En læser fortæller: Mit liv som venstrehåndet

Jeg spiste alene

For nylig havde min mand og jeg et par gæster, som skulle se vores nye lejlighed. De kiggede også ind på vores lille hjemmekontor, hvor vi blandt andet har to computere stående. Den ene af gæsterne udbrød omgående: – Hvem af jer er kejthåndet?

Han havde straks set, at musen lå til venstre for den ene af vores computere, og jeg måtte jo så tilstå, at det var mig, der brugte venstre hånd.

Det var ellers længe siden, at jeg havde tænkt over det med at være kejthåndet, som det lidt nedsættende kaldes, og bemærkningen fik mine tanker til at gå tilbage i tiden.

Jeg er årgang 1938, og i min tidlige barndom var der en overgang, hvor jeg nægtede at sidde med ved bordet, når vi havde gæster derhjemme. Især min ene onkel var nemlig slem til at komme med spydige bemærkninger, som gik på, at jeg holdt gaflen i venstre hånd, når jeg spiste.

– Se nu hende kejten, hun kan da ikke ramme munden, når hun bruger den forkerte hånd, kom det hånligt fra ham.

Det gjorde mig naturligvis ked af det, og derfor ville jeg meget hellere sidde og spise for mig selv i køkkenet. På et tidspunkt opdagede jeg til min overraskelse, at alle de voksne jo også havde gaflen i venstre hånd og kniven i højre.

Efter den dag begyndte jeg at sidde med kniven i højre hånd, selv om jeg slet ikke brugte den, og så spiste jeg glad videre med gaflen i venstre hånd. Nu kom der pludselig beundrende kommentarer om, at den lille Else sandelig var dygtig, når hun allerede kunne spise med både kniv og gaffel.

Hånden blev bundet fast

Da jeg i en alder af 7 år kom i skole, fik jeg bundet venstre hånd fast til kroppen med et halstørklæde, når vi skulle skrive skønskrift med pen og blæk i dansktimerne. I dag lyder det temmelig brutalt, men vores dansklærer gjorde det faktisk i venlighed og for at hjælpe mig, og der var da heller ingen, der syntes, at den behandling var noget særligt at tale om.

Faktisk lærte jeg også at skrive rimeligt pænt med højre hånd, men til alt andet brugte jeg fortsat min venstre. Det gjaldt også til håndbold, bordtennis, badminton og andet, for jeg var vild med sport og idræt.

Som 15-årig tog jeg på efterskole, og der havde vi blandt andet håndgerning. Da vores meget søde håndgerningslærerinde opdagede, at jeg brugte venstre hånd, tog hun også selv nålen i sin venstre hånd, når hun skulle instruere mig i at sy nogle af de særligt svære sting. Hun var ikke selv venstrehåndet, men havde efter min mening ganske enkelt den helt rigtige forståelse for sine medmennesker.

Mens jeg var på efterskole, kunne jeg selvfølgelig ikke passe mit elskede håndboldspil derhjemme, men når jeg var hjemme på weekend, gik jeg jo

naturligvis ned på sportspladsen og kiggede på, at mine holdkammerater spillede.

Læs også: Nu driller jeg ikke Martin længere

Else hamrer bolden afsted

En lørdag var der turnering, og jeg mødte op og heppede på mit hold fra sidelinjen. På det tidspunkt var der netop blevet opført nye toiletter på sportspladsen, men de var endnu ikke bygget helt færdige. Blandt andet var væggen mellem dametoilettet og herretoilettet kun midlertidig.

Derfor kom jeg ved et tilfælde til at høre en samtale mellem to håndboldinteresserede fyre, mens jeg sad i en bås inde på dametoilettet. De to talte om en kamp mod et angiveligt ret stærkt håndboldhold, som mit hold skulle møde om søndagen.

– Du bliver altså nødt til at spørge Else, om hun vil komme og spille med i den kamp i morgen, for ellers er den simpelthen tabt på forhånd, sagde den ene af fyrene til den anden. – Når hun hamrer bolden af sted med sin venstre hånd, kan vi være sikre på, at den bare går i mål!

Da rankede jeg mig godt nok lidt, for det føltes om en oprejsning for tidligere ydmygelser over det at bruge venstre hånd. Dagen efter kom fyren faktisk og spurgte, om jeg ville spille med på holdet, selv om jeg ikke havde trænet sammen med de andre. Heldigvis vandt vi, og jeg havde da også min lille andel i den sejr.

Send din egen historie til [email protected] - vi garanterer anonymitet.