fået fri fra arbejde, og børnene er blevet hentet i pasningsordninger og institutioner eller er kommet retur fra deres sportsaktiviteter. Først på det tidspunkt, hvor aftensmaden er spist, kommer de udenfor. Det er en kæmpe forskel fra min barndom, hvor der dagen lang var et mylder af børn.

Når jeg sidder og kigger på dem, tænker jeg tit tilbage på min egen opvækst. Ingen kunne have haft en bedre barndom end jeg. Pengene var små, men kærligheden, trygheden og omsorgen for hinanden var stor, og det tætte familieskab betød uendeligt meget.

Heldigvis eksisterer det stadig i dag, og det er lidt morsomt, at jeg rundede 69 år i det tidlige forår, mens min søsters ældste datter kunne fejre sin 60-års fødselsdag i sensommeren.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.