En læser fortæller: Min sorg tager tid

Mit liv ændrede sig

For flere år siden blev min mor ramt af en sygdom, som naturligvis påvirkede hendes liv, men dog ikke var livstruende. Derfor var det uventet, da min far en morgen for godt en måned siden fandt hende død i sengen. Hun blev kun 65 år.

Den dag, min mor forlod os, ændrede mit liv sig også. Selv om jeg har tre skønne børn, en dejlig kæreste og to søde bonusbørn, fik jeg følelsen af at gå rundt i min helt egen, lille verden, og det var umuligt for mig at tage del i den virkelige verden, som foregik på den anden side af min glasklokke. 

En læser fortæller: Der var en tyv blandt vores gæster

Derhjemme blev jeg mødt af stor forståelse, og jeg fik plads og rum til at sørge både alene og i deres selskab. Anderledes stillede det sig med mange af mine medmennesker. De forstod ikke, hvordan jeg havde det, medmindre de selv havde prøvet at miste. Og selv om de havde, var det ikke ensbetydende med, at deres sorg og bearbejdelsen af den lignede min. 

Nogle foreslog mig til at tænkte positivt i stedet for negativt, og især blev jeg rådet til ikke at skrive om sorgen og savnet efter min mor på Facebook. Det havde jeg nemlig gjort, og det blev jeg ved med, for jeg følte, at det hjalp at udtrykke mig på den måde. Alt kan jo ikke være rosenrødt, og det var dette ikke. 

Det medførte, at nogle af mine Facebook-venner slettede mig som ven, så jeg tænker, at de må være blevet overraskede, stødt eller irriterede over mine ærlige udmeldinger. Det valg accepterer og respekterer jeg. 

Jeg kender aldrig dagen

Til gengæld fik jeg ros for mit mod til at sætte ord på mine følelser af folk, som jeg ellers ikke havde været i direkte kontakt med i årevis. De forstod og anerkendte, at jeg arbejdede med min sorg og prøvede at håndtere den på denne måde.  

Generelt har folk omkring mig reageret meget forskelligt på det, at jeg har mistet. Nogle har valgt at tage afstand, hvilket har overrasket mig. Andre har overrasket mig ved helt uventet at tage kontakt. Nogle har sagt, at de ville komme på besøg hos mig, men de er aldrig dukket op. Andre har lovet at ringe, hvilket dog ikke blev til noget, og egentlig forstår jeg godt, at folk har vanskeligt ved at tage del i min sorg. Jeg har jo også selv svært ved at finde ud af, hvad jeg ønsker. 

En læser fortæller: Jeg passede mor til det sidste

Der er dage, hvor jeg bare har lyst til at være alene, og så er der dage, hvor jeg har brug for at have mennesker omkring mig. Men jeg kender aldrig dagen på forhånd.

Min storesøster reagerede helt anderledes end jeg på tabet af mor, og det skulle jeg også lige lære at acceptere. Heldigvis har hun og jeg altid været i stand til at tale godt og åbent sammen om følelser, og det kunne vi også i denne situation. Jeg har selvfølgelig også talt meget med min far om mors død.

Tid til at komme videre

Efter mors død sygemeldte jeg mig på mit job inden for sundhedsvæsenet, men efter en måned genoptog jeg det på deltid og er nu ved stille og roligt at trappe op på fuld tid igen. Mine kolleger er fantastiske og forstående, og de giver mig muligheden for at trække mig, når jeg har brug for det.

Jeg ved, at jeg skal begynde at leve i den virkelige verden igen, og jeg gør, hvad jeg kan. Men det er hårdt. 

Forleden skulle jeg have haft besøg af en veninde, men aftalen blev ændret til, at vi skulle spise på en restaurant. Jeg havde ikke meget lyst til at sidde og tude i det offentlige rum, men jeg gjorde det alligevel. 

En læser fortæller: Rygning ødelagde min fest

Samme dag tvang jeg mig til at tage til træning for første gang efter mors død, selv om jeg heller ikke havde lyst til det. Det resulterede i et grådanfald, så jeg havde vist overvundet mig selv lovlig meget på én og samme dag. 

Folk siger, at sorg tager tid. Nu ved jeg, at det passer, og jeg ved også, at jeg er nødt til at give mig selv den fornødne tid til at komme videre.