En læser fortæller: Min barndoms jul med nærvær

Vi kom hinanden ved

Jeg var barn i 1950’erne, og jeg voksede op på Christianshavn i København. Vi var fem i familien, mine forældre, mine to ældre søskende og jeg, og vi boede i en to-værelses lejlighed med toilet på køkkentrappen, hvor der var tre trin ned.

Det var absolut ikke luksus, men vi havde det hyggeligt i ejendommen og kom hinanden ved.

I lejligheden over vores boede hr. og fru Iversen. Fruen var hjemmegående, som de fleste kvinder var dengang, og hr. Iversen forsørgede dem takket være et job som chauffør. Dog havde hr. Iversen en forkærlighed for at spille på travbanen, og det betød, at Iversens indimellem havde mange penge mellem hænderne, mens de på andre tidspunkter var flade som kirkerotter.

Det sidste gjorde sig åbenbart gældende i julen 1953, for da kom fru Iversen i løbet af lillejuleaftensdag ned til min mor for at spørge, om mor kunne hjælpe hende med at stege flæskestegen juleaften.

Problemet var, at Iversens havde fået lukket for både gas og el, fordi de ikke havde betalt regningen. Hvert år fejrede fru Iversens mor juleaften hos dem, men hun måtte helst ikke opdage, hvordan det i øjeblikket stod til med den finansielle situation.

Mor lovede, at hun selvfølgelig nok skulle stikke fru Iversens flæskesteg i ovnen, men hun spurgte også, hvordan de ville bære sig ad med at lyse lejligheden op juleaften. Det havde fru Iversen dog allerede taget højde for. Hun havde nemlig købt et hav af stearinlys, som alle skulle tændes juleaften.

Den listige plan fungerede perfekt. Juleaftenseftermiddag kom fru Iversen ned ad køkkentrappen med stegen, og nogle timer senere kom hun diskret tilbage ad samme vej og hentede den igen. Nu var mørket faldet på, men heldigvis tilhørte køkkentrappen med deletoilettet jo ejendommen, så der var der elektrisk lys.

Juledag kom fru Iversen ned til mor igen, og hun fortalte, at de havde haft en meget vellykket juleaften. Hendes mor havde været begejstret for, at lejligheden kun var oplyst med levende lys, og hun havde sagt, at det havde været hendes mest stemningsfulde jul nogensinde.

Læs også: Sådan får skilsmissebørn en god jul

Året efter var det min egen familie, der havde en julegæst. Far havde i løbet af det år ligget på hospitalet med et dårligt ben, og der havde han lært en anden patient at kende. Det var en polsk flygtning, som hed Szymon.

På det tidspunkt tilhørte Polen stadig østblokken, og polakkernes levevilkår var på mange måder vanskelige.

Szymon havde været marinesoldat og havde gjort tjeneste som matros i en ubåd. Sammen med kaptajnen og det øvrige mandskab havde han besluttet at hoppe af til Vesten, men det havde været noget af en nervepirrende flugt.

Ubådens instrumentering fungerede ikke ordentligt, så da de endelig dykkede op til overfladen igen, vidste de ikke, om de stadig befandt sig i farvande, der blev kontrolleret af Rusland. Til deres store lettelse var de dog landet i Vesten, og nu havde Szymon fået politisk asyl i Danmark.

Far og han blev gode venner, mens de var indlagt på den samme hospitalsstue. Det var sidst på efteråret, og Szymon fortalte, at han var glad for at være hoppet af, men at han savnede sine familiemedlemmer. Derfor inviterede far ham til at holde juleaften hos os.

En kongelig julegæst

Szymon gjorde gengæld ved inden jul at invitere hele vores lille familie på besøg på det center, hvor han og andre flygtninge midlertidigt var indkvarteret. Centeret havde til huse i en stor, gammel og lettere herskabelig bygning.

Jeg var kun otte år, og i mine øjne lignede det et slot. Derfor konkluderede jeg, at Szymon måtte være en slags konge.

Læs også: Pas på nytårskrise i parforholdet

Kort før jul skulle vi fortælle i skolen, om vi skulle have gæster juleaften, eller om vi selv skulle være gæster hos andre. Jeg fortalte, at vi skulle have en julegæst derhjemme, nemlig en kong Szymon af Polen. Det blev mine klassekammerater behørigt imponerede over.

Det blev en meget hyggelig juleaften med Szymon. Hans og fars venskab varede hele livet, og Szymon holdt jul hos os adskillige gange.

Da muren faldt, og Szymon igen kunne tage til Polen, var begge hans forældre desværre døde, men hans søster levede stadig. Hende hjalp han med små fornødenheder, for Polen var stadig et meget fattigt land. Heldigvis ser det hele meget lysere ud for polakkerne i dag.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.