En læser fortæller: Mit liv med OCD

Den usynlige hulahop-ring

Min elskede bedstemor har haft stor betydning for mig og mit liv, og sådan er det også i dag, hvor jeg er 21 år. Hun har altid været et kæmpe forbillede for mig, og vi har et meget stærkt bånd til hinanden.

Under min opvækst tilbragte jeg meget tid hos hende og bedstefar, og bedstemor lærte mig så meget, som jeg stadig har glæde af. Blandt andet lærte hun mig et lille trick, hvor jeg skulle forestille mig, at jeg placerede en usynlig hulahop-ring omkring min talje. På den måde ville ingen kunne komme for tæt på mig eller min personlighed.

Bedstemor havde selv haft gavn af at forestille sig hulahop-ringen, og derfor lærte hun det videre til mig.

– Hvis man værner om sit indre jeg, bliver man ikke på samme måde sårbar i forhold til andre mennesker. På den måde kan man beskytte sig selv, sagde bedstemor.

Det lyder måske som lidt af et mærkeligt råd at give til en lille pige, men forklaringen ligger i, at jeg havde en turbulent opvækst med en psykisk syg mor. Hun har diagnosen bipolar affektiv lidelse, og det er det, man før i tiden kaldte at være maniodepressiv.

Min mors sygdom betyder, at hun enten ser verden som hvid eller sort, og for hende er alt enten ja eller nej. Der er ingen nuancer, og hun er meget langt nede eller meget højt oppe. I kraft af sin sygdom har hun ikke altid truffet de klogeste valg, og alt det påvirkede mig selvfølgelig meget, da jeg var lille.

Læs også: OCD holdt Helena fanget

Min mor havde besvær nok med at klare sit eget liv, så det lå bedstemor meget på sinde at forberede mig bedst muligt på verden. Selv om jeg var meget hos mine bedsteforældre, var det min mor, jeg boede fast hos, når hun ikke var indlagt.

Jeg tror, at min turbulente opvækst hos hende har været en medvirkende årsag til de problemer, jeg slås med som voksen. Så længe jeg kan huske, har jeg haft nogle vaner med at gøre bestemte ting igen og igen. I dag er jeg klar over, at det var en form for tvangshandlinger, men det anede jeg ikke dengang. Jeg gjorde det bare, fordi det føltes rigtigt for mig.

Som helt lille rev jeg mig selv med små sten, og jeg havde også en vane med mine hænder, hvor jeg kradsede neglene mod hinanden.

Jeg fik ro af mine tvangshandlinger

Da jeg var omkring 10 år, begyndte jeg at blive meget angst for, at mine nærmeste skulle blive såret, eller at der skulle ske dem noget slemt. Disse tanker fyldte rigtig meget i mig, men jeg oplevede en form for lettelse, når jeg gjorde nogle bestemte ting.

Det kunne for eksempel være, at jeg vaskede hænder fire eller otte gange, eller at jeg udførte en anden handling fire eller otte gange. Det var altid noget med de to tal.

Inde i mig selv gav dette mig en følelse af ro og en slags tilfredsstillelse, fordi jeg følte, at jeg nu havde afværget det onde. Jeg oplevede det, som om jeg havde kontrol over tingene. Det var i virkeligheden begyndelsen til den OCD, jeg lider af som voksen, men på det tidspunkt opfattede jeg det ikke som en sygdom, snarere som en ven, der sad på min skulder.

Tvangshandlingerne kom til at fylde mere og mere, og da jeg blev omkring 15 år, tog det virkelig fat og udviklede sig, så det næsten styrede mit liv. Nu var tvangstankerne og tvangshandlingerne ikke længere en ven, men en fjende, som gav mig mange flere udfordringer end ro og lettelse.

Når det stod værst til, var det især min bedstemor, hvis ve og vel jeg var bekymret for. Intet ondt måtte ramme hende, for jeg kunne slet ikke forestille mig mit liv uden hende. På samme tid havde min mor en meget dårlig periode, og det førte til, at jeg ved kommunens mellemkomst blev fjernet fra hende og kom i netværksfamiliepleje hos mine bedsteforældre. Det er jeg dem meget taknemlig for.

​En normal del af min hverdag

I dag har jeg stadig tvangshandlinger, og en ting, jeg gør, er at kigge mig bagud fire gange. To gange er ikke nok, tre gange er heller ikke nok, og fem gange er for meget. Det er kun fire blikke over min skulder, der kan give mig ro.

Det lyder sikkert meget mærkeligt for dem, der ikke lider af OCD, men sådan er min virkelighed, og for mig er det blevet en helt normal del af hverdagen. Jeg har tænkt meget over, hvorfor det er sådan, og jeg tror, det hænger sammen med en meget voldsom og ubehagelig hændelse, jeg kom ud for i en alder af 10 år.

Dengang havde min mor en kæreste, som havde sindslidelsen skizofreni. Desværre var han voldelig, og det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på ham. Den nytårsaften var han hos os, og som så mange andre fejrede han det nye år ved at drikke sig fuld.

Han blev dog ikke glad og opstemt af alkoholen. I stedet blev han meget truende og aggressiv, og mor var til sidst så bange for ham, at hun valgte at tage flugten sammen med mig.

Det var utroligt skræmmende for mig, og mens vi stak af, sagde min mor flere gange til mig, at jeg skulle kigge bagud for at holde øje med ham. Hun trak mig med ved hånden, og jeg kiggede mig skrækslagen bagud, mens vi styrtede af sted gennem den kolde nytårsnat. Raketterne eksploderede i en regn af stjerner over vores hoveder, og de mange knald og brag omkring os gjorde kun det hele endnu værre.

Mor levede et meget indadvendt liv og havde derfor ikke særlig mange venner og bekendte, så bedstemor og bedstefar var de eneste, vi kunne søge tilflugt hos. De boede kun 10 minutter fra os, men det var nogle lange minutter.

Uheldigvis ville skæbnen, at de var inviteret ud den aften, så vi hamrede forgæves på deres dør. Det endte med, at vi blev nødt til at tage tilbage til vores egen lejlighed og til mors farlige kæreste.

Det var mit livs værste nytårsaften, og som voksen forbinder jeg min tvangshandling med at kigge mig bagud præcis fire gange med den slemme oplevelse. Jeg ved ikke, hvorfor jeg også har noget med tallet otte, men måske er det, fordi det er det dobbelte af fire.

Jeg var flov

I årevis holdt jeg alt det med mine tvangshandlinger hemmeligt, for jeg vidste jo godt, at det ikke var noget, andre gjorde. Jeg var flov over at have det sådan. Det tog mig rigtig længe at tage skridtet og bestille tid til en samtale om problemet hos min læge. Et eller andet sted var jeg nok bange for ikke at blive taget alvorligt, men efterhånden kastede min OCD en mørk skygge over alt andet i mit liv.

Heldigvis var min læge både lydhør og forstående, og vi fik en rigtig god og lang snak. Hun henviste mig efterfølgende til udredning på sygehuset samt til samtaler hos en dygtig psykolog. Ved udredningen blev diagnosen OCD stillet, og det var på en måde en lettelse for mig at så sat et navn på.

Kontakten med psykologen var også meget givende for mig, for der fik jeg hjælp til at kontrollere mine tvangsmæssige tanker og handlinger. Alt i alt er jeg blevet meget bedre til at håndtere min sygdom, men det er ikke ensbetydende med, at den er væk.

Jeg kan stadig blive overmandet af en stærk følelse af, at nogle af mine nærmeste svæver i stor fare, og som før er det i disse øjeblikke min bedstemor, der er i mit sind. Så har jeg det sådan, at hvis jeg for eksempel skal slukke en lyskontakt eller lukke en dør, er jeg tvunget til at gøre det fire eller otte gange.

I dag er jeg klar over, at jeg skal passe rigtig godt på mig selv og sørge for ikke at blive stresset, for i en presset situation er der større risiko for, at mine tvangshandlinger forstærkes.

Jeg er nu ved at afslutte en studieforberedende eksamen, og i begyndelsen af det nye år går jeg i gang med en længerevarende uddannelse. Det føles som en sejr at være kommet så vidt, men jeg ved også, at jeg er tvunget til at være meget opmærksom på, hvordan jeg har det indeni, hvis jeg skal gennemføre studiet med succes.

Jeg bor på fjerde år sammen med min søde kæreste, og jeg er så god til at skjule mine tvangstanker og tvangshandlinger, at han længe ikke vidste noget om dem. Men nu gør han, og han er heldigvis vældig god til at støtte mig.

Hvis jeg føler det nødvendigt, bruger jeg stadig tricket med at forestille mig, at jeg har en usynlig hulahop–ring rundt om mig, og det hjælper.

Læs også: Nu tør jeg leve livet

Noget andet, som bedstemor tit sagde til mig dengang, var, at man ikke kan se andre mennesker længere end til tænderne. I barndommen funderede jeg meget over den dybere betydning af den talemåde, men som voksen har jeg indset, at det er sådan, det er.

Ikke alle har rent mel i posen, og der kan ligge skjulte, ubehagelige hensigter bag det bredeste, flotteste smil. Derfor er det vigtigt ikke at lukke andre ind i ens liv, før man ved, hvad de i virkeligheden indeholder.

Man kan ikke se på mig, at jeg har en diagnose, for udadtil ligner jeg alle andre unge piger. Men det er kun mig selv, jeg kan skade med min OCD.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.