En læser fortæller: Min hund nummer fire

Endnu en følgesvend

Jeg har altid elsket hunde, men efter at have sagt farvel til tre dejlige labradorer var det egentlig min mening, at jeg ikke skulle have hund mere. At være hundeejer er som bekendt begrænsende for ens udlængsel, og på grund af mit arbejde har mine hunde skullet være alene hjemme i mange timer dagligt.

Og så var der alligevel det der med at komme alene hjem hver dag uden at blive mødt af en, der blev uendelig glad for at se mig, og som i positiv forstand tvang mig til at gå lange ture og til at tage i hundeskoven.

Derfor fik jeg overbevist mig selv om, at der godt lige kunne blive plads til endnu en følgesvend i mit liv. Jeg har rundet de 60 år, så jeg tænkte, at jeg måske skulle se mig om efter en hund, der heller ikke var helt ny.

Det fik mig til at kontakte Dansk Blindesamfund for at høre, om de havde en ”kasseret” labrador, og sidst i min sommerferie 2018 ringede de til mig og sagde, at nu var der én. Soffi var blevet fravalgt som førerhund, fordi hun ikke ville gå med den bøjle, en blind holder fast i.

– Hvis du stadig har et ønske om en ny hund, skal hunden hentes her i løbet af tre dage, sagde den venlige stemme i telefonen.

Læs også: En hund kan være vejen til et længere liv

Soffi var 14 måneder og fra ganske lille trænet til at blive førerhund. Det gjorde mig lidt betænkelig. Nok har jeg selv besvær med at finde vej, men Soffi havde jo dels været igennem mange hænder, dels havde hun aldrig været en familiehund. Desuden havde jeg fået mine tidligere hunde som ni uger gamle hvalpe, og jeg havde derfor haft en stor indflydelse på deres opdragelse.

Velkommen til Soffi

En tidlig lørdag morgen i regnvejr krydsede jeg Lillebælt og Storebælt i min bil, og det var i øvrigt første gang nogen sinde, at jeg gjorde det alene. Som nævnt har jeg ikke så meget stedsans, men det lykkedes mig da at finde vej til den træningslejr syd for København, hvor hunden befandt sig.

Da vi lidt efter mødtes for første gang, fór Soffi mig gøende i møde sammen med sine hundevenner, men heldigvis havde jeg hundeguf i lommen, og sådan noget siger en madglad labrador jo ikke nej til.

Vi gik en tur, for jeg skulle selvfølgelig godkendes til at tage vare på Soffi resten af hendes liv. Heldigvis bestod jeg prøven, og da det blev tid til at køre hele den lange vej hjem, hoppede Soffi ind i min bil og lagde sig pænt i bunden ved siden af førersædet.

Vi nåede hjem, og Soffi blev vist rundt i mit hus, men den virkede lidt forvirret. Det forstod jeg udmærket, og jeg havde det dårligt, da jeg allerede dagen efter måtte tage på arbejde og efterlade min nye hund.

Alt var dog fint, da jeg kom tilbage efter fyraften, og de første 14 dage opførte Soffi sig eksemplarisk. Der var intet at udsætte på hendes opførsel, men hun havde ikke så meget lyst til at blive rørt ved.

Hele familiens følgesvend

Ved hjælp af hundeguf, kærlig tale, ture i hundeskoven og masser af snak fandt Soffi heldigvis ud af, at det var okay at være her, og at hun måske kunne forvente, at det blev sådan fremover. Hun begyndte at slappe af, hvilket medførte, at jeg hver eftermiddag nervøst åbnede hoveddøren. Hvad mon hun havde brugt tiden på?

Nogle dage havde Soffi målt, hvor lang en rulle toiletpapir kunne blive, og den kunne faktisk nå helt ind i stuen. Andre dage havde hun pillet øjnene og fyldet i maven ud af mine børnebørns bamser.

Læs også: Aktiver din hund - men med omtanke

Det værste var dog den dag, hvor jeg troede, hun var blevet stjålet. I virkeligheden var hun kommet til at lukke sig inde på et værelse, og der fandt jeg hende siddende midt i en åbnet pose med chips.

Soffi er nu hele familiens, og især min, følgesvend. Vi to kender hinanden ind og ud og får forhåbentlig endnu mange år sammen. Historien om Soffi er et godt eksempel på, at selv om man bliver kasseret ét sted, er der andre opgaver her i livet, som man kan være vældig god til.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.